Seneste nyt

EM begynder i dag med åbningskamp i Rom

  • EM begynder i dag med åbningskamp i Rom

    I dag begynder fodboldfesten rundt om i hele Europa.

    Første kamp ved EM i fodbold bliver fløjtet i gang i aften, når Tyrkiet og Italien tørner sammen i den italienske hovedstad.

    Åbningskampen, der vises på DR1 fra klokken 20.00, bliver samtidig startskuddet på en historisk EM-slutrunde, der afvikles i hele 11 europæiske byer.

    Heriblandt København, som foruden tre gruppekampe med deltagelse af det danske landshold skal afholde en kvartfinale.

    I morgen spiller Danmark første kamp. Det er mod Finland og kan ses på DR1 fra klokken 18.

    Seneste Nyt

  • Ungarn afviser verdensmesteren: Spiller uafgjort med Frankrig

    Undertippede Ungarn overraskede og spillede uafgjort 1-1 mod verdensmestrene fra Frankrig ved EM.

    Første halvlegs største målchance tilfaldt Antoine Griezmann, der misbrugte chancen på det skammeligste. En ripost helt inde foran Ungarns mål skulle nærmes bare prikkes i nettet, men det formåede Griezmann ikke.

    I første halvlegs overtid blev Puskas Arena i Budapest så sendt ud i voldsom jubel, da Attila Fiola brød igennem i Ungarns venstre side og scorede til 1-0.

    Det tvang franskmændene til at tænke offensivt, og midtvejs i anden halvleg kom forløsningen. Antoine Griezmann var over en ripost i feltet, og denne gang svigtede han ikke og udlignede i stedet til 1-1.

    Selvom Frankrig fortsatte presset kunne de ikke score yderligere, og kampen sluttede uafgjort.

  • Mindst en person omkommet i brand i Nordgrønland

    Grønlands Politi oplyser ifølge Ritzau, at mindst en person er død i en brand et i hus i bygden Ukkusissat i Nordgrønland, men man frygter, at yderligere to mennesker er døde i branden. Det skal dog undersøges, før man kan bekræfte det.

    Derudover er tre personer er kommet til skade i forbindelse med branden. De er evakueret og under behandling på hospitalet i Nuuk.

    Ifølge Sermitsiaq.aq er der tale om en kvinde, hendes samlever og parrets et-årige barn.

    Mediet har været i kontakt med kvindens familie, som bekræfter oplysningerne.

  • Matematik-epidemiolog: Et kapløb mellem vaccinerne og Delta-varianten

    Den såkaldte Delta-variant, der første gang blev opdaget i Indien, er i vækst og den vil på sigt blive den dominerende type - både på verdensplan og herhjemme. Siden 1. april er der registreret 215 tilfælde af Delta-varianten herhjemme. De seneste uger er den ifølge lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen vokset med foruroligende fart.

    - Delta-varianten er faktisk vokset fra ni tilfælde i uge 20 til 57 i uge 23. Og de 57 er et foreløbigt tal, som godt kan stige, når alle de positive prøver fra den uge er sekventeret.

    - Lige nu har vi et kapløb mellem, hvor mange der er vaccineret, og hvor mange der smittes, siger Andreasen til Ritzau. og påpeger, at den mere smitsomme Delta-variant kan skabe en større epidemi.

    Ifølge de seneste oplysninger fra Statens Serum Institut har 50,9 procent af befolkningen fået det første stik, mens 27,6 procent er færdigvaccinerede.

  • Ultrakonservative Raisi valgt til ny præsident i Iran

    Den konservative kandidat Ebrahim Raisi har ifølge Irans indenrigsminister vundet præsidentvalget med 61,95 procent af de afgivne stemmer. Der var dog kun 48,8 procent af de iranske vælgere, som fandt det umagen værd at deltage ved valget. Det er den laveste valgdeltagelse i over 40 år.

    Den 60-årige ultrakonservative Ebrahim Raisi er Irans øverste dommer og tilhører landets ultrakonservative religiøse elite.

    Landets øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, har kaldt valget en iransk sejr over fjendlig propaganda.

    Kun syv kandidater blev på forhånd godkendt af det religiøse Vogternes Råd, der afgør, hvem der må stille op. Siden trak tre af de godkendte kandidater sig under valgkampen.

  • Sønderjyske finder ny træner syd for grænsen

    Superliga-klubben Sønderjyske har fundet en ny cheftræner efter afskeden med Glen Riddersholm.

    Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

    Det bliver den 46-årige tysker Michael Boris, der overtager styringen i klubben.

    – Jeg kommer til at bringe nogle nye ideer med til klubben, og jeg vil have nye input med fra første dag, men jeg skal også se det hele an. Det hele kommer til at ske i tæt samarbejde med den nuværende stab, hvor jeg allerede har talt med flere af dem, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af både dem og klubben, siger den nye cheftræner til klubbens hjemmeside.

    Michael Boris har tidligere stået i spidsen for blandt andet MTK Budapest i Ungarn og Ungarns U21-landshold. Michael Boris har underskrevet en kontrakt med Sønderjyske for de kommende to sæsoner.

    Michael Boris har senest stået i spidsen for MTK Budapest i Ungarn. (© MTK Budapest)
  • 243 bekræftede coronatilfælde det seneste døgn

    Der har været 243 bekræftede smittetilfælde med coronavirus siden i går.

    De er fundet på baggrund af 111.216 PCR-prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,22.

