Energistyrelsen har tilbudt selskabet bag Nord Stream 2, at de kan deltage i bjærgningen af et objekt, der i sidste uge blev fundet nær rørledningen.
Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Relevante danske myndigheder har undersøgt objektet, lyder det, og det vurderes, at objektet ikke umiddelbart udgør en sikkerhedsrisiko.
Myndighederne har besluttet at bjærge objektet med bistand fra Forsvaret for nærmere at afklare objektets karakter. Det er i den forbindelse, at Energistyrelsen har tilbudt ejerselskabet, Nord Stream 2 AG, at deltage i bjærgningen. Energistyrelsen afventer nu en tilbagemelding fra selskabet, inden bjærgningen kan igangsættes.
Rørledningen blev ligesom med Nord Stream 1-rørledningen sprængt den 26. september sidste år.
