Seneste nyt
29. apr 2021

Ellemann-Jensen vil sætte turbo på genåbningen

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, lægger op til, at genåbningsplanen bliver rykket frem.

Helt konkret vil han have fase 4 af genåbningen til at begynde 6. maj i stedet for 21. maj.

- Vi står i en gunstig situationen, og det skal vi alle sammen være glade for. Men det skal vi også reagere på og ikke lade som om, at verden er en anden, end det den er, siger han forud for torsdagens genåbningsforhnandlinger.

Seneste nyt

  1. 12 min. siden

    Vingegaard efter hurtig enkeltstart på de våde veje: Godt jeg ikke tog nogle chancer

    Jonas Vingegaard leverede en stærk enkeltstart. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Jonas Vingegaard leverede en særdeles imponerende præstation på 1. etape af Tour de France i de københavnske gader. Sidste års Tour-toer var i mål i en tid mindre end et halvt sekund efter Mads Pedersen - og en lille smule hurtigere end holdkammerat Primoz Roglic.

    Danskeren var da også selv særdeles tilfreds med sin enkeltstart - ikke mindst fordi det lykkedes ham at forblive på cyklen hele vejen.

    - Et par gange var mit baghjul ved at skride ud, så jeg er glad for, at jeg ikke tog nogle chancer, sagde Vingegaard efterfølgende til TV2.

    Og det havde været en stor oplevelse at mærke opbakningen fra alle tilskuerne ude på ruten.

    - Det var helt fantastisk, det var 13 kilometer, hvor der blev skreget og heppet hele vejen. Det har helt sikkert været nogle fantastiske dage her i København, sagde den danske rytter, efter han var kommet i mål.

  2. 31 min. siden

    Touren er i gang i regnvåde København: Kronprins og statsminister i forreste række

    • Så er Tour de France 2022 i gang. Statsminister Mette Frederiksen har sendt Jeremy Lecroq fra Team B&B Hotels ned ad startrampen udenfor Ørstedsparken. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Selvom det regner, er der fantastisk stemning ude blandt tilskuerne på ruten. (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)
    • Tour de France-bossen Christian Prudhomme snupper en selfie i København. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Startområdet ved Ørstedsparken. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Der også franske gendarmer på de københavnske gader i forbindelse med Tour-starten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Haribo er som altid en del af reklamekaravanen, som kører rundt på ruten før Tour-starten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • EF Education-Easypost-rytteren Stefan Bissegger havde det svært på de regnvåde veje. Således røg han af cyklen to gange i de glatte sving. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)
    • Michael Mørkøv på vej rundt på enkeltstarten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Danske Magnus Cort er kommet ned af rampen på sin meget farverige cykel. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Den tredobbelte verdensmester Peter Sagan med særlig aerodynamisk hjelm ved starten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Tour-favoritten Tadej Pogacar kørte en forrygende enkeltstart. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Kronprins Frederik har pakket sig ind i den gule regnjakke og følger med fra Amalienborg Slotsplads. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Primoz Roglic på vej forbi Den Lille Havfrue på Langelinie. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)
    • Hollandske Mathieu van der Poel så længe ud til at ville vinde enkeltstarten. (Foto: THOMAS SAMSON © Ritzau Scanpix)
    1 / 14

    Endelig. Efter lang tids venten og opsparede forventninger er Tour de France i gang. Desværre med et København, hvor regnen siler ned, og giver rytterne rytterne svære forhold. Således måtte en af forhåndsfavoritterne på enkeltstarten, schweizeren Stefan Bisegger, to gange i asfalten undervejs.

  3. 44 min. siden

    Mindst 19 døde efter stort mudderskred i Indien

    Redningsfolk kæmper for at finde overlevende, efter et stort mudderskred har dræbt mindst 19 personer i Indien. 50 personer meldes fortsat savnet.

    Det skriver nyhedsbureauet AP med henvisning til udtalelser fra lokale myndigheder i delstaten Manipur i det nordøstlige Indien.

    Mudderskredet kom som følge af kraftig regn.

    Flere af de døde var arbejdere på et jernbanebyggeri i området, men ti af personerne meldes at være fra det lokale militær, der beskyttede arbejderne i forbindelse med byggeriet.

  4. 56 min. siden

    Norge vil sende yderligere syv milliarder til Ukraine

    Den norske regering vil øge støtten til Ukraine med 7,2 milliarder kroner over de næste to år, skriver regeringen i en pressemeddelelse.

    Pengene skal gå til humanitær bistand, genopbygning af landet, våben og driftsstøtte til Ukraines myndigheder.

    - Krigen har dramatiske konsekvenser både humanitært og økonomisk. Vi vil bistå den ukrainske stat med midler, så den kan tjene det ukrainske folk. Det kan bidrage til stabilitet og forhindre, at endnu flere tvinges på flugt, siger statsminister Jonas Gahr Støre.

    Norge har i år hidtil bidraget med omkring halvanden milliarder kroner til Ukraine og nabolandene som følge af Ruslands invasion.

  5. I dag kl. 17:09

    Mads Pedersen kører sig inden for gul trøje-rækkevidde

    Danske Mads Pedersen gav den alt, hvad den kunne trække på den regnfulde første etape af Tour de France. (Foto: THOMAS SAMSON © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Mads Pedersen har længe proklameret, at han vil gå efter den gule trøje, mens Tour de France-feltet er på dansk grund på de tre første etaper.

    Og eksverdensmesteren gav sig selv gode muligheder for at realisere den drøm med en fremragende enkeltstart her til eftermiddag.

    Trek-rytteren ligger aktuelt kun to sekunder efter den førende hollænder, Mathieu van der Poel.

    Mange store ryttere mangler endnu at komme i mål, men regnen siler ned, og betingelserne bliver nok kun sværere. Derfor bliver det også sværere at sætte gode tider.

  6. I dag kl. 16:20

    Ukrainsk rødbedesuppe er kommet på verdensarvslisten

    Borsjtj stammer oprindeligt fra Ukraine, men nydes i mange lande. (Foto: SERGEY DOLZHENKO © Ritzau Scanpix)

    FN-organisationen Unesco har i dag tilføjet et nyt navn på sin liste over verdensarv, der har brug for kritisk beskyttelse.

