- Jeg er en lille smule forundret. Jeg har ikke i mine 19 år oplevet, at en opposition ikke vil give en minister en næse, så det er en ganske særlig situation.
Sådan lyder det fra Venstres finansordfører, Torsten Schack Pedersen, efter et møde i Finansudvalget, hvor udvalget skulle beslutte, om den daværende forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), skulle tildeles en næse for sin håndtering af sagen om våbensystemer indkøbt hos israelske Elbit.
Regeringen var klar til at tildele ministeren en næse for den betændte sag, men oppositionspartierne vil altså ikke tildele ham den kritik - for nu.
- Det er sådan lidt "Omvendtslev", det her. Der har været en alvorlig sag, hvor Finansudvalget har fået forkerte oplysninger, og det var min klare opfattelse, at et enigt finansudvalg var klar til at udtale en kritik, siger Torsten Schack Pedersen.
- Det har jeg prøvet at skrive et udkast til, men oppositionen er ikke klar til at give en næse. Så det er taget af bordet for nu.
Vil ikke trumfe igennem
Regeringen har flertal og kunne derfor egenhændigt trumfe en næse igennem, men det har den besluttet ikke at gøre på grund af modstanden fra oppositionen, siger Torsten Schack Pedersen.
- Der er en integritet i forhold til Finansudvalgets arbejde. Det var vigtigt at finde en tekst, som alle partier kunne se sig i, og det kunne ikke lade sig gøre, siger han.
Men den onde mistanke ville være, at I prøver at lukke denne sag hurtigt for Jakob Ellemann, der jo også er din formand?
- Overhovedet ikke. Det, der var på bordet, afskærer ikke videre arbejde. Det var bare en kritik for, at et aktstykke indeholdt forkerte oplysninger. Det udelukker ikke noget i den videre proces, siger Torsten Schack Pedersen.
Opposition: Det var regeringens dagsorden
Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk, mener - i modsætning til Torsten Schack Pedersen - slet ikke, at det er så underligt, at oppositionen ikke vil bakke op om en næse til Ellemann.
Han mener nemlig, at regeringen har haft sin egen dagsorden med næsen.
- Det, at regeringen ønsker det - at give en næse til sin egen minister eller ministerie - det er nok et udtryk for, at den beretning, som regeringspartierne havde lavet, handlede mest om at give skylden på Forsvarsministeriet - altså de ansatte embedsmænd.
- Uden at nævne ministeren og uden at nævne andre ministre, som tilsyneladende også er involverede i sagen, siger han og henviser til de seneste dages historier om, at også Udenrigsministeriet og Statsministeriet skulle være involverede i sagen.
Og det bakker finansordfører i Konservative Rasmus Jarlov op om.
- Vi opfatter det som et forsøg på at lukke sagen og isolere den til bare at give en næse til Jakob Ellemann og så komme videre.
- Og desværre ser det ud til, at der er en hel del mere at komme efter i sagen. Blandt andet har statsministeren personligt været involveret også. Og det er vi nødt til at få undersøgt ordentligt, før vi drager konklusioner. Derfor har vi afvist at give en næse til Ellemann, siger han.
Sagen skal undersøges nærmere
Sagen om våbenkøbene pågår stadig, og der kommer løbende nye oplysninger frem, ligesom der er planer om at sætte en advokatundersøgelse i gang.
Derfor bør en eventuel næse først diskuteres senere, mener partierne i oppositionen, siger Liberal Alliances Ole Birk.
- Fordi vi synes, at der hele tiden kommer nye oplysninger frem om den såkaldte Elbit-sag, som gør, at den dagsorden, som regeringspartierne ønsker at vedtage, ikke var udtømmende. Og som også gør, at vi har behov for at afvente yderligere oplysninger, før vi konkluderer på sagen.
Og sådan lyder det også fra SF's finansordfører, Lisbeth Bech Nielsen.
- Det her er en sag, hvor der dukker nye oplysninger op dagligt. Og derfor mener vi, det er for tidligt at lave denne her beretning og afgive denne her kritik, fordi vi ikke kender sagens fulde omfang, siger hun.
Hvis du vil vide mere om, hvad Elbit-sagen handler om, kan du se med HER.