Enighed om at holde fast i våbenhvile i det østlige Ukraine
I Paris holdt repræsentanter for Ukraine og Rusland i dag et maratonmøde på otte timer.
På dagsordenen var situationen i det østlige Ukraine, hvor pro-russiske separatister kæmper for løsrivelse mod ukrainske soldater.
Trods de store spændinger er begge parter enige om, at våbenhvilen i området skal fortsætte.
- Trