Seneste Nyt

Ekstra Bladet lover at destruere billeder af mindreårige side 9-piger

Ekstra Bladet vil nu destruere et fysisk arkiv bestående af brune kuverter fyldt med billeder af hundredvis af piger under 18 år, der gennem 1970’erne og 1980’erne og frem til 2003 poserede som side 9-piger i Ekstra Bladet.

Det oplyser Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, til Politiken, der har gjort chefredaktøren opmærksom på det fysiske arkiv i kælderen i JP/Politikens Hus.

Lektor i strafferet, Nicolaj Sivan Holst siger til Politiken, at man i dag ville betragte billederne som børneporno.

Tidligere har Ekstra Bladet gennemgået sit digitale avisarkiv og sløret billederne af 1.649 afklædte, mindreårige piger, efter at Red Barnet havde kritiseret billederne og gjort avisen opmærksom på, at de blev brugt på hjemmesider, hvor de promoverede børneporno.

Nyheder

  1. Afstemning: Belgisk film fra 70'erne er verdens bedste

    Det respekterede britiske filmmagasin Sight & Sound, som udgives af British Film Institute, har igen gennemført sin afsteming om, hvilken film der er verdens bedste nogensinde. Det sker en gang hvert tiende år, og afstemingen i 2022 er baseret på stemmer fra omkring 1.600 filmkritikere, der hver især har skullet kåre verdens 10 bedste film.

    Og årets afstemning fik måske en lidt overraskende vinder: 'Jeanne Dielman' fra 1975, som blev instrueret af den belgiske instruktør Chantal Akerman, og regnes for en feministisk klassiker. Den tre timer og tyve minutter lange film følger en enlig mor og prostitueret, der oplever hvordan hendes hverdag langsomt falder fra hinanden og kollapser.

    'Jeanne Dielman' var således kun nummer 35 på listen for 10 år siden, hvor Hitchcocks 'Vertigo' toppede foran 'Citizen Kane'. De blev henholdsvis nummer to og tre på dette års liste.

    Den danske instruktør Carl Th. Dreyer har to film på listen over de 100 bedste film nogensinde ifølge afstemingnen: 'Jeanne d'Arcs lidelse og død' fra 1928 på en delt 21. plads og 'Ordet' fra 1955 på en delt 48. plads.

  2. Til sommer kan københavnerne måske bade i hele havnen

    Til næste sommer kan du måske hoppe i havnen over det hele i København. Torsdag aften har partierne i Københavns Borgerrepræsentation ifølge Ritzau besluttet at undersøge, om det som udgangspunkt skal være lovligt at bade i hele havnen.

    Forslaget blev blev fremsat af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) samt en række andre partier, og der var på forhånd sikret flertal for forslaget.

    Der har dog også været kritik af forslaget fra eksempelvis virksomheden Stromma, som arrangerer kanalrundfarter.

    Hvis undersøgelserne munder ud i, at det kan lade sig gøre, vil de nuværende badezoner blive ophævet. I stedet vil der blive etableret nogle enkelte områder, hvor badning vil være forbudt.

    I dag er der tre havnebade og 11 badezoner i Københavns Havn. Og hvis man bader uden for dem, kan det koste en bøde.

    Det er kommunens Teknik- og Miljøforvaltning samt Kultur- og Fritidsforvaltning, som skal undersøge, hvad der skal til, for at hele havnen kan åbnes for de badelystne.

  3. Toprådgiver i Ukraine: Vi har mistet 10-13.000 mænd i krigen mod Rusland

    Ukraines væbnede styrker har mistet et sted mellem 10.000 og 13.000 soldater i krigen med Rusland indtil nu. Det siger den højtstående præsidentrådgiver Mykhailo Podolyak til den ukrainske tv-station Kanal 24 ifølge Reuters.

    Det er første gang siden slutningen af august, at Ukraine har opgivet en angivelse af antal dræbte soldater. Dengang estimerede man, at 9.000 soldater var faldet i krigen.