    Den rødbedebaserede suppe, borsjtj, er ifølge Unesco en vigtig del af familielivet og samfundet i Ukraine, og nu får suppen så en plads på Unescos Verdensarvsliste på grund af krigen og dens negative effekter.

    - Fordrivelsen af mennesker er en trussel mod suppen, da folk ikke er i stand til at tilberede den eller dyrke lokale grønsager til borsjtj, skriver Unesco i en pressemeddelelse.

    Borsjtj stammer oprindeligt fra Ukraine, men nydes i mange afskygninger i flere østeuropæiske lande – også i Rusland.

  7. I dag kl. 15:51

    Mægler i SAS-forhandlinger: De nærmer sig hinanden

    Der er fremskridt i forhandlingerne mellem SAS og piloterne.

    Normalt sidder parterne hver for sig i en mæglingssituation - og har sjældent kontakt - men piloterne og SAS sidder nu direkte overfor hinanden og forhandler.

    Ifølge den svenske mægler Jan Sjölin tyder det på fremskridt, skriver Ritzau.

    - Vi mæglere forsøger at få parterne til at blive enige om de komplicerede spørgsmål. Hvis vi opfatter, at de kan håndtere diskussionen bedre selv, så opfordrer vi parterne til at gøre det og forsøge at nå til enighed, siger Jan Sjölin til det svenske nyhedsbureau TT.

    Derfor er mæglerne trådt tilbage og står til rådighed, hvis det bliver nødvendigt.

    - Men vi er ikke i mål, skriver den norske mægler Mats Ruland til mediet NTB.

  8. I dag kl. 15:39

    Mænd bag østjysk narkofabrik får lange fængselsstraffe

    To østjyske mænd er ved Retten i Aarhus idømt henholdsvis 18 og 16 års fængsel.

    De to mænd er fundet skyldige i at have fremstillet og videresolgt 223 kilo amfetamin og haft remedier til at producere yderligere 93 kilo på en ejendom ved Odder.

    Ejendommen var efter politiets opfattelse en regulær narkofabrik, skriver Ritzau.

    Her fandt politiet dunke med blandt andet amfetaminolie.

    Otte andre mænd og en kvinde var ligeledes tiltalt i sagen. Flere af dem var efter politiets opfattelse mellemhandlere, der videredistribuerede narkoen.

    De er idømt fængselsstraffe på mellem to et halvt og 16 år.

    De to hovedmænd erkendte besiddelse af 71 kilo amfetamin, men nægtede sig skyldige i de øvrige anklager.

    De øvrige nægtede sig skyldige.

  9. I dag kl. 15:22

    Havneformand: Thulesen Dahl er fremtidens mand

    I Aalborg er der ingen forventninger om, at Kristian Thulesen Dahl vender tilbage til politik.

    Det siger bestyrelsesformand Lasse Frimand Jensen fra Port of Aalborg, der i dag har ansat den tidligere DF-formand som ny administrerende direktør.

    - Vi ser Kristian som fremtidens mand, og vi er ret trygge ved, at han vil være hos os i en årrække, siger havneformanden.

    Port of Aalborg er ejet af Aalborg Kommune, og formanden er selv socialdemokratisk byrådsmedlem. Der ligger ingen politiske overvejelser bag ansættelsen af Kristian Thulesen Dahl, understreger han.

    - Vi får en direktør med de rette kompetencer, et stort netværk og politisk tæft. Vi har gjort et scoop, siger Lasse Frimand Jensen.

  10. I dag kl. 14:54

    Thulesen Dahl: Helt naturligt at forlade politik med alt hvad der er sket med mit gamle parti

    Kristian Thulesen Dahl forlader dansk politik for at blive direktør for selskabet bag Aalborg Havn, Port of Aalborg.

    Og valget om at skifte spor kommer efter længere tids tanker om at lave noget helt andet, fortæller han til DR Nyheder.

    - Jeg synes, at det er et helt naturligt tidspunkt nu med alt det, der er sket også i forhold til mit gamle parti. Jeg gjorde op med mig selv, at det skulle være nu. Og så bød denne mulighed sig, siger han.

    I mandags fortalte Thulesen Dahl, at han havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti efter 27 år.

  11. I dag kl. 14:33

    44-årig mand dømmes som en af de første efter ny stalkinglov

    Som den første blev en 44-årig mand sigtet for at have overtrådt den nye lov om stalking, som trådte i kraft ved årsskiftet.

    Han er nu blevet idømt otte måneders fængsel for at have stalket sin ekskæreste i en længere periode fra midten af sidste år, har retten i Roskilde afgjort, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

    Den 44-årige blev smidt ud af sin kæreste og fik senere et midlertidigt forbud mod at se parrets børn. Det kom frem under et tidligere retsmøde, skriver Ritzau.

    Manden er blandt andet blevet dømt for at have jagtet kvinden i sin bil.

    I den forbindelse fik han stoppet hendes bil, hvorefter han lavede et halshug-tegn til kvinden. Imens sad deres fælles datter på bagsædet, mens dørene til bilen var blevet låst.

    Manden har anket dommen.

  12. I dag kl. 14:11

    Regn på vej(en) fra start: Rytterne må køre tour-starten på vådt underlag

    Både tilskuere og de første ryttere, der sparker Tour de France i gang her til eftermiddag, kan blive påvirket af den regn, der bevæger sig ind over hovedstadsområdet.

    Den første etape løber af stablen i København klokken 16.00.

    I går varslede DMI kraftig regn fra klokken 18.00, men nu lyder det til, at de første byger kan gøre underlaget vådt for de mange cykelstjerner fra start.

    - Front ser ud til at nå København med bygeagtig regn en anelse tidligere, skriver DMI på Twitter.

    - Rytterne vil derfor antageligt allerede fra start være ude på våde veje.

    Det er en enkeltstart, hvor rytterne sendes afsted én efter én, og den sidste rytter forventes først at være i mål efter 19.00.