    Antallet af indlæggelser er 76, hvilket er 8 færre end i går. Det er samtidig det laveste niveau siden 21. september sidste år.

    Af de indlagte er 20 indlagt på en intensivafdeling, heraf 15 i respiratorer. Det er samme antal som i går.

    Yderligere to er døde med coronavirus det seneste døgn. I alt 2.530 personer døde efter at være blevet smittet med corona.

    Opdateret med flere detaljer.

  • Sygeplejersker på gaden i hele landet for bedre lønvilkår

    Rundt i landet kan man støde på demonstranter, der kæmper for sygeplejerskers lønvilkår.

    Fra i dag strejker intet mindre ind 5.000 sygeplejesker nemlig, og det giver dem en oplagt mulighed for at komme på gaden og vise deres utilfredshed.

    Blandt andet på Christiansborgs Slotsplads.

    • Der er mødt mange op i solskinnet på Christiansborg Slotplads for at demonstrere for bedre løn til de danske sygeplejersker. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
    • Skilte med sloganet "Vi er mere værd" går igen på tværs af slotspladsen. Sygeplejerskerne mener ikke, at deres lønramme er tidssvarende. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
    • For nogen er skilte ikke nok. Midlertidige tatoveringer med teksten "Vi er mere værd" er også noget, flere gør brug af. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
    • Scenen, hvor de strejkende kan sætte ord på det, de kæmper for, bliver brugt flittigt. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Dansk Sygeplejeråd har også annonceret demonstrationer i blandt andet Aarhus, Randers, Sønderborg og Middelfart.

  • Danmarks Idrætsforbund har fundet sin nye formand: Hans Natorp overtager posten

    Hans Natorp er ny formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det er netop afgjort efter et kampvalg på DIF's årsmøde, hvor han besejrede Thomas Bach med stemmerne 76 mod 71.

    Dermed er det altså Hans Natorp, der kommer til at have ansvaret for rundt regnet to millioner danskeres fritidsinteresser i foreningsidrætten. Han har hidtil været næstformand i DIF, ligesom Thomas Bach.

    Hans Natorp afløser Niels Nygaard, der de seneste 14 år har været formand i Danmarks største idrætsorganisation.

    Læs mere om posten her.

    Hans Natorp er blevet valgt som ny formand for Dansk Idrætsforbund. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
  • Der var tropenat på Bornholm og Amager, og det er helt usædvanligt, at vi har det så tidligt

    Det krævede ikke et termometer for at konstatere, at der mange steder i landet var tale om en usædvanlig varm nat.

    På målestationerne i Københavns Lufthavn, Rønne Lufthavn og Hammerodde på Bornholm blev der registreret tropenætter, hvor temperaturen aldrig var under 20 grader.

    At det sker før sankthansaften er 'helt usædvanligt', siger DR Vejrets Anders Brandt.

    - Det er normalt kun noget, vi oplever i juli og sensommeren, når vandet i forvejen er varmt.

    Ingen steder i landet har der siden årtusindskiftet været tropenat så tidligt i juni, og ved Hammerodde, hvor data rækker tilbage til 1874, skal man 104 år bagud, før man finder en varmere juninat.

  • Pape på Folkemødet: Et omsorgsdanmark kræver et indtjeningsdanmark

    Det er ingen sag at skabe 11.000 job.

    Det lader det i hvert fald til, hvis man spørger Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative.

    I sin formandstale på Folkemødet i Allinge på Bornholm fremlagde han sin formel for, at det kan lykkes.

    Han mener, det er et problem, at regeringen har sat skatterne op.

    - Hvis vi skal have råd til omsorgsdanmark, skal vi forbedre vilkårene for indtjeningsdanmark, siger Pape.

    Blandt andet skal bistanden til de nyuddannede akademikere sættes ned, folkepensionister skal kunne arbejde uden at blive trukket i folkepensionen, og arbejdsløse indvandrere skal i arbejde, siger Søren Pape Poulsen.

    Overførselsindkomsterne bør ifølge formanden også fortsat reguleres mindre. Dog med undtagelse af folkepension og førtidspension.

  • Landsholdskant om Eriksen-besøg: Det var megadejligt

    Christian Eriksen besøgte landsholdslejren i Helsingør, efter han blev udskrevet fra Rigshospitalet i går.

    Og det gjorde et stort indtryk på mange af spillerne på det danske herrelandshold i fodbold.

    Blandt andre kantspiller Andreas Skov Olsen.

    - Det var megadejligt. Det gav lidt en ro at kunne se ham gå rundt og smile. Også hans familie. Det er dejligt at se, at de er okay efter det, der er sket, siger Andreas Skov Olsen.

  • Politiet leder fortsat efter flugtbilist efter livsfarlig påkørsel af 31-årig betjent

    Østjyllands Politi efterlyser fortsat 20-årige Mohamad Tarek Younes i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld fredag aften i Aarhus.

    Her blev en politibetjent påkørt og pådrog sig alvorlige skader.

    Påkørslen foregik i krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej i Åbyhøj ved Aarhus.

    Trods mange henvendelser fra borgere og assistance fra helikoptere, så har politiet endnu ikke fundet Mohamad Tarek Younes, der formedes at have siddet bag rattet på bilen.

    - Vi er meget taknemmelige for den hjælp, vi har fået fra befolkningen i denne sag, og vi arbejder fortsat intenst på at finde frem til den eftersøgte, siger Gert Bisgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

    Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om betjentens tilstand, der i går blev beskrevet som kritisk.

    Oplysninger, der kan hjælpe politiet i eftersøgningen, kan rettes til Østjyllands Politi på telefon 114.

  • Ny DIF-formand skal vælges: Får ansvaret for danskernes interesser i foreningsidrætten

    Efter 14 år med den samme formand er det tid til udskiftning i toppen af Danmarks Idrætsforbund.

    Senere i dag skal der nemlig stemmes om, hvem der skal erstatte Niels Nygaard, der hidtil har haft ansvaret for rundt regnet to millioner danskeres fritidsinteresser i foreningsidrætten.

    De to næstformænd i DIF, Hans Natorp og Thomas Bach, er indstillet til formandsposten.

    En vigtig opgave for den nye formand er at genopbygge dele af foreningslivet, der har lidt under coronakrisen.

    DIF oplyser, at cirka 73.000 danskere i 2020 og de første fire måneder af i år har meldt sig ud af en forening.

    Det svarer til cirka fem procent af det samlede antal medlemmer.

  • Konflikten er i gang: Tusinder af sygeplejersker strejker

    Fra i dag vil patienter landet over få udskudt behandlinger og aflyst operationer, mens danske sygeplejersker kæmper for en bedre løn.

    5.000 sygeplejersker strejker nemlig fra i dag, efter et stort flertal af sygeplejerskerne stemte nej til et nyt forslag til overenskomst.

    Dansk Sygeplejeråd har varslet, at strejken potentielt kan vare i mange uger om nøvendigt.

    På konfliktens første dag viser en ny måling pæn opbakning i befolkningen til sygeplejerskerne. Undersøgelsen, som Epinion har lavet for DR, viser, at 44 procent af danskerne støtter strejken. Mens 17 procent er imod. Og 35 procent er hverken for eller imod.

  • Kvinder sagsøger Pornhub for videoer af overgreb og mindreårige

    En række kvinder har sagsøgt en canadisk virksomhed, der ejer Pornhub, som er en af verdens største pornohjemmesider, skriver Ritzau.

    Det skyldes, at Pornhubs moderselskab ved navn MindGeek ifølge i alt 34 kvinder har skabt en platform med "børnepornografi og voldtægtsvideoer".

    Kvinderne har det tilfælles, at de ifølge anklagerne i sagen har optrådt uden samtykke i videoer på Pornhubs hjemmeside, der viser voldtægter, seksuelt misbrug eller billeder af dem, da de selv var mindreårige.

    Kvinderne mener, at hjemmesiden "sandsynligvis er det største ikke-regulerede lager af børnepornografi i Nordamerika".

    I en erklæring udtaler Pornhub, at virksomheden har "nultolerance" over for ulovligt indhold, og at alle anklager undersøges.

    Pornhub kalder samtidig beskyldningerne om, at det er en kriminel virksomhed, for "fuldstændig absurde".

  • WHO: Delta-variant er på vej til at blive dominerende globalt

    Coronavarianten Delta, som først blev opdaget i Indien, er på vej til at blive den dominerende variant globalt.

    Det siger videnskabelig chef hos Verdenssundhedsorganisationen, Soumya Swaminathan, på et pressemøde fredag ifølge Ritzau.

    - Delta-varianten er godt på vej til at blive den dominerende variant globalt, fordi den er mere smitsom, siger hun.

    Storbritannien oplever i øjeblikket en eksponentiel stigning for coronavarianten, hvilket har udskudt den ellers planlage fulde genåbning af England.

    I vores naboland Tyskland forudser sundhedseksperter, at varianten hurtigt vil blive den dominerende i landet. Det er på trods af, at landets vaccineudrulning går godt.

  • Hedebølgen fortsætter i øst

    Der er endnu ikke grund til at pakke solhat, solcreme og liggestole væk.

    I hvert fald ikke, hvis man bor i Østdanmark, hvor hedebølgen fortsætter.

    I Jylland kan man dog godt regne med skyer op ad dagen, og der kan endda komme regn eller byger hist og her.

    Temperaturer op mellem 25 og 31 grader, men i den vestlige del af Jylland og ved kyster med pålandsvind kun mellem 17 og 22 grader.

    I aften fortsat mest skyet vestpå, mens resten af landet får i aften en del sol med temperaturer mellem 13 og 18 grader.

    Det skriver DMI.

  • Coronavirus affolker det offentlige rum i Lissabon

    • Stigningen udgør 75 procent af de nationale smittetilfælde, selv om kun 27 procent af Portugals befolkning bor i hovedstadsområdet. (Foto: Patricia de melo Moreira © Ritzau Scanpix)
    • Et ældre ægtepar er ude at gå en tur i den portugisiske hovedstad. (Foto: Patricia de melo Moreira © Ritzau Scanpix)
    • Politiet har indført checkpoints for at sikre, at de passerende har et anerkendelsesværdigt formål. (Foto: Pedro Nunes © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Et udbrud med coronavirus betyder, at rejser ind og ud af Lissabon bliver forbudt denne weekend, efter at den særligt smitsomme Delta-variant er begyndt at brede sig.

    Det gælder til og med mandag morgen klokken 06.00.

    Lissabon oplevede i går en stigning på 928 smittetilfælde på 24 timer. Det er det højeste siden februar.

  • England og Skotland leverer tam kamp: Nabobraget ender målløst

    Der var fuld knald på fra kampens første minut, da England og Skotland tørnede sammen i EM’s gruppe D.

    Det var skotterne, der tilspillede sig kampens første chance, da Che Adams fik afsluttet, men det engelske forsvar blokerede. Derfra tog englænderne teten for en stund, og de ramte blandt andet stolpen efter et hjørnespark.