    - Vi har officielle tal fra generalstaben, vi har officielle tal fra topkommandoen, og de ligger mellem 10.000 og 12.500-13.000 dræbte, siger Podolyak.

    - Vi er åbne overfor at tale om antallet af døde, tilføjer han og oplyser også, at der er flere soldater, som er blevet såret i krigen, end der er døde.

    Men det er altså ikke tal, som ukrainerne selv kan genkende. En anden af Zelenskijs rådgivere, Oleksiy Arestovych, sagde ifølge Reuters onsdag, at de russiske tabstal var omkring syv gange højere end Ukraines.

    Det er ikke muligt for DR hverken at af- eller bekræfte de ukrainske oplysninger.

  4. Når arkitekter laver julebag: Fem byer lavet i peberkager

    • På Museum of Architecture i London kan man i øjeblikket opleve Gingerbread City - eller på dansk Peberkage By. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Flere store arkitekter har taget udfordringen op og har lavet byer og landskaber, der passer ind i fem forskellige temperaturzoner. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Der er også en hilsen til den moderne popkultur, når Sugarbabes optræder - her i form af vingummibamser. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Nogle af budskaberne i de forskellige landskaber er politiske. Her handler det om at stoppe overfiskeriet og passe på naturens ressourcer. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Der også blevet plads til både snemænd og pingviner i polarbyen. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Mens der ikke var nogen peberkage-udstilling på arkitekt-museet i 2020, er traditionen genoptaget igen både sidste år og i år. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Hvis man selv vil se udstillingen, ligger museet i London-bydelen Belgravia, og den kan opleves frem til og med den 2. januar. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • I denne del af kagelandskabet kan modige riddere - med og uden sørgmodige skikkelser - både slås med drager og vindmøller. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Hos julemanden står rensdyrene klar til turen ud med gaver. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    • Gingerbred City er en stor hyldest til traditionen med at bygge små verdner op med fantasi og bagværk. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)
    1 / 10

    I flere lande er det en del af juletraditionerne at bage peberkagehus og dekorere det sirligt. Ikke mindst i England går man meget op i sine "gingerbread houses" i tiden op til jul. Men på Museum of Architecture i London har man løftet traditionen til nye højder:

    For sjette gang har man lavet udstillingen "Peberkage By" ("Gingerbread City"), hvor en række af landets store arkitektfirmaer har designet og bagt imponerende bygningsværker i dej og glasur.

    I år har museet så givet arkitekterne den udfordring, at de har kunnet lave huse og landskaber til fem forskellige byer i fem forskellige temperaturzoner: Polar, kontinental, tempereret, tør og tropisk. Det skal være med til at sætte fokus på, hvordan vi bygger på forskellig vis rundt i verden og udnytter de lokale ressourcer.

  5. Ingen fare ved kemikalieudslipLandbohøjskolen - afspærringer fjernet

    Der er nu ingen fare i forbindelse med et kemikalieudslip på Landbohøjskolen på Frederiksberg.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Tidligere på dagen begyndte kemikalier, som skulle destrueres, at udvikle røg. Beboere tæt på udslippet blev bedt om at lukke vinduer, da da lugten var ubehagelig.

    Men politiet er nu færdige med arbejdet på Landbohøjskolen, og afspærringerne er nu ophævet, skriver politiet på Twitter.

    Fareområdet er helt væk, lyder det i et andet tweet.

    Opdateret klokken 20.52 med oplysninger om, at der ikke længere er nogen fare i forbindelse med udslippet.

  6. Macron og Biden står sammen mod Ruslands 'brutale' krig i Ukraine

    Præsident Macron og Biden ved ceremoni foran Det Hvide Hus. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt i dag møder med USA's præsident Biden under besøget i Washington.

    Og de to ledere var enige om at stå sammen i kampen mod Ruslands krig i Ukraine.

    - I dag bekræfter vi, at Frankrig og USA sammen med alle vores allierede vil stå stærkere sammen end nogensinde mod Ruslands brutale krig i Ukraine, sagde Joe Biden efter mødet.