    (Foto: (Skærmbillede))
  13. I dag kl. 13:51

    Ellemann kalder statsministerens pressemøde om minksag for 'pinagtigt' og 'uværdigt'

    - Kommissionen siger endda meget klart, at jeg ikke har haft viden om eller hensigt til det. Jeg er ikke på noget tidspunkt blevet advaret, og jeg har overholdt min sandhedspligt over for Folketinget, sagde Mette Frederiksen (S) på pressemødet. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) havde sin justitsminister på sin højre side og sin sundhedsminister på sin venstre side.

    Erhvervsministeren og fødevareministeren var der også. Regeringen forholdt sig for første gang til den voldsomme kritik, som Minkkommissionen i går gav flere ministre og embedsfolk - også statsministeren fik kritik.

    Konklusionen fra regeringen lød på pressemødet: Vi beklager forløbet. Der er sket fejl. Men der er ikke grundlag for en advokatundersøgelse.

    Statsministeren fastlog desuden, at beslutningen om at aflive alle mink også ville være den samme den dag i dag.

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen så med på tv.

    Han kalder pressemødet både "pinagtigt" og "uværdigt".

    - Minkkommissionens kritik er den alvorligste, jeg kan mindes, skriver Ellemann i et opslag på Facebook.

    - Vi ved nu, at Mette Frederiksen giver andre skylden for hendes beslutninger, når de går galt.

  14. I dag kl. 13:20

    Kristian Thulesen Dahl stopper i dansk politik - bliver ny administrerende direktør i Port of Aalborg

    Tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl bliver ny administrerende direktør i Port of Aalborg, selskabet bag Aalborgs havn.

    Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Dermed forlader den tidligere formand for Dansk Folkeparti dansk politik, fremgår det af pressemeddelelsen.

    - De fleste kender ham som en markant politiker, men vi ser ham først og fremmest som en erfaren leder, forhandler og strateg. Det er disse kompetencer, vi har brug for i Port of Aalborg, og det glæder os, at vi nu er nået frem til en aftale, siger bestyrelsesformand Lasse Frimand Jensen om ansættelsen.

    Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt Kristian Thulesen Dahl til posten, lyder det.

    Kristian Thulesen Dahl starter i sit nye job i Aalborg den 1. august 2022.

  15. I dag kl. 12:55

    Mistænkt for Oslo-skyderi nægter at lade sig afhøre af politiet

    Siden anholdelsen har politiet forsøgt at få manden i tale, men han har nægtet, fordi han ifølge sin advokat er bange for, at politiet vil manipulere med optagelserne af afhøringen.

    Men politiet har hele tiden gjort nye forsøg på at afhøre ham. Nu har han tilsyneladende truffet en mere fast beslutning om ikke at udtale sig, siger hans advokat til norske TV2.

    - Han er kommet frem til, at han ikke ønsker at afgive forklaring nu. Han har ikke afvist, at det kan blive aktuelt på et senere tidspunkt, men det bliver ikke lige med det samme, siger forsvarsadvokat Bernt Heiberg.

    To personer blev dræbt, mens 21 blev såret under angrebet, som politiet mener var et islamistisk terrorangreb rettet mod homoseksuelle.

  16. I dag kl. 12:42

    Tesfaye om minkforløbet: 'Der er ingen advarsler, og der er ingen urigtige oplysninger givet videre til Folketinget'

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) fik på regeringens pressemøde om Minkkommissionens granskning af minkaflivningerne et spørgsmål om, hvorfor regeringen ikke ønsker en advokatundersøgelse.

    Ministeren mener ikke, der er grundlag for, at advokater skal undersøge forløbet nærmere. Eksempelvis se på, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag.

    - Vi støttede den undersøgelseskommission, der er blevet nedsat, og vi tager dens konklusioner til efterretning.

    - Når vi kigger ned i den rapport, er vi ikke i nærheden af et grundlag for at rejse en tiltale.

    - Der er ingen hensigt, der er ingen advarsler, og der er ingen urigtige oplysninger givet videre til Folketinget, sagde justitsministeren.

  17. I dag kl. 12:32

    Ny særlig fødestue i Aalborg er målrettet forældre, der mister deres barn

    At blive forælder er for mange et af livets store, lykkelige øjeblikke.

    Men for de forældre, der går igennem en fødsel af et dødt barn, er det en oplevelse forbundet med stor sorg, som der skal tages særligt hånd om.

    Derfor har Aalborg Universitetshospital i samarbejde med en gruppe kunstnere skabt en fødestue, som er særligt indrettet til forældre, der skal føde et dødt foster eller barn.

    Det skriver hospitalet i en pressemeddelelse.

    Stuen er indrettet med specialfremstillede designmøbler, følsom belysning og beroligende stemninger fra den lokale natur, som skifter i takt med døgnet.

    Derudover er der udviklet et religionsneutralt ritual, som familier har mulighed for at tilvælge efter fødslen.

  18. I dag kl. 12:26

    Pape om Mette Frederiksens mink-pressemøde: 'Det er ikke til at holde ud at se på'

    Statsminister Mette Frederiksen (S) beklagede på et pressemøde i dag igen forløbet om aflivning af mink og undskyldte over for minkavlerne.

    Men hun holdt fast i, at Minkkommissionen konkluderer, at statsministeren ikke var klar over, at der manglende lovhjemmel, da de danske mink skulle aflives.

    Konservative mener dog, at advokater nu skal undersøge hendes og regeringens ageren.

    - Det er jo et stort show med fem ministre, der forsøger at redde sig selv. Det er ikke til at holde ud at se på, siger De Konservatives formand, Søren Pape, om det pressemøde, som regeringen havde indkaldt til.

    Han er uforstående over for Mette Frederiksens afvisning af en advokatundersøgelse.

    - Kernen er jo, om hun har handlet groft uagtsomt, og det vil hun så ikke have undersøgt.Det synes jeg taler for sig selv. Det er helt galt det her, siger han.

  19. I dag kl. 11:15

    Løve roser ny lov mod aldersdiskrimination

    Jacob Risgaard opfordrer andre virksomhedsledere til at se bort fra ansøgernes alder. (Foto: Per Arnesen/DR)

    Når virksomheder søger ny medarbejder, må chefen ikke længere spørge, hvor gammel ansøgeren er.

    En ny lov, der træder i kraft i dag, skal sørge for at ældre ansøgere ikke automatisk bliver fravalgt.

