I en uge har elfærgen Ellen grundet en overophedning i batteriet ikke kunnet servicere passagerer på sin sædvanlige rute mellem Ærø og Als.
Men fra mandag i næste uge forventes det, at der igen er færgesejlads på strækningen, oplyser Ærøfærgernes økonomichef, Thomas Norrild, til TV 2 Fyn.
Ellen er dog endnu ikke klar til at genoptage sejladsen, så det bliver i stedet færgen Skjoldnæs, der sædvanligvis sejler mellem Faaborg og Ærø, der skal få passagerer sikkert over strækningen.
Skjoldnæs skal sejle i såkaldt v-sejlads mellem sine to ruter, skriver TV 2 Fyn. Færgelejet på Als skal derfor omlægges i løbet af ugen.
- Det er meget højsæson lige nu, så vi arbejder intenst på få ruten etableret igen her i sommerferien. Vi er ved at få udarbejdet en helt konkret sejlplan, så vi kan få vores passagerer over Fynshav, siger Thomas Norrild.
Skjoldnæs skal efter planen sejle fire afgange fra Fynshav samt tre afgange fra Faaborg i døgnet, skriver TV 2 Fyn.
I fredags blev kommunalpolitikerne i Ærø Kommune enstemmigt enige om at indsætte Skjoldnæs på Ellens rute.