    De to lande kom også frem til en række fælles politiske og økonomiske initiativer, som skal styrke det vestlige demokrati globalt.

    Samtidig blev de to ledere enige om fælles fremstød for at øge udbredelsen af "ren energi", skriver Reuters.

  7. It-fejl i mobilt autoværn sendte bilist i modkørende trafik på Storebælt

    En it-fejl på Storebæltsbroens mobile autoværn sendte i går en bilist direkte mod den modkørende trafik på broen, skriver TV2 Øst.

    Sund & Bælt undskylder nu hændelsen og vil undersøge sagen til bunds.

    - Jeg skal selvfølgelig undskylde, at vi har en kunde, der har haft sådan en rigtig kedelig og uacceptabel oplevelse, siger Bjarne Jørgensen, direktør for drift og vedligehold.

    Storebæltsbroen har et mobilt autoværn, som hurtigt kan sende trafikken over i den modsatte vejbane. Men autoværnet åbnede sig ved en fejl.

    En bilist, der kom fra Sjælland, blev dirigeret over i modsatte vejbane og opdagede, at biler fra Fyn kom kørende i høj fart imod ham.

    Hurtigt fik han bakket tilbage på den rigtige side af motorvejen.

    - Det kunne have endt med, at jeg og en masse andre kom hjem i en kiste, forklarer den rystede bilist, Morten Nikolajsen, til TV2 Øst

  8. To danske kokkelandshold tager bronze ved VM

    To danske kokkelandshold fik bronzemedaljer ved kokke-VM i Luxembourg.

    Både cateringlandsholdet og juniorkokkelandsholdet kom ind som nummer tre.

    Det oplyser Dansk Gastronomisk Union i en pressemeddelelse.

    - Jeg er pavestolt af mit stabile team, der igen præsterer på allerhøjeste plan, siger Lars Nielsen, der er teammanager for cateringlandsholdet, i meddelelsen.

    Næste mål er OL for kokke i 2024 i Stuttgart.

    Cateringlandsholdet er forsvarende olympisk mester, da kokkene tog guldmedaljerne ved OL i 2020 – og det håber landsholdet at kunne gentage.

  9. Amerikansk ambassade i Spanien har også fået brevbombe

    Den amerikanske ambassade har også været mål for en mystisk pakke, der menes at indeholde en brevbombe. Det bekræfter en ansat på ambassaden overfor Reuters.

    Spansk politi er tilkaldt for at undersøge pakken.

    Tidligere i dag har en talsmand for den spanske premierminister, Pedro Sanchéz, oplyst, at der også er modtaget brevbomber hos premierministeren, forsvarsministeren, en våbenfabrikant i Zaragoza samt hos Ukraines ambassade i Spanien.

    I det sidste tilfælde blev en ukrainsk ansat på ambassaden lettere såret, da bomben eksploderede mellem hænderne på ham.

    Sagen efterforskes som terror.

  10. Sigtet for Field's-skyderi bliver frivilligt bag tremmer

    Den 22-årig mand, som er sigtet for at have dræbt tre og såret syv andre i storcenteret Field's, bliver bag tremmer de kommende to uger.

    Han er gået med til en "frivillig forlængelse", som betyder, at varetægtsfængslingen af ham er blevet forlænget, uden at en dommer har truffet beslutningen torsdag, hvor fristen ellers udløb.

    Den 22-årige har siddet fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i snart fem måneder.

    Den 22-årige mand har ifølge forsvarer og anklager erkendt de faktiske omstændigheder, som han erindrer dem.

    Han nægter sig dog skyldig med henvisning til straffelovens paragraf 16. Den handler om sindssyge i gerningsøjeblikket.

  11. Mor idømt tre års fængsel - mishandlede og tilbageholdt datter i Pakistan

    En 40-årig pakistansk mor er blevet idømt tre års fængsel for at have mishandlet sin teenage-datter og tilbageholdt hende i Pakistan.

