Hundredvis gik i dag på gaden i Sydafrikas storby, Johannesburg, i protest mod regeringens håndtering af landets energikrise.
Kontrollerede strømafbrydelser har fundet sted i årevis, men hyppigheden af afbrydelserne er ifølge Al Jazeera steget voldsomt det seneste år.
Strømmen afbrydes flere gange om dagen og kan være væk i op til 12 timer ad gangen. Det er den statsejede virksomhed Eskom, der står for at administrere landets energi.
Demonstranterne gik i samlet flok mod regeringspartiets ANC's hovedkvarter. De fleste var klædt i blåt, der er oppositionspartiet Democratic Alliances farver, og som også var dem, der havde arrangeret demonstrationen.