    Skotterne kom dog fint tilbage i første halvleg, og efter en halv times spil tvang Stephen O’Donnell den engelske keeper, Jordan Pickford, til at diske op med en glimrende redning. Derfor forblev det målløst ved pausen.

    Anden halvleg begyndte som lyn og torden, men luften fisede hurtigt af ballonen, og derfra blev det en tam affære. Ingen af holdene voldte for alvor det andets målmand problemer, og så endte det hele som det begyndte – målløst 0-0.

  • Nordmænd smittet med Delta-varianten efter to koncerter

    Omkring 70 nordmænd er blevet smittet med corona efter to koncerter i Færder Kommune, der ligger syd for Oslo.

    Mange af disse er smittet med Delta–varianten, der først blev fundet i Indien.

    Det skriver NRK ifølge Ritzau.

    – Alle de positive prøver kontrolleres løbende for Delta–virusset. Vi har ikke fået svar på alle prøverne endnu, men baseret på de svar, vi hidtil har fået, antager vi, at alle i dette udbrud har Delta–varianten, siger Elin Jacobsen, der er kommuneoverlæge, til mediet.

  • Mand er i kritisk tilstand: Politiet leder efter flugtbilisten

    En mand er i kritisk tilstand, efter at han fredag aften blev påkørt af en bil på Silkeborgvej i Abyhøj ved Aarhus.

    Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Føreren af bilen flygtede efterfølgende fra stedet udadgående ad Silkeborgvej i retning mod Braband. Politiet leder fortsat efter ham.

    - Østjyllands Politi vil derfor meget gerne høre fra vidner til færdselsuheldet og fra vidner, der kan være med til at klarlægge, hvor flugtbilisten efterfølgende kørte hen, skriver politiet.

  • Merkel opfordrer til forsigtighed ved EM i fodbold

    Vær nu forsigtig.

    Sådan lyder rådet fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der opfordrer til forsigtighed, når det kommer til at lukke fans ind på stadion ved EM i fodbold.

    Det siger hun fredag, hvor hun mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skriver AFP ifølge Ritzau.

    Merkel understreger, at de fleste europæiske lande ikke har fået et flertal af deres befolkningen fuldt vaccineret. Derfor er det stadig nødvendigt at være forsigtig, mener hun.

    Fra Macron lyder det, at han er sikker på, at arrangørerne bag EM–turneringen er "meget opmærksomme".

  • Holland ophæver næsten alle restriktioner

    Man nærmer sig normale tilstande i Holland, hvor man fra 26. juni vil ophæve stort set alle coronarestriktioner.

    Det siger landets premierminister, Mark Rutte, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet dpa, skriver Ritzau.

    Det betyder, at restauranter, museer og teatre kan lukke flere ind end tidligere uden restriktioner. Diskoteker og natklubber kan også genåbne.

    Det bliver muligt at afholde begivenheder såsom festivaler og sportsarrangementer, hvis deltagerne er vaccineret eller har fået en negativ coronatest.

  • Palæstinensere siger nej til vaccine-byt med Israel

    Tidligere i dag annoncerede den israelske regering, at den ville sende en million doser af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech til det palæstinensiske selvstyreVestbredden.

    Men det siger de palæstinensiske myndigheder nu nej til, skriver nyhedsbureaet AP.

    Der var tale om vacciner, der meget snart udløber, og som en del af aftalen ville Israel få et tilsvarende antal doser fra en Pfizer-forsendelse i efteråret, der var tiltænkt palæstinenserne på den besatte Vestbred.

    Vaccinerne er for tæt på udløbsdatoen, lyder meldingen fra Det Palæstinensiske Selvstyre.

    På Vestbredden og i Gaza - de palæstinensiske områder - har kun 440.000 ud af 5,5 millioner palæstinensere fået deres første stik med en coronavaccine, skriver Ritzau. (Foto: Abed Al Hashlamoun © Ritzau Scanpix)

    Blandt andet Amnesty International har beskyldt Israel for som besættelsesmagt at svigte palæstinenserne ved ikke at sørge for vacciner til dem.

  • Mona Lisa-kopi solgt for 21,7 millioner kroner

    Mona Lisa-kopien blev købt af en europæisk samler til intet mindre end 19,3 millioner kroner over auktionshuset Christie's vurdering. En talskvinde for auktionshuset kalder det "vanvid". (Foto: LUCIEN LIBERT © Ritzau Scanpix)

    Kopivarer forbinder man ofte med sløj kvalitet på et billigt gademarked, men sådan behøver det ikke være.

    På en auktion i Paris er en kopi af Leonardo Da Vincis legendariske maleri blevet solgt for 2,9 millioner euro - omkring 21,7 millioner kroner - skriver Reuters.

    Men det er heller ikke hvilken som helst kopi.

    Maleriet har tidligere været ejet af Raymond Hekking, som i årevis forsøgte at overbevise verden om, at hans maleri var den ægte vare. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Mona Lisa nemlig stjålet, og Hekking mente, at det originale maleri aldrig blev leveret tilbage, men at det tværtimod var det, han købte i Provence for tre britiske pund.

  • Kroatien og Tjekkiet kan ikke finde en vinder i underholdende kamp

    Kroatien og Tjekkiet spillede fredag aften 1-1 ved EM.

    Første halvleg var hverken rig på god fodbold eller mange chancer. Der blev derimod gået til makronerne på banen, og begge hold forsøgte at sætte sig igennem fysisk. En af spillets største chancer, straffesparket, tilfaldt dog Tjekkiet i første halvlegs afslutning.