    Det fastslår byretten i Glostrup.

    Moren mister også sit danske statsborgerskab og udvises af Danmark for altid.

    I sagen har parrets datter fortalt om gentagen vold, og at hun blev tilbageholdt i Pakistan og forsøgt tvangsgift.

    Pigens 49-årige stedfar er også dømt i sagen, men i mindre omfang og får et års fængsel.

    Både moren og stedfaren nægter skyldige.

  12. Distortion har fået grønt lys til 25-års jubilæumsfestival

    Næste år kan musikfestivalen Distortion fejre sit 25-års jubilæum.

    Distortion har fået godkendt sin ansøgning hos Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, og det betyder, der igen vil være gadefester flere steder i byen.

    Festivalen fortsætter sin nye strategi fra i sommer.

    - Distortion 2022 var en relancering af byfesten med en ny festivalstrategi: Alle de vilde fest-elementer kom ud af de åbne gader og ind i festival-agtige musikzoner, siger Thomas Fleurquin, Distortions stifter, i en pressemeddelelse.

    I festivalens spæde år var der 30 og 200 deltagere ved forsamlingerne. I 2007 dukkede der over 1.500 deltagere op til et arrangement, og derefter tog det fart, så der i 2011 dukkede over 100.000 op til Distortion-festen på Vesterbro.

    Distortion afholdes 31. maj til 4. juni 2023.

  13. Storfisker slipper for en tur i Højesteret om fiskekvoter

    Sagen mod storfisker Henning Kjeldsen har fået sat et punktum med dommen i Vestre Landsret.

    Anklagemyndigheden har besluttet ikke at forsøge at få Højesterets syn på sagen.

    - Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet har efter nærlæsning af dommens præmisser vurderet, at afgørelsen ikke giver grundlag for, at anklagemyndigheden søger Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, skriver vicestatsadvokat Kristian Kirk Petersen til Finans.

    Den 21. november blev både Skagen-fiskeren Henning Kjeldsen og flere medtiltalte i Vestre Landsret frifundet for at have fusket med fiskekvoter.

    Dermed blev dommen fra byretten vendt på hovedet. Her blev Henning Kjeldsen sidste år idømt en bøde på 54 millioner kroner for via stråmænd i form af venner og familie at have tilegnet sig en større mængde fiskekvoter, end reglerne tillader.

  14. Takket være ungefællesskaber er Tingbjerg ikke længere et parallelsamfund

    Tingbjerg er ikke længere at finde på listen over parallelsamfund - tidligere kendt som ghettolisten.

    Ifølge Aisha Law, der er projektkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke i Tingbjerg, skyldes det blandt andet en stigning i indkomstniveauet.

    - Folk har fået flere penge mellem hænderne i Tingbjerg. Generelt er der nogle boligsociale helhedsplaner, som har været med til at få folk i arbejde og i uddannelse, siger hun til Ritzau.

    Her peger på hun blandt andet på at oprettelsen af ungefællesskaber, som lektiecaféer, har hjulpet. Forskning viser ifølge hende, at det er med til at få folk i job og uddannelse.

    Tingbjerg har været på listen siden 2010 - med undtagelse af ét år.

  15. Tour de France dropper ikonisk afslutning i Paris

    I sommer stod Jonas Vingegaard øverst på podiet på berømte allé i Paris. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    I 2024 kommer Tour de France ikke til at slutte i Paris, som ellers har været traditionen.

    Det oplyses på den officielle Tour de France Twitter-profil.

    - Efter 110 udgaver, der er afsluttet i nærheden af eller i Paris, slutter Tour de France for første gang langt fra Paris i 2024 med en målstreg i Nice 21. juli, skriver Tour de France på Twitter.

    Den berømte allé Champs-Élysées i Paris har vanligt været lokation for den afsluttende 21. etape, men i 2024 bliver det i stedet den sydfranske by Nice, der lægger veje til afslutningen på verdens største cykelløb.

