Anders Hemmingsen, der har 1,2 millioner følgere på det sociale medie Instagram med profilen Andershemmingsendk, havde sig noget af en hektisk morgen.
Hans profil, hvor der deles sjove videoer og billeder fra hele landet, var blevet lukket ned. Det opdagede hovedpersonen selv, da han ville logge ind klokken 5.30 i morges.
Her til eftermiddag er mysteriet opklaret. Det var en hacker, som havde sneget sig ind på profilen, fortæller Anders Hemmingsen. Han har hele dagen været i løbende kontakt med Facebook og Instagram.
- Det lykkedes for kort tid siden at få den åbnet igen, siger Anders Hemmingsen.
- Den var blevet hacket. Og den hacker, der kom ind, ville dele børneporno, siger han.
- Intet nåede at komme ud, så det er Instagram, som har været skidegode og hurtige til at lukke den den ned.
Anders Hemmingsen lever af det univers, han har skabt på Instagram.