    Patrik Schick var sikkerheden selv fra straffesparkspletten, og han bragte Tjekkiet på 1-0 med sin tredje scoring ved slutrunden, hvilket gør ham til øjeblikkelig topscorer ved EM.

    Anden halvleg skulle dog vise sig at være alt det, som første halvleg ikke var. Blot to minutter inde i anden halvleg scorede kroatiske Ivan Perisic et forrygende mål, da han trak ind i banen og kanonerede bolden i nettet bag en chanceløs tjekkisk målmand.

    Anden halvleg var generelt velspillet med godt offensivt fokus fra begge hold, men ingen af de to formåede at lave flere mål. Derfor sluttede kampen 1-1.

  • Øltørstige skotter varmer op til EM-brag i London

    • Skotterne giver den gas på Leicester Square i det centrale London. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Man kalder England-Skotland for det ældste rivalopgør i fodboldhistorien. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Det er vist godt, at det er lørdag i morgen. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Kampen sparkes i gang klokken 21 på Wembley. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Humøret er højt. Skotland tabte sin første EM-kamp til Tjekkiet med 0-2. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Den får ikke for lidt. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Det er fredag, weekenden banker på, og der er EM i fodbold.

    Det kan man mærke over hele Europa og nok særligt i London i dag, hvor England spiller mod rivalerne fra Skotland.

    Få lidt festindtryk fra England her.

  • Storbritannien registrerer over 30.000 nye tilfælde af Delta-varianten

    I løbet af den seneste uge har de britiske sundhedsmyndigheder registreret nye 33.630 tilfælde af den mere smitsomme variant af coronavirus: Delta-varianten.

    Det oplyser de britiske sundhedsmyndigheder i dag.

    Dermed er der registreret 75.953 tilfælde af varianten, og ifølge den seneste data er hele 99 procent af de sekventerede britiske prøver af Delta-varianten.

    Tidligere på ugen udskød Storbritannien yderligere genåbning på grund af bekymringer omkring varianten.

    Ifølge chefen for Tysklands Robert Koch-institut er det et spørgsmål om tid, før varianten bliver dominerende i vores naboland, skriver Welt.

  • Christian Eriksen udskrevet fra Rigshospitalet: 'Jeg har det efter omstændighederne fint'

    Christian Eriksen er blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter han fik hjertestop i landskampen mod Finland.

    Det meddeler Dansk Boldspils-Union (DBU) på Twitter.

    DBU skriver, at han har været igennem en vellykket operation og i dag har besøgt landsholdslejren i Helsingør.

    - Tak for de utroligt mange hilsner - det har været fantastisk at mærke. Operationen er gået godt, og jeg har det efter omstændighederne fint. Det har været fedt at se gutterne efter den flotte kamp i aftes.

    - Jeg hepper på dem til kampen mod Rusland, lyder det fra Eriksen i meddelelsen fra DBU.

  • Hjulmand: 'Det er sjældent, jeg har haft så mange følelser med i en kamp'

    Der kan ikke herske tvivl om, at stemningen og opbakingen til det danske landshold i gårsdagens EM-kampen mod Belgien i Parken var enorm. Og selvom den danske landstræner Kasper Hjulmand efterhånden har prøvet lidt af hvert, så var det svært ikke at blive rørt, da der skulle synges nationalmelodi:

    - Det er sjældent, jeg har haft så mange følelser med i en kamp, siger Kasper Hjulmand til DR Sporten dagen efter opgøret mod Belgien.

    Du kan se interviewet med Kasper Hjulmand i videoen herunder:

    Det danske landshold endte med at tabe med 2-1 til Belgien. Højdepunkterne fra kampen kan du se lige her.

  • To østjyske børnehaver ramt af den smitsomme Delta-variant

    Der er blevet konstateret smitte med den særligt smitsomme Delta-variant i to daginstitutioner i Tilst nær Aarhus.

    Det skriver TV2 Østjylland ifølge Ritzau.

    Det drejer sig om børnehaverne Æsken og Spilloppen.

    Børnene i børnehaverne har været opdelt i grupper. I begge børnehaver er der en gruppe, hvor der er registreret smitte med coronavarianten, som først blev opdaget i Indien.

    Myndighederne holder særligt øje med Delta-varianten, der betegnes som mere smitsom end de gængse coronavarianter. Den ser også ud til at øge risiko for indlæggelse.

    Ved fund af coronavarianten er det ikke kun nære kontakter, men også nære kontakters nære kontakter, der skal isoleres og testes.

  • Vestergaard hylder kaptajnen Kjær: 'En ære at spille på hold med'

    I gårsdagens EM-kamp mellem Danmark og Belgien skiftede Kasper Hjulmand formation, så der i stedet for fire forsvarsspillere, nu var blevet plads til fem. Det betød, at Jannik Vestergaard indtog en position i det centrale forsvar ved siden af landsholdets anfører, Simon Kjær.

    Til trods for nederlaget til belgierne har den høje forsvarsspiller dagen efter opgøret ikke andet end ros til overs for kaptajnen:

    - Det var en god kamp i går, men det synes jeg altid, han leverer. Det er en ære for os alle sammen at spille på hold med ham og kalde ham vores ven, siger Jannik Vestergaard.

    Du kan se hele interviewet med Jannik Vestergaard her:

    Det danske landshold endte med at tabe med 2-1 til Belgien. Højdepunkterne fra kampen kan du se lige her.