    Tour-arrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen om at flytte sidste etape skyldes OL, som løber af stablen i Paris få dage efter Tourens afslutning i 2024.

    I stedet vil løbet blive afsluttet med en enkeltstart i Nice.

    (© Udklip fra Twitter)
  16. Hjulmand om manglende på lederskab på landsholdet: 'Spillet passede ikke'

    Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, mener, at den store vilje til at lykkes i stedet spændte ben for de danske spillere. (Foto: © Wolfgang Rattay, Ritzau Scanpix)

    I aftes tabte Danmark 0-1 til Australien og er dermed ude af VM i fodbold.

    På et pressemøde tidligere i dag fortalte landstræner Kasper Hjulmand, at der manglede en gnist, og at spillernes lederegenskaber ikke kom til udtryk i det skuffende opgør.

    Ledertyper som Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg præsterede ikke, som de tidligere har gjort for Danmark, lyder det fra landstræneren.

    - Hvis man tror, at viljen og energien ikke er til stede, så tager man helt fejl. Måske er den der for meget, så den låser. Spillet passede ikke. Spillerne ville det så meget, at man fryser og låser. Det er nogle af ingredienserne, men der er mange flere, siger Kasper Hjulmand til DR Sporten.

    Kasper Hjulmand er endnu ikke kommet frem til en konklusion på, hvad der konkret gik galt, men faktum er, at Danmark spillede "for dårligt.

  17. Tidligere Roskilde Bank-direktør dømt til at betale knap 232 millioner kroner

    Højesteret har netop sat et sidste punktum i Roskilde Bank-sagen, der var det største bankkrak herhjemme under finanskrisen.

    Tidligere bankdirektør Niels Valentin Hansen er blevet dømt for anklagen om at have givet en række uforsvarlige lån.

    Niels Valentin Hansen skal betale knap 232 millioner kroner i erstatning plus renter.

    Fire af de daværende bestyrelsesmedlemmer frifindes af Højesteret i sagen.

    Roskilde Bank krakkede i august 2008, og tusindvis af aktionærer mistede tilsammen flere milliarder kroner.

    Det er den danske stats oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, der blandt andet rydder op efter banker med dårlig økonomi, som havde anlagt erstatningssagen.

    Dommen er en tiltrængt sejr til Finansiel Stabilitet, som i Østre Landsret tilbage i 2017 tabte sagen.

    Dengang lød erstatningskravet på én milliard kroner.

    Siden ankede Finansiel Stabilitet Østre Landsrets dom til Højesteret for så vidt angår fem af personerne fra den daværende ledelse i banken.

    Erstatningskravet blev samtidig reduceret til knap 332 millioner kroner.

    Sådan her lød dommen fra retsformand Michael Rekling i Højesteret:

  18. Brevbombe blev sendt til den spanske premierminister

    Den spanske premierminister Pedro Sanchéz' kontor bekræfter, at det sidste torsdag modtog et brev med sprængstof.

    Det var magen til det sprængstof, der er fundet i den brevbombe, som Ukraines ambassade modtog torsdag. Her blev en ansat lettere såret.

    Dermed er der fundet i alt fire brevbomber fra en ukendt afsender.

    Tidligere på dagen oplyste politiet, at man havde fundet en tredje sprængladning gemt i en brevpakke.

    Det er sket i lufthavnen Torrejon de Ardoz uden for Madrid.

    Onsdag blev der fundet to breve med sprængladninger.

    Den ene var sendt til Ukraines ambassade i Madrid, og den anden til en våbenfabrikant i Zaragoza i det nordlige Spanien. Vedkommende blev lettere såret.

    Den første af brevbomberne eksploderede i hænderne på en ukrainsk ansat på ambassaden i Madrid. Brevbomben ankom til ambassaden i en almindelig konvolut og blev ikke scannet.

  19. Antallet af hiv-diagnoser er fortsat faldende

    Der er stadig færre, der bliver diagnoseret med hiv.

