Der var eksplosioner i Kyiv i nat, da Rusland indledte sit 15. luftangreb på den ukrainske hovedstad i maj måned alene.
Det skriver Reuters.
- Endnu en svær aften for hovedstaden, skriver Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, på beskedtjenesten Telegram.
Der er ikke meldinger om tilskadekomne eller større ødelæggelser.
I forbindelse med angrebet hævder Kyivs militære administration at have skudt over 40 droner og missiler ned. Denne oplysning kan DR ikke verificere.
Angrebet er ikke blevet kommenteret fra russisk side endnu.
Angrebet finder sted dagen efter, at Kyiv ifølge ukrainske myndigheder blev udsat for det største droneangreb, siden Rusland invaderede landet.