  • Sverige stryger til tops i gruppe E med sejr mod Slovakiet

    Sverige vandt fredagens tidlige EM-kamp 1-0 over Slovakiet.

    Kampen var længe en såkaldt taktisk affære – fodboldjargon for småkedelig. Men i anden halvleg kom der lidt mere underholdning, og begge hold begyndte at række ud efter sejren.

    Det var dog svenskerne, der var mest succesfulde med det, og med et kvarter tilbage af kampen kom forløsningen for svenskerne så.

    Flot svensk kombinationsspil omkring det slovakiske felt endte med, at Robin Quaison blev spillet alene igennem med Slovakiets målmand, som begik straffespark. Kantspilleren Emil Forsberg eksekverede sikkert straffesparket og bragte svenskerne på sejrskurs.

    Den kurs blev holdt kampen ud, og med sejren bringer svenskerne sig på fire point i gruppe E, hvilket lige nu rækker til en førsteplads.

  • Smittetallet stiger kraftigt i Moskva

    I Rusland er der det seneste døgn registreret det højest antal smittede med corona siden februar.

    Det skriver Reuters ifølge Ritzau.

    17.262 er fredag blevet registreret smittet i hele landet - over halvdelen af tilfældene er i Moskva.

    Ifølge borgmesteren, Sergej Sobjanin, er 90 procent af de smittede indbyggere i Moskva smittet med den ekstra smitsomme Delta-variant.

    Kremls talsmand, Dimitrij Peskov, langer ud efter den russiske befolkning og siger, at risikoen for en tredje bølge i Rusland skyldes en "total nihilisme og et lavt vaccinationsniveau", skriver Ritzau. De seneste tal fra den 2. juni viser, at kun omkring en ud af otte russere har taget imod en coronavaccine.

  • Ellemann kan 'sådan set godt' se sig selv som minister under Pape

    Efter Jakob Ellemann-Jensens (V) tale i dag på Folkemødet i Allinge svarede han ja til, at han godt kan se sig selv som minister i en regering med Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i spidsen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Det er et meget uvant scenarie: En borgerlig regering med en konservativ statsminister og Radikale Venstre som parlamentarisk grundlag.

    Men det er ifølge Venstres formand og blå bloks nuværende statsministerkandidat ikke et utænkeligt scenarie.

    Som svar på spørgsmålet, om Jakob Ellemann-Jensen kan se sig selv som minister i en regering med den konservative formand Søren Pape Poulsen som statsminister, lød det i dag:

    - Ja, det kan jeg sådan set godt.

    Jakob Ellemann-Jensen glæder sig samtidig over de politiske tilnærmelser fra Radikale Venstre.

    - Jeg synes det er nogle meget spændende tanker, Sofie Carsten Nielsen gør sig, og jeg forstår godt, at hun er træt af den siddende regering - det undrer mig faktisk, at hun har holdt hånden under den så længe, sagde han.

    Ordene faldt efter Jakob Ellemann-Jensens tale på Folkemødet i Allinge, hvor også statsminister Mette Frederiksen i dag har talt.

  • Udenrigsministeriet: Nu kan du rejse til Sydfrankrig og Kreta

    Nu kan du igen rejse til blandt andet Kreta. (Foto: Ernst van norde © Scanpix Danmark)

    Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledningerne til blandt andet Sydfrankrig og Kreta fra orange til gul.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i sine opdaterede vejledningerne.

    For en uge siden løftede ministeriet vejledningerne for flere af de store græske turistøer, og nu er Kreta så også kommet med.

    I Frankrig drejer det sig om regionerne Bretagne, Nouvelle-Aquitaine, Occitanie og Provence-Alpes-Côte d’Azur.

    Særligt Provence-Alpes-Côte d’Azur er interessant for mange, for det er blandt andet der, at Nice, Cannes og Marseille ligger, som er populære rejsemål.

    Derudover den selvstyrende spanske by på den nordafrikanske kyst Melilla også blevet gule.

    Estland bliver gul i forhold til indrejse i Danmark. Dog forventes Estland at fastholde sine indrejserestriktioner overfor rejsende fra Danmark på grund af smittetallet i herhjemme.

    De opdaterede rejsevejledninger gælder fra i morgen klokken 16.

    I en tidligere version fremgik det, at Esland var blevet farvet gul. Det er ikke korrekt.

  • Nu graves de sidste døde mink op

    I alt skal 7.000 ton døde mink op og transporteres til forbrændingsanlæg rundt i hele landet. (Foto: Steen Færgemand - DR)

    Siden solopgang har gravemaskinerne været i gang ved minkgravene i Kølvrå lige syd for Karup.

    Det er minkgrav nummer to, der nu skal tømmes. I alt skal 7.000 ton døde mink op og transporteres til forbrændingsanlæg rundt i hele landet.

    I forgårs blev opgravningen af døde mink ved Nr. Felding afsluttet.

    Indtil videre går opgravningen af de døde dyr efter planen, siger indsatschef Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen.

    Men sommervarmen er en ukendt spiller.

    - Jeg kan ikke udelukke, at der kommer lugtgener her i varmen, men vi åbner kun det stykke, der transporteres væk.

    Opgravningen ved Kølvrå vil vare frem til midten af juli.

  • Norge lemper restriktionerne og giver færdigvaccinerede danskere adgang

    På søndag klokken 12 går Norge ind i landets tredje genåbningsfase.

    Det oplyser statsminister Erna Solberg ved en pressekonference.

