En tredje person er fængslet i drabssag i Silkeborg
En 38-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet og sigtet for manddrab i sagen om et drab på en 54-årig mand på Langelinie i Silkeborg.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Manden er den tredje fængslede i sagen, efter politiet tidligere på ugen varetægtsfængslede en 55-årig kvinde og en 62-årig mand i fire uger sigtet for drabet.
Alle tre sigtede nægter sig skyldige.
Offeret i sagen blev fundet død i sin lejlighed i Silkeborg i mandags. I første omgang lød det fra politiet, at der var tale om et mistænkeligt dødsfald.
På baggrund af skaderne på liget oplyste politiet tirsdag, at den 54-årige var blevet dræbt.
