Elon Musk vil ophæve Donald Trumps forbud fra Twitter
Ejeren af Tesla og SpaceX, Elon Musk, havde i den grad spenderbukserne på, da han i slutningen af april opkøbte det sociale medie Twitter.
I forbindelse med nyheden begyndte spekulationer om, hvorvidt USA's tidligere præsident Donald Trump kunne få lov til at komme tilbage på det sociale medie.
Under en konferencetale har Musk udtalt, at hvis hans aftale om at købe Twitter går igennem, vil han fjerne Donald Trumps forbud fra Twitter.
- Jeg mener, at det ikke var korrekt at forbyde Donald Trump. Jeg tror, det var en fejltagelse, fordi det fremmedgjorde en stor del af landet og i sidste ende ikke resulterede i, at Donald Trump ikke mistede sit talerør, sagde Elon Musk på en Financial Times-konference.
Det skriver flere medier herunder The New York Times og Wall Street Journal.
Musk kaldte beslutningen om at forbyde Trump for "moralsk forkert og direkte dum".
Han sagde ifølge The New York Times, at "permanente forbud bare grundlæggende underminerer tilliden til Twitter."
Selv har Donald Trump udtalt, at han ikke er interesseret i at komme tilbage på Twitter.