Enhedslisten er mildest talt dybt skuffet over, at Socialdemokratiet ikke vil støtte sit eget lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud til udsatte børnefamilier.
- Det synes jeg er skuffende og fuldstændig uforståeligt. Der er indgået en aftale, som der var et flertal for før folketingsvalget. Det flertal er der også efter folketingsvalget, siger Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, til Ritzau.
Det midlertidige børnetilskud står til at udløbe ved årsskiftet. Det ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar, hvis det ikke bliver forlænget.
Fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har dog gjort det klart, at Socialdemokratiet vil afvise lovforslaget om at forlænge tilskuddet, når det skal førstebehandles i dag.
Socialdemokratiets begrundelse er, at regeringen efter valget den 1. november er trådt tilbage og udelukkende skal stå for de mest basale ting, så landet kan løbe rundt.