Energi Danmark har opsagt tre nøglemedarbejdere, som stod til at modtage nogle omdiskutterede bonusser på trecifrede millionbeløb.
Det skriver den danske energikoncern Andel i en pressemeddelelse.
- Energi Danmark har oplevet et alvorligt tillidsbrud i form af en række kollektive, illoyale handlinger. Vi har derfor ikke andre valg end at opsige de tre medarbejdere, siger bestyrelsesformand i Energi Danmark Jesper Hjulmand og næstformand Jacob Vittrup i meddelelsen.
- De tre medarbejderes bonusaftale uden loft er ugyldig, og Energi Danmark fastholder naturligvis dette synspunkt, hvis der skulle blive et retsligt efterspil, lyder det.
Nøglemedarbejderne blev i slutningen af marts suspenderet.
De havde hver især optjent bonusser på mellem 250 og 300 millioner kroner.
Det her ikke været muligt at få kontakt til de tre fyrede. Frederik Brocks, der fører sagen på vegne af de tre medarbejdere for Djøf, skriver i en sms:
- Det er et beklageligt skridt, Energi Danmark har taget. På det foreliggende grundlag mener vi, det er en usaglig opsigelse. Vi har ikke yderligere kommentarer.