Enhedslisten: 'Ekstremt bekymret' for EU's samarbejde
Enhedslisten understreger fortsat, at partiet ikke vil være en del af EU-samarbejdet om forsvar og sikkerhed, og derfor anbefaler partiet et "nej" ved folkeafstemningen d. 1. juni om afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Det siger partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, ved afslutningsdebatten i Folketinget.
- Jeg er ekstremt bekymret for, at et flertal herhjemme beslutter at kaste Danmark ud i flere missioner, som kræver krudt og kugler, siger hun.
De Radikales EU-ordfører, Anne Sophie Callesen, vil vide, hvilke samarbejder Enhedslisten vil være en del af, og hvem der skal garantere Danmarks sikkerhed.
Til det svarer Mai Villadsen, at Enhedslisten gerne vil deltage i EU's civile operationer.
Enhedslisten besluttede på sit årsmøde tidligere på måneden, at partiet ikke længere vil arbejde for at melde Danmark ud af Nato, så længe der ikke er et alternativ til forsvarsalliancen.