    I 2021 var der 81 personer, der blev diagnosticeret, mens det tal var på 110 i 2020. Tallet har været faldende i flere år.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

    - Det gratis tilbud om PrEP (hiv-medicin, der tages før udsættelse for smitte, red.) må formodes at være hovedårsagen til det imponerende fald, og må siges at være den største forbyggelsessucces i kampen mod hiv i Danmark, siger Susan Cowan, der er sektionsleder i afdelingen for Infektionsepidemologi og Forebyggelse på SSI.

    Virussen hiv, som smitter gennem ubeskyttet sex, ødelægger immunsystemet og kan udvikle sig til AIDS.

  20. Politi opfordrer til at slette video, hvor dreng bliver udsat for ulovlig tvang

    Politiet i Syd- og Sønderjylland opfordrer alle elever på skoler i Varde Kommune til at slette en video, der viser mulig ulovlig tvang begået mod en dreng.

    Ifølge politiets oplysninger florerer videoen blandt eleverne, men de unge skal stoppe med at dele den og i stedet slette den helt. Desuden bliver forældre opfordret til at tage en snak med deres børn.

    - Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man stopper med at dele videoen og sletter den, hvis man har modtaget den. Forældre opfordres til at tale med børn og unge om digital adfærd, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

    Forholdet om mulig ulovlig tvang blev anmeldt tirsdag eftermiddag.

    Tre drenge er blevet sigtet i sagen, men ellers er der ikke mange oplysninger.

    Politiet ønsker ikke at komme ind på nærmere omstændigheder eller videoens indhold, da efterforskningen stadig er på et tidligt stadie, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

  21. Spanien finder tredje brevbombe på to dage

    Den spanske ordensmagt har fundet en tredje sprængladning gemt i en brevpakke.

    Det er sket i lufthavnen Torrejon de Ardoz uden for Madrid, bekræfter det spanske indenrigsministerium over for avisen El Mundo.

    Forsvarsministeriet oplyser ifølge avisen, at der ikke er sket skader i forbindelse med opdagelsen. Politiet efterforsker de tre brevbomber som sammenhængende sager.

    Onsdag blev der fundet to breve med sprængladninger. Den ene var sendt til Ukraines ambassade i Madrid, og den anden til en våbenfabrikant i Zaragoza i det nordlige Spanien.

    Den første af brevbomberne eksploderede i hænderne på en ukrainsk ansat på ambassaden i Madrid. Brevbomben ankom til ambassaden i en almindelig konvolut og blev ikke scannet.

    - Sprængladningen forårsagede et sår på en ansats ringfinger, oplyste en talskvinde for den spanske regering til tv-stationen Telemadrid.

  22. Glædelig 1. december: Juletræet er tændt i New York

    • Da træet blev tændt, var der planlægt det helt store show med værter, festlige indslag og særlige gæster. (Foto: © Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix)
    • Udover David Foster og Katharine McPhee optrådte blandt andet Gwen Stefani, Blake Shelton og Alicia Keys til tændingen. (Foto: © Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix)
    • Træet er oplyst af mere end 50.000 lys i flere farver på en ledning på omkring 8 kilometer. (Foto: © Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix)
    • Sådan så det ud, da julemanden tændte juletræet på Rådhuspladsen i København den 27. november. (Foto: © Thomas Rousing/Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    I dag skriver vi den 1. december, og julemåneden er officielt i gang.

    På trods af energikrisen og mange udmeldinger, om at populære julegader ikke lyses op i år, kan man dog se oplyste juletræer rundt omkring.

    I nat dansk tid blev juletræet ved Rockefeller Center i New York City også tændt.

    Det er en tradition, der går tilbage til 1930'erne, hvor arbejdere ifølge Rockefeller Centers hjemmeside i 1931 alle bød ind med penge til at kunne købe et træ. Siden 1933 har det været en fast tradition med juletræstændingen.

    Træet er knap 25 meter højt.

  23. Boligområder ryger af parallelsamfundslisten

    Klokken 10 blev regeringens årlige liste over parallelsamfund udgivet.

    Og der er udskiftning i listen, der tidligere blev kaldt ghettolisten.

    Boligområderne Grønneparken i Holbæk samt Tingbjerg og Aldersrogade, der begge ligger i København, optræder nemlig ikke længere på listen.

    Og det glæder den socialdemokratiske overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen.

    - Når vi udvikler et byområde, så så gør vi det for at løfte de mennesker, der bor der. For at skabe lige muligheder for alle københavnerbørn og for at skabe tryghed. Vi laver ikke en massiv indsats for at komme af med en liste, siger hun.

    Boligområdet i Tingbjerg har siden 2010 – med undtagelse af ét år – været på parallelsamfundslisten.

    Et alment boligområde optræder på listen, hvis mere end halvdelen af beboerne har en ikke-vestlig baggrund, og samtidig for eksempel enten er arbejdsløse eller har en plet på straffeattesten.

    Opdateret 1. december kl. 10.40: Det har tidligere fremgået, at også Stærevej i København samt Houlkærvænget i Viborg er udgået af parallelsamfundslisten. Dette er rettet. Områderne er istedet udgået af listen over udsatte boligområder.

  24. Aalborg Kommune ransaget af politiet

    To adresser hos Aalborg Kommune blev i går ransaget af politiet.

    Det bekræfter rådmand for By- og Land, Jan Nymark Thaysen (V).

    National enhed for Særlig Kriminalitet mødte ifølge Nordjyske op hos borgmesterens forvaltning i det centrale Aalborg og hos By- og Landskabsforvaltningen i Nørresundby.

    Ifølge Jan Nymark Thaysen oplyste politiet om, at der tale om en ransagning i forbindelse med en sag om ulovlige udbygningsaftaler.

    Aalborg Kommune har tidligere fået alvorlig kritik for at have indgået aftaler, hvor de bad bygherrer betale for udgifter, som ellers er kommunale.

    Men ifølge rådmanden er kommunen ikke sigtet.

    - Det er ikke kommunen, som er sigtet i den her sag - men har alene udleveret materiale til den efterforskning, som politiet er i gang med i øjeblikket, siger Jan Nymark Thaysen.

  25. 500 kilo narkotika beslaglagt i Sverige

    Det svenske politi har i lørdags beslaglagt et halvt ton narkotika i Tyresø ved Stockholm, skriver Aftonbladet.

    Beslaglæggelsen bestod af 260 kilo amfetamin og 240 kilo hash.

    Det vurderes at have en værdi på cirka 80 millioner svenske kroner, svarende til knap 55 millioner danske kroner.

    Det er den hidtil største beslaglæggelse, politiet i Stockholm har foretaget.

    - Vi arbejder hårdt på at få stoffer væk fra Stockholms gader, og det er en del af det arbejde, siger Susanne Wikland, vicepolitichef i Stockholm.

    Tre mænd er anholdt for særligt grove narkotikaforbrydelser i forbindelse med lørdagens aktion.

  26. Lars Findsen fik præstationsbonus og blev hjemsendt samme år

    En bonus på 55.000 kroner.

    Det var det beløb, som den tidligere FE-chef Lars Findsen fik i 2020.

    Bonussen kan gives til embedsmænd, der har udført deres arbejde godt og samvittighedsfuldt. Politiken har desuden søgt indsigt i, hvorfor Findsen blev tildelt bonussen, men det har Forsvarsministeriet afslået at oplyse.

    Det skete samme år, som Lars Findsen blev hjemsendt fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), efter massiv kritik af FE fra Tilsynet for Efterretningstjenesterne.

    Lars Findsen har i sin nyligt udgivede bog anklaget hjemsendelsen for at være politisk motiveret.

    Ifølge Findsen selv skulle daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) have udtalt, at hun godt vidste, at han ikke havde gjort noget galt, men at hun var nødt til "at kunne tælle til 90".

Mere fra dr.dk