I går sagde fire af Boris Johnsons nærmeste medarbejdere op, og nu må den britiske premierminister så angiveligt sige farvel til endnu én.
Elena Narozanski, der blandt andet rådgiver Johnson i spørgsmål om ligestilling, har meddelt, at hun forlader sin stilling, det skriver flere britiske medier, herunder The Guardian.
Dermed fortsætter presset på premierministeren, der er kommet under beskydning efter sager om mulige fester i embedsboligen i Downing Street nummer 10, mens resten af landet var underlagt coronarestriktioner. En del af sagerne bliver nu efterforsket af politiet.