    Det er en god idé, mener Jacob Risgaard, der er medstifter af webbutikken Coolshop og investor i DR-programmet Løvens Hule.

    - Alder bør ikke være en faktor. Det handler om at finde de bedste folk, siger han.

    Jacob Risgaard ser den nye lov som et signal om, at chefer skal være mere åbne.

    - Det værste ved at ansætte en person, der er ældre, end man er vant til, er at man bliver skubbet ud af sin sikre boks, siger han.

  20. I dag kl. 11:06

    Danskerne indfinder sig på Tour de France-rytternes rute: 77-årige Grethe Dalsgård har fundet 'eminent god plads'

    Første etape i årets Tour de France starter i dag, og mange tilskuere har allerede indfundet sig langs dagens rute, der går fra Ørstedsparken videre rundt i København.

    Én af de spændte fremmødte er 77-årige Grethe Dalsgård, der har "elsket cykelløb", siden hun var helt ung. Hun kalder sin tilskuerplads ved Rådhuspladsen "eminent god".

    - For det er lige 20 meter før målstregen, så jeg er sikker på at kunne se alle sammen komme ind over, siger hun.

    Ifølge Grethe Dalsård kom hun tidligt ud ad døren, for hun kunne følge med i fjernsynet hjemmefra og se, at andre publikummer allerede mødte op fra morgenstunden.

    - Så tænkte jeg, Grethe, du kan ikke vente til klokken 10. Du må afsted. Så jeg skyndte mig at blive færdig og komme herind, siger hun.

    - Så jeg var herinde 7.30-8. Og her bliver jeg så nok til klokken er 21-21.30 i aften.

    Hør Grethe fortælle om sit program under årets Tour de France:

  21. I dag kl. 11:03

    Mette Frederiksen om skarp kritik af embedsfolk: Styrelse skal se på deres fremtid

    Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker på nuværende tidspunkt ikke at forholde sig til, om det skal have ansættelsesmæssige konsekvenser, at flere embedsfolk fra en række ministerier får en meget skarp kritik af Minkkommissionen.

    Kommissionen mener, at der kan rejses disciplinærsager mod flere af de involverede embedsfolk.

    Regeringen beder nu om rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger statsministeren på et pressemøde i kølvandet på Minkkommissionens rapport om sagen.

    Hun vil ikke svare på, om hendes egen departementschef, Barbara Bertelsen, skal hjemsendes, mens hendes og de andre embedsfolks roller i minksagen undersøges nærmere.

    - Det kommer an på, hvilken rådgivning vi kommer til at få fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger hun.

    Selv siger hun, at embedsfolkene har givet alt for at få Danmark ud på den anden side af coronapandemien.

    Hun har også fortsat tillid til embedsfolkene - også de der kritiseres af kommissionen.

    - Jeg har ikke oplevet andet end nogle mennesker, der gav alt. Det ændrer ikke på, at så skal basale ting som hjemmelspørgsmål selvfølgelig være på plads.

    - Vi har et dygtigt embedsværk i Danmark, og det håber jeg står tilbage, siger statsministeren.

  22. I dag kl. 10:21

    Inger Støjbergs parti har rundet 20.182 vælgererklæringer

    Rettelse: Tidligere skrev vi, at Danmarksdemokraterne var opstillingsberettiget til Folketinget. Men det er ikke korrekt. Nu har de blot fået nok vælgererklæringer til at stille op til Folketinget. Det skal først godkendes af Indenrigs- og boligministeriet.

    Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har rundet 20.182 vælgererklæringer.

    Det fremgår af vaelgererklaering.dk.

    Det betyder, at partiet nu har fået nok vælgererklæringer til at stille op til Folketinget. De skal dog først godkendes af Indenrigs- og boligministeriet.

    Det er en uge siden, at Støjberg, den tidligere Venstre-politiker, annoncerede sit nye parti.

  23. I dag kl. 10:12

    Mette Frederiksen om minkkommissionens rapport: Kritikken af regeringen er markant og massiv

    Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager igen forløbet omkring aflivningen af alle mink.

    Regeringen holder netop nu pressemøde i Spejlsalen om sagen i kølvandet på Minkkommissionens granskning af, hvad der skete op til og efter, at alle mink blev beordret aflivet.

    - Kommissionen fremsætter en massiv og markant kritik, indledte statsministeren pressemødet med.

    - Vi tager kritikken meget alvorligt og til efterretning, og det giver anledning til refleksion over, hvordan vi fremover vil håndtere lignende sager, hvis de skulle opstå igen i Danmark, sagde Mette Frederiksen.

    Hun fremhævede i sine indledende bemærkninger til rapporten også, at kommissionen ikke mener, at Mette Frederiksen blev advaret om den manglende lovhjemmel.

    - Jeg har overholdt min sandhedspligt og havde ikke til hensigt at sige noget, der ikke var korrekt. Jeg fik ikke at vide eller blev advaret om, at der manglede hjemmel, sagde hun blandt andet.

    Hun kalder aflivningen af alle mink for den rigtige beslutning, som også havde været den samme i dag.

    - I vores øjne kunne en ansvarlig regering ikke gøre andet, sagde statsministeren.

  24. I dag kl. 09:34

    Tørt vejr bliver afløst af regn og byger i dag

    Når man kigger op mod himlen, kan man nogle steder i landet måske allerede ane, at det trækker op til regn.

    Men fredag starter med tørt vejr i løbet af formiddagen, hvor der vil være udsigt til lidt eller nogen sol, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Senere på dagen venter der dog regn og byger - og der er også risiko for torden.

    Det våde vejr breder sig fra sydvest op over landet i løbet dagen.

    Der vil være store forskelle i dagtemperaturerne rundt omkring i landet lige fra 20 grader i sydvest til 28 grader i Nordsjælland.

  25. I dag kl. 09:21

    SF ser ingen grund til at få advokater eller rigsret til at se på minksagen

    SF ser ingen grund til at gå videre med advokatvurderinger eller rigsret efter at have fået Minkkommissionens beretning om forløbet, da alle mink blev beordret aflivet.

    Det skrivet partimedlem Karina Lorentzen i en mail til Ritzau.