    - Norge er på rette spor, og vi er klar til tredje fase, siger hun ifølge Reuters.

    Det indebærer blandt andet lempelser i nattelivet, inden for sport og i forhold til private arrangementer.

    Der er også godt nyt for rejselystne danskere, som er færdigvaccinerede. Fra i morgen klokken 12 kan danskere med digitalt coronapas nemlig rejse frit ind i Norge uden at skulle i karantæne, beretter VG.

    - Det er en fantastisk god nyhed. Den vil komme over 1,5 millioner fuldt vaccinerede danskere til gode, siger den danske ambassadør, Jarl Frijs-Madsen, til det norske medie.

  • 'Helt klart den største kamp, jeg har spillet': Damsgaard beæret over opbakningen i Parken

    En generelt flot dansk indsats i EM-kampen mod Belgien i går blev krydret af en blot 20-årig Mikkel Damsgaard, der ad flere omgange drev gæk med de belgiske forsvarsspillere.

    Opgøret mod belgierne var kanstpillerens allerførste landskamp fra start, og modtagelsen, han sammen med holdet fik i den stemningsfyldte danske nationalarena, var noget, der gjorde indtryk:

    - Det er helt klart den største kamp, jeg har spillet, siger Mikkel Damsgaard til DR Sporten dagen efter opgøret.

    Du kan se interviewet med den unge dansker i videoen herunder.

    Det danske landshold endte med at tabe med 2-1 til Belgien. Højdepunkterne fra kampen kan du se lige her.

  • Mette FrederiksenFolkemødet: Techgiganter skal tage ansvar

    Det er først og fremmest vores eget ansvar, hvad vi skriver til hinanden på sociale medier. Men techgiganterne har også et ansvar.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin partiledertale fredag ved Folkemødet på Bornholm.

    - I dag udgiver regeringen sin første hvidbog. Om netop techgiganterne. Hvor vi beskriver de nye udfordringer, der er fulgt med techgiganternes udvikling. Og tager hul på de svære spørgsmål, vi som samfund er nødt til at forholde os til, siger hun i talen.

    - Det er et forsøg på at starte en samtale. Nuanceret. På en måde, hvor dilemmaerne er med. Men hvor vi samtidig tager et ansvar på os som samfund.

    - Hvor vi tør stille krav. Og regulere de nye økonomier. I erkendelse af, at techgiganternes betydning for vores hverdag næppe kan undervurderes, siger Mette Frederiksen blandt andet.

  • 203 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    Siden i går er 203 testet positive med covid-19. Ingen personer er døde.

    Det viser den seneste opgørelse over smittede fra Statens Serum Institut.

    Der er nu 84 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er samme antal som i går. Af de indlagte er 20 på intensiv afdeling, og 15 er i respirator.

    I går blev 331 testet positive for corona.

    Dagens smittetal er baseret på 91.175 pcr-test. Det svarer til, at 0,22 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Alle kommuner har nu under 100 i incidens pr. 100.000 indbyggere. Og ingen sogne er nedlukkede.

    Der er indtil videre vaccineret 2.941.171 personer, hvilket svarer til 50,3 procent af befolkningen. 1.589.896 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 27,2 procent af befolkningen.

  • 29-årig mand skal et år i fængsel for hærværk mod jødisk begravelsesplads

    Et års ubetinget fængsel.

    Sådan lyder straffen til en 29-årig mand, som ved Retten i Aalborg i dag blev dømt for at have begået hærværk mod den jødiske begravelsesplads i den nordjyske by.

    Manden er dømt for at have smurt rød maling på en mur, lagt dukker indsmurt i rød farve og uddelt løbesedler med antisemitisk tekst. Det hele blev foreviget på billeder, som senere blev offentliggjort på en hjemmeside.

    Hærværket foregik søndag den 4. april.

    I dommen afsagt af Retten i Aalborg indgår også reststraf fra en tidligere sag, oplyses det i en pressemeddelelse.

  • Gæstedagplejer anholdt og sigtet for grov vold med døden til følge mod etårig pige

    Ved et grundlovsforhør for lukkede døre i Herning i dag er en dagplejer blevet sigtet for vold med døden til følge. Det fortæller TV MidtVest.

    For halvandet år siden døde en etårig pige på Århus Universitetshospital. Pigen havde været i gæstedagpleje hos den sigtede dagplejer.

    Ifølge sigtelsen er pigen blevet rusket, slået med en stump genstand og har muligvis også fået slået hovedet mod en overflade.

    En obduktion viste efterfølgende knoglebrud i nakken, flere kraniebrud og blødninger i hjernen.

    Sigtede nægter sig skyldig, og politiet efterforsker stadig sagen, oplyser tv-stationen.

  • Politiet bekræfter: Har fundet jordiske rester af forsvundne Maria From Jakobsen

    Politiet ransager Maria From Jakobsen og Thomas Gotthards hjem den 4. juni 2021. (Foto: Steven Knap © Steven Knap)

    Nordsjællands Politi har fundet jordiske rester af Maria From Jakobsen.

    Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Maria From Jakobsen har været forsvundet i over syv måneder.

    Politiet har tiltalt hendes mand - præsten Thomas Gotthard - for drabet.

    - Da det nu er slået fast, at den 43-årig kvinde er afgået ved døden, indstiller Nordsjællands Politi efterlysningen af hende, lyder det fra Nordsjællands Politi.

    Det er den drabstiltalte præst, der ifølge DR Nyheders oplysninger selv har udpeget findestedet for politiet.

    Det skete på en tur i et sommerhusområde tæt på parrets hjem i Frederikssund på Sjælland, hvor præsten var med.

    Ifølge DR Nyheders oplysninger Thomas Gotthard over for politiet erkendt at have slået sin hustru ihjel og efterfølgende bortskaffet liget.

    Præsten har siddet varetægtsfængslet i sagen siden 15. november 2020.

    Politiet fattede mistanke til ham, fordi han havde søgt på internettet på ord som 'havdybe' og 'forsvinden' og var i besiddelse af store mængder stærkt ætsende midler.

  • Halvdelen af danskerne har fået vaccine mod corona

    Der er fart på vaccineringen her i landet.

    Halvdelen af danskerne har fået mindst ét vaccinestik mod corona, og mere end hver fjerde er færdigvaccineret.

    Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    - Det svarer til over 2,9 millioner danskere.

    - Indsatsen fortsætter med de sidste målgrupper, som snart inviteres til vaccination, skriver sundhedsministeren.

    Han tilføjer, at 27 procent af danskerne er færdigvaccineret.

  • Slut med botox og restylane: Norsk regering ønsker at gøre op med usunde skønhedsidealer

    Mange børn og unge er utilfredse med deres egen krop og udseende, mener den norske regering. Derfor foreslår de at stramme lovgivningen for at modvirke kropspresset.

    - For mange børn og unge udsættes for skønhedsidealer, der får dem til at ændre sunde og smukke kroppe, enten ved at blive opereret eller tabe sig. Nu sætter vi foden ned og strammer lovgivningen, siger sundhedsminister Bent Høie i pressemeddelesen.

    Som det ser ud nu, kan personer, som er under 18 år, få foretaget injektioner eller kosmetiske procedurer, hvis de har deres forældres godkendelse.

    Hvis det nye lovforslag får flertal på Stortinget, fjernes denne mulighed.

    Aldersgrænsen gælder dog ikke for dem, som får foretaget injektioner eller kosmetiske producerer grundet medicinske eller odontologiske årsager.

  • Mediechefer i Hongkong sigtes for at true national sikkerhed

    Dagen efter en stor razzia mod Hongkong-avisen Apple Daily sigtes chefredaktøren og en direktør nu for at stå i ledtog med et fremmed land til fare for den nationale sikkerhed.

    Det drejer sig om chefredaktør Ryan Law og direktøren Cheung Kim-hung, oplyser avisen, der torsdag blev ransaget af politiet, ifølge Ritzau.

    Kritikere siger, at det viser, hvordan det kinesiske regime med en ny sikkerhedslov vil kvæle frie medier i Hongkong.

    Over 500 politifolk deltog i ransagningen af Apple Dailys nyhedsredaktion.

    Myndighederne i Hongkong sagde, at aktionen var sat i gang, efter at avisen - hævdede de - i artikler havde opfordret til sanktioner mod Kina. Det skriver AFP, oplyser Ritzau.

    Det er første gang i Hongkong, at konkrete artikler fører til anholdelser under den nye sikkerhedslov, som Kina har gennemtvunget.

  • Kronprins Frederik på hjortejagt i nyt DR-program

    Sidste år kunne de danske tv-seere opleve Danmarks kommende konge i TV2-programmet 'Kurs mod danske kyster', og nu skal kronprins Frederik så være med i endnu et tv-program.

    Denne gang på DR.

    Kronprinsen har nemlig inviteret Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk fra 'Nak & Æd' med på jagt i Gribskov, hvor de skal på jagt efter en dansk sikahjort.

    Kronprins Frederik medvirker i andet afsnit af den nye sæson af 'Nak & Æd', som kan ses på DR1 torsdag den 1. juli.

    FOTO: DR
  • Frostpizza, scoretrick og doggystyle: Den Danske Ordbog er opdateret med 500 nye ord

    Frostpizza, vaccineskeptiker, doggystyle, woke og samfundsansvar. Los i røven, åbent forhold og på beløbet.

    Den Danske Ordbog er i dag blevet opdateret med 500 nye opslagsord og en lang række nye faste udtryk.

    Ordbogen er også blevet opdateret med nye betydninger af allerede eksisterende ord.

    Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) er et dansk litterært videnskabeligt selskab, stiftet i 1911, som dokumenterer dansk sprog og kultur fra de ældste tider til i dag.

    Den Danske Ordbog sigter efter at beskrive sproget, som det bliver skrevet og talt. Ordbogen er baseret på en stadig voksende tekstsamling bestående af mere end en milliard ord, står der i pressemeddelelsen.

  • Bjørn skudt og dræbt efter at have hærget japansk provinsby

    Jægere har skudt og dræbt en brun bjørn i den nordlige japanske by Sapporo, efter den har såret fire mennesker, mens den hærgede rundt i byen, skriver The Guardian.

    - Samlet set er fire personer, herunder én soldat, blevet angrebet og såret af den brune bjørn. Vi sender vores dybtfølte sympati deres vej, siger regeringstalsperson Katsunoby Kato ifølge The Guardian.

    • Her er bjørnen, mens den løb rundt inde i byen Sapporo. Byens indbyggere blev opfordret til at blive indendøre, før den blev skudt. Bjørnen nåede at skade fire personer. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • Både politi og en jægergruppe var på jagt efter brunbjørnen. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • Medlemmerne af jægergruppen skulle være årvågne i deres jagt på bjørnen, der ikke var bange for at gå til angreb på mennesker. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

Mere fra dr.dk