    SF har ifølge Lorentzen haft to kriterier, som partier har vurderet sagen efter. Det ene er, om statsminister Mette Frederiksen (S) har begået noget bevidst ulovligt. Det andet er, om hun har løjet for Folketinget.

    - Modsat Støjberg-sagen, hvor der var begået ulovligheder, advaret imod det og løjet for Folketinget, er ingen af delene tilfældet her, skriver hun.

    Heller ikke Enhedslisten ønsker en advokatundersøgelse, sagde partiet i går.

    Minkkommissionen kom i går med en skarp kritik af flere ministre og topembedsmænd herunder statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef Barbara Bertelsen.

    Kommissionen mener dog ikke, at statsministeren var klar over, at der manglende lovhjemmel og derfor ikke med forsæt udstak den ulovlige instruks om at aflive minkene.

    Der er pressemøde i Statsministeriet om sagen klokken 10.00. Du kan følge med live her på dr.dk og på DRTV.

  26. I dag kl. 08:36

    Arbejdsløsheden bliver lavere og lavere - også antallet af langtidsledige falder

    Præcis som det har været tilfældet med den generelle ledighed, har langtidsledigheden også været nedadgående det seneste års tid.

    Og i maj blev der gjort et nyt indhug i gruppen af personer, der har været ledige i mindst 80 procent af tiden de seneste 12 måneder.

    Det skriver Ritzau på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

    Tallene viser, at der i maj blot var 15.000 langtidsledige, når man omregner til fuldtidspersoner og tager højde for sæsonudsving.

    Det er næsten på linje med den seneste bund i begyndelsen af 2009, hvor der kun var 13.500 langtidsledige.

  27. I dag kl. 07:30

    overblikket: Sådan påvirker Tour de France trafikken de kommende dage

    København farves gul, når Tour de France i dag ruller ind på den københavnske asfalt. Cykelløbet starter klokken 16.00 med en enkeltstart i hovedstaden.

    De tre første etaper og 394 kilometer skal køres i Danmark, inden karavanen rykker til Frankrig.

    Det betyder ændringer i trafikken over hele landet de kommende dage. Få overblikket her:

    1. etape: København

    H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen i København er afspærret for bilkørsel og parkering.

    Selve ruten er afspærret for al kørsel fra i dag og frem til lørdag eftermiddag.

    Løbsledelsen råder til at benytte offentlig transport.

    Der forventes at være normal trafik igen lørdag eftermiddag den 2. juli.

    2. etape: Roskilde-Nyborg

    Rytterne kører i morgen 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg.

    Trafikken i og omkring Roskilde, Lejre, Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Korsør og Nyborg vil være påvirket hele dagen.

    Storebæltsbroen lukkes i begge retninger i morgen fra klokken 13.00 til 18.00. Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, kan blive afspærret allerede fra klokken 12.30.

    Togtrafikken over Storebælt vil ikke være påvirket.

    3. etape: Vejle-Sønderborg

    På søndag køres der 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

    Trafikken i og omkring Vejle, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg vil være påvirket i lange perioder.

    Bilister opfordres til at orientere sig om trafikken på forhånd og afsætte ekstra tid til køreturen.

  28. I dag kl. 06:49

    Ukrainske myndigheder: 18 er dræbt i missilangreb i Odesa

    Et russisk missilangreb har natten til fredag kostet 18 mennesker livet og såret 30 lidt uden for havnebyen Odesa.

    Det oplyser ukrainske myndigheder ifølge Reuters.

    Missilet ramte et ni etager højt lejlighedskompleks og forårsagede også en brand i en tilstødende butiksbygning omkring klokken et i nat lokal tid.

    Ifølge Serhiy Bratchuk, der er talsmand for de regionale myndigheder i Odesa, er der en redningsaktion i gang for at redde overlevende ud af den sammenstyrtede bygning.

    Et andet angreb har ifølge Bratchuk ramt et feriecenter i nærheden og såret flere.

    Det har ikke været muligt for DR at bekræfte oplysningerne.

    Artiklen er opdateret med seneste dødstal.

  29. I dag kl. 06:11

    Trump beskylder kongresvidne for at lyve: Hun må have 'alvorlige psykiske problemer'

    Donald Trump beskylder Cassidy Hutchinson for at være en løgner, efter Hutchinsons opsigtsvækkende vidneudsagn i et kongresudvalg tidligere på ugen. (Foto: Stefani Reynolds © Ritzau Scanpix)

    En løgner med psykiske problemer.

    Mere eller mindre sådan beskriver den tidligere amerikanske præsident Donald Trump den tidligere rådgiver i Det Hvide Hus Cassidy Hutchinson.

    Hutchinson vidnede i tirsdags om den tidligere præsident under en høring om stormløbet mod Kongressen den 6. januar sidste år.

    Og nu kalder Trump hende for en løgner i et interview med det højreorienterede medie Newsmax.

    - For at denne her pige kommer på den slags historier, må hun have alvorlige problemer. Psykiske problemer, siger Trump til mediet ifølge Ritzau.

    Trumps beskyldninger kommer, efter Hutchinson under ed blandt andet fortalte, at Trump var ligeglad med, at hans tilhængere var bevæbnede, da han skulle tale på plænen bag Det Hvide Hus på dagen for det dødelige stormløb mod den amerikanske Kongres.

  30. I dag kl. 05:46

    Tidligere sikkerhedschef er taget i ed som Hongkongs politiske leder

    Det var Kinas præsident, Xi Jinping (til højre), som tog John Lee i ed. Han afløser Carrie Lam. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    For 25 år siden blev Hongkong overdraget til Kina efter mere end 150 år som britisk koloni under en aftale om, at området fortsat skulle være "semiselvstændigt."

    Men især i de senere år har styret i Beijing strammet grebet om den særlige administrative region - og det ser ud til at fortsætte med udnævnelsen af den nye øverste politiske leder for Hongkong, John Lee, der i dag lokal tid er blevet taget i ed.

    Lee er tidligere sikkerhedschef og kendt for at støtte den politiske linje, som styret i Beijing står for.

    Han spillede blandt andet en nøglerolle i det kinesiske styres kamp mod de prodemokratiske demonstrationer, som udspillede sig i Hongkong i 2019 og 2020.

  31. I går kl. 23:13

    Robot tegner gigantisk portræt af afdød cykelhelt på stadion i Holbæk

    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Hvis man af én eller anden årsag flyver ind over Holbæk Sportsby i de her dage, kan man få sig et særligt syn.

    To robotter har nemlig tegnet et 30 gange 40 meter stort portræt af cykelrytteren Chris Anker Sørensen, der omkom 18. september sidste år efter en påkørsel på en træningstur i Belgien.

    Robotterne plejer at kridte fodboldbanen op, men de kan altså også kodes til at fremstille mere kunstneriske motiver, som man kan se på billederne herunder.

    Til TV2 Øst fortæller initiativtager Kasper Birkeholm Munk, at håbet er, at det store Chris Anker-portræt bliver vist frem i tv, når helikopterne flyver rundt over rytterne i Tour de France-feltet, der passerer Holbæk under anden etape på lørdag.

  32. I går kl. 23:01

    Nøgenløbet på Roskilde i billeder: 16 mænd og otte kvinder spurtede for en fribillet

    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Det traditionsrige nøgenløb under Roskilde Festivalen blev afviklet torsdag.

    16 mænd og otte kvinder deltog i løbet, hvor vinderne - én af hvert køn - får en billet til næste års festival. Sådan har det været siden det første løb i 1998.

    I år gik sejren til 20-årige Zara Hansen og 23-årige Anton Kunnas fra Finland.

    Vi har samlet et galleri med billeder fra løbet her på dr.dk.

  33. I går kl. 22:27

    Danmarksdemokraterne runder 10.000 bekræftede vælgererklæringer

    (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Torsdag aften rundede Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, 10.000 bekræftede vælgererklæringer.

    Det skriver Ritzau.

    Det betyder, at den tidligere Venstre-minister på en uge er halvvejs til at kunne opstille sit parti ved et folketingsvalg, hvor der kræves mindst 20.182 vælgererklæringer for at være opstillingsberettiget.

    Allerede den 25. juni skrev Inger Støjberg på sin Facebook-side, at hun da havde modtaget 50.000 vælgererklæringer bare to dage efter præsentationen af Danmarksdemokraterne, men sådanne erklæringer er først endelige efter en såkaldt eftertænksomhedsperiode på syv dage.

    Den periode er nu overstået for de første 10.000 danskere, der har tilkendegivet, at de støtter Støjbergs parti.

  34. I går kl. 21:53

    Danske filmfolk springer fra aftale efter halvt års produktionsstop

    Der er ikke bestilt nye danske film og tv-serier til en række store streamingtjenester som Netflix og Viaplay siden årsskiftet til 2022.

    Det skyldes, at organisationen Create Denmark, der samler en række forbund for blandt andet skuespillere, scenografer og filminstruktører, har valgt at trække sig fra en rammeaftale indgået med Producentforeningen.

    Aftalen er dermed ikke længere gældende.

    Den havde til formål at sikre, at kunstnerne bag film og serier får en større bid af den økonomiske kage, når produkterne streames, men streamingtjenesterne har gjort det klart, at aftalen kostede dem for mange penge.

    Create Denmark forhandler nu i stedet om nye rammeaftaler med hver enkelt streamingtjeneste, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

  35. I går kl. 21:18

    Risiko for kraftig regn og torden over København til Tour de France-starten

    Danmark lægger for første gang asfalt til Tour de France, når startskuddet lyder i København i morgen.

    Men det kan blive en våd fornøjelse for de cykelglade fremmødte.

    Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, peger nemlig på, at der er risiko for kraftig regn og torden for Nordøstsjælland og København i morgen mellem klokken 18 og 23.

    Etapen starter klokken 16, og den sidste rytter forventes at være i mål lidt efter klokken 19.

    Der er dog kun tale om en risiko og ikke et decideret varsel fra DMI's side.

  36. I går kl. 20:41

    Ukraine varsler sanktioner mod Syrien

    Ukraine vil indføre en handelsembargo mod Syrien og sanktioner mod enkeltpersoner og juridiske enheder, skriver BBC.

    Det sker ifølge Ukraines udenrigsministerium som en reaktion på, at Syrien har besluttet officielt at anerkende de to selverklærede republikker i Donbas-regionen, Donetsk og Luhansk.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har nu afbrudt de diplomatiske forbindelser med Syrien.

  37. I går kl. 20:31

    WHO forventer sommerbølge med corona efter tredobling i smittetal

    Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forventer en ny bølge med coronavirus i Europa hen over sommeren.

    Meldingen kommer, efter at WHO har registreret en tredobling i antallet af nye smittetilfælde den seneste måned.

    - I takt med at lande over hele Europa har lempet deres coronarestriktioner fra tidligere, vil virusset sprede sig og nå høje niveauer hen over sommeren, siger WHO-chef Hans Kluge til det franske nyhedsbureau AFP.

    - Virusset vil ikke forsvinde, bare fordi landene holder op med at holde øje med det. Det spreder sig stadig. Det muterer stadig. Det kræver stadig liv, siger han videre.

    Den mildere, men mere smitsomme omikronvariant kaldet BA.5, som også er den mest dominerende her i Danmark, har ført til en tredobling af antallet af smittetilfælde i Europa.

  38. I går kl. 20:18

    Den første sorte kvindelige højesteretsdommer i USA's historie er taget i ed

    Ketanji Brown Jackson er nu officielt taget i ed som højesteretsdommer i USA. (Foto: ELIZABETH FRANTZ © Ritzau Scanpix)

    Den første sorte kvindelige højesteretsdommer i USA's historie er nu blevet taget i ed.

    Ketanji Brown Jackson skal dermed træde ind som ny dommer i det højest dømmende organ i landet.

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har valgt Ketanji Brown Jackson som kandidat til højesteretten, hvor hun erstatter Stephen Breyer, der går på pension.

    Jackson har siden 2021 siddet som dommer ved en appeldomstol i Washington D.C., og før det var hun distriktsdommer i otte år.

    Læs mere om den nye højesteretsdommer i artiklen her, fra da Senatet stemte for hendes indsættelse.

    Ketanji Brown Jackson overfor Stephen Breyer, som hun erstatter. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)
  39. I går kl. 19:47

    USA's højesteret begrænser magt til at reducere CO2-udledning

    USA's højesteret lægger begrænsninger på, hvordan en vigtig grøn lov kan bruges overfor kraftværker, der udleder CO2.

    Med seks stemmer mod tre har det konservative flertal i højesteret besluttet, at den såkaldte Clean Air Act-lov ikke giver USA's agentur for miljøbeskyttelse (EPA) ret til at regulere udslip fra kraftværker, skriver AP.

    Udslippene bidrager til den globale opvarmning, og kendelsen kan gøre det sværere for landets præsident, demokraten Joe Biden, at bekæmpe klimaforandringerne.

    Bidens mål er blandt andet at reducere CO2-udslip med 50 procent i 2030, og kraftværker står for omkring 30 procent af landets udslip, skriver AP.

    Højesteret kan underkende lovgivning fra Kongressen og enkeltstaterne, hvis den vurderer, at lovgivning strider mod den amerikanske forfatning.

  40. I går kl. 19:33

    Erdogan afviser ikke, at han igen vil blokere for finsk og svensk Nato-medlemskab

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til Nato-topmøde i Madrid i dag. (Foto: Gabriel bouys © Ritzau Scanpix)

    Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, kan ikke udelukke, at Tyrkiet igen kan tænkes at nedlægge veto mod et svensk og et finsk medlemskab af Nato.

    Det sagde han ifølge Reuters på et pressemøde efter et Nato-topmøde i Madrid tidligere i dag.

    Erdogan fastslår, at Finland og Sverige skal gennemføre "deres del af aftalen" hurtigst muligt, og med det henviser han til nogle løfter, som tidligere på ugen blev givet af Sverige og Finland over for Tyrkiet.

    Det drejer sig blandt andet om, at de to lande skal betragte Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) som en terrororganisation, hvis aktiviteter de forpligter sig til at modarbejde.

    Hvis et nyt land skal optages som Nato-medlem, skal alle de 30 andre landes parlamenter godkende det.

  41. I går kl. 19:28

    DGI's store landsstævne er skudt i gang

    Nu er ventetiden ovre.

    Massevis af idrætsglade mennesker er i dag valfartet til Svendborg, hvor DGI's Landsstævne officielt skydes i gang.

    Det tilbagevendene idrætsstævne afholdes hvert fjerde år, og starter som altid ud med et stort åbningsshow, der består af en række flotte koreografier, forskellige idrætsindslag, og hvor bevægelsesglæden er i højsædet. Åbningsshowet kan i dag følges på DR1 fra klokken 19.30 til 21.00.

    Ifølge DGI forventes det, at helt op mod 25.000 mennesker deltager i Landsstævnet i år.

    DR sender også live fra efterskolernes store opvisning samt verdensholdets show. Du kan se hele sendeplanen for Landsstævnet i Svendborg her.

  42. I går kl. 18:36

    Sjældent portræt af prinsesse Diana udstilles i London

    Sådan ser maleriet ud. DR har fået tilladelse af galleriet til at vise det. Prinsesse Diana mødtes mere end 30 gange med kunstneren bag, Nelson Shanks, da han skulle portrættere hende i 1994.

    Et meget sjældent portræt af den afdøde prinsesse Diana vil for første gang blive udstillet i et galleri i London.

    Maleriet - olie på lærred - er i virkeligheden en skitse til et andet maleri lavet af den amerikanske portrætmaler Nelson Shanks i 1994. Altså tre år før Dianas tragiske død i en bilulykke i Paris.

    I januar i år dukkede det op på en auktion med værker fra nu afdøde Nelson Shanks private atelier. Det blev solgt for mere end 200.000 dollar, og nu bliver det så udstillet for første gang.

    Det sker hos galleriet Philip Mold & Company på udstillingen "Masterpiece London Art Fair" i bydelen Chelsea.

  43. I går kl. 18:23

    Politiforbund: 'Vores medlemmer er frifundne - ansvaret ligger i toppen'

    Ansvaret for aflivningen af alle danske mink uden lovhjemmel ligger udelukkende i toppen, fastslår Heino Kegel, formanden for de danske politibetjentes fagforbund, Politiforbundet.

    Dermed mener han, at hans medlemmer nu er frifundne efter dagens udmeldinger fra Minkkommissionen.

    - Det er på ét eller andet plan en lettelse for mine medlemmer, uagtet at der er løftet en kritik af deres øverste chef (rigspolitichef Thorkild Fogde, red.), siger han til Ritzau.

    Thorkild Fogde burde have reageret med det samme, da han fik at vide, at der ikke var hjemmel til at kræve alle mink aflivet, men det gjorde han ikke, og derfor kørte politiet i flere dage videre med en ulovlig plan, lyder kritikken fra Minkkommissionen.

    Her fra klokken 19 kan du på dr.dk stille spørgsmål til en række eksperter og to politikere om alt, hvad der vedrører dagens store historie. Det foregår her på siden.

  44. I går kl. 18:06

    Radikal eksminister: Statsministeren bør stå ved sit ansvar i minkskandale

    Christian Friis Bach (R) var udviklingsminister under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Nu er han igen folketingskandidat for De Radikale i Nordjylland. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Ritzau Scanpix)

    Christiansborg er meldingen fra De Radikale, at støttepartiet nu vil læse Minkkommissionens lange beretning grundigt, før man vil forholde sig til, hvad beretningens voldsomme kritik skal have af konsekvenser.

    Men den tidligere radikale udviklingsminister og nuværende folketingskandidat, Christian Friis Bach, er klar til at sætte flere ord på situationen.

    På Twitter skriver han:

    - Jeg overlader det trygt til den radikale folketingsgruppe at tage stilling til konsekvenserne. Men jeg finder det forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked. Har man magten, tager man magten, så har man ansvaret.

    I en sms til DR Nyheder tilføjer Christian Friis Bach, at "det burde statsministeren stå ved".

    På spørgsmået om, hvorvidt Mette Frederiksen bør gå af som statsminister, lyder hans svar:

    - Det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke har læst hele rapporten. Men statsministeren bør tage ansvaret på sig. Og manglende viden er ingen undskyldning.

    - Hvis kritikken er så alvorlig, at det bør have konsekvenser for Statsministeriet, så bør Mette Frederiksen tage ansvaret på sig. Man kan ikke skille ministeren fra ministeriet.

  45. I går kl. 18:04

    New Zealand vil skrotte told til EU med ny handelsaftale

    New Zealand premierminister, Jacinda Ardern, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på pressemødet, hvor aftalen blev præsenteret. (Foto: OLIVIER HOSLET © Ritzau Scanpix)

    På et møde torsdag er EU og New Zealand blevet enige om en ny handelsaftale, som skal fjerne toldmurene overfor europæiske varer.

    Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et møde med den newzealandske premierminister, Jacinda Ardern, skriver Reuters.

    Aftalen betyder ifølge von der Leyen store muligheder for både virksomheder, landmænd og forbrugere, fordi den fjerner New Zealands toldmure over for europæiske varer, som i dag ligger på mellem 10 og 15 procent.

    Det forventes, at aftalen kan få handlen mellem de to parter til at stige med 30 procent.

    Ifølge Dansk Industri (DI) er aftalen "utrolig opløftende" i lyset af de aktuelle problemer i forsyningskæderne, fordi danske virksomheder nu får lettere adgang til både nye leverandører og kunder i New Zealand.

  46. I går kl. 17:56

    Putin svarer igen på voksenmobning: G7-ledere uden tøj ville være et 'hæsligt syn'

    Den højspændte internationale konflikt om krigen i Ukraine er for en kort bemærkning hevet ned på skolegårdsniveau.

    Ved åbningen af G7-topmødet i Tyskland i sidste uge kastede de forsamlede stats- og regeringschefer sig ud i en omgang voksenmobning af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    Anført af Storbritanniens premierminister Boris Johnson jokede G7-lederne med, at de skulle vise Putin deres muskler - en reference til hans forkærlighed for at lade sig fotografere i bar overkrop.

    Se optrinnet i videoen her:

    Og nu har Putin så svaret på G7's drilleri:

    - Jeg ved ikke, hvordan de ville tage tøjet af - over eller under bæltestedet. Men jeg tror, at det ville være et hæsligt syn under alle omstændigheder, sagde Putin under et besøg i Turkmenistan.

    Præsident Putin på en hest i Sibirien i 2009. (Foto: RIA Novosti © Scanpix Denmark)
  47. I går kl. 17:37

    Polsk hegn på grænsen til Hviderusland er færdigbygget

    Et kraftigt grænsehegn langs grænsen til Hviderusland står nu færdigt i Polen. Det skal forhindre flygtninge og migranter i at komme ind over grænsen fra nabolandet. (Foto: Wojtek Radwanski © AFP or licensors)

    Et europæisk nabohegn på 186 kilometer er færdigbygget.

    Hegnet bugter sig som et jerntæppe på grænsen mellem Polen og Belarus, tidligere kendt som Hviderusland.

    Det oplyser nyhedsbureauet AP.

    Formålet med hegnet er at forhindre flygtninge og migranter i at komme ind i Polen fra nabolandet.

    Opførelsen af det fem og en halv meter høje grænsehegn blev indledt sidste vinter, da tusindvis af migranter fra Mellemøsten og Afrika forsøgte at komme ind i Polen.

    Belarus forsøgte ifølge flere EU-parlamentsmedlemmer at fremkalde en "falsk flygtningekrise" ved at sende migranter fra Mellemøsten ind over EU's ydre grænse i Polen.

    Polen indførte undtagelsestilstand under krisen og forhindrede folk i at besøge grænseområdet og beskrive situationen.

    Mange migranter frøs ihjel ved grænsen, skriver Reuters.

  48. I går kl. 17:29

    Tour-favorit om Vingegaard: En af de bedste i verden

    (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

    Jonas Vingegaard er en af de bedste cykelryttere i verden.

    Det er der nok mange, der mener, og det gælder også den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar.

    Vingegaard endte sidste år som Pogacars hårdeste konkurrent, da han blev nummer to.

    Og danskeren er selvfølgelig igen på radaren hos den slovenske storfavorit.

    - Han er en af de bedste bjergryttere i verden lige nu. Sidste år viste han, at han er i stand til at gøre det godt i en grand tour, og han kan også køre en god enkeltstart. Som rytter er han ret komplet, og han er virkelig stærk, siger Tadej Pogacar.

  49. I går kl. 17:18

    Mogens Jensen om kommissionens beretning: 'Jeg tog konsekvensen af fejlene'

    Den tidligere minister Morgens Jensen og hans daværende ministerium fik sønderlemmende kritik i Minkkommissionens beretning.

    Den skriver blandt andet, at Mogens Jensen gav urigtige oplysninger til Folketinget om sit kendskab til den manglende lovhjemmel til at aflive samtlige danske mink.

    På Facebook skriver Mogens Jensen nu, at der blev begået fejl i Minksagen.

    - Det er erkendt, og det er der naturligvis endnu en gang grund til at undskylde for over for de berørte minkavlere, skriver han.

    Men han holder fast i, at det var "en nødvendig og vigtig politisk beslutning at gennemføre aflivningen af hensyn til folkesundheden, og for at få stoppet coronasmitten fra mink til mennesker".

    - Jeg tog derfor også ansvaret for og konsekvensen af fejlene og trådte tilbage som minister.

    (Foto: (Skærmbillede))
  50. I går kl. 16:58

    Mads Pedersen bliver skuffet, hvis han ikke vinder en af de danske Tour de France-etaper

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Cykelrytteren Mads Pedersen har store ambitioner på de første etaper af årets Tour de France.

    Den danske Trek-Segafredo-rytter håber nemlig på at vinde en af etaperne på dansk grund. Og en dag i den gule trøje vil han bestemt heller ikke sige nej til.

    - Hvis ikke jeg vinder en etape eller kommer i gult, ved jeg godt, at det bliver en skuffelse. Men det bliver en endnu større skuffelse for mig end for alle dem, der følger med, siger Mads Pedersen.

    - Jeg kører ikke cykelløb for at blive nummer to.

    Første etape af Tour de France starter fredag klokken 16. Du kan følge alle Tourens etaper på DR.dk og i LIGA på P4 i din radio.

Mere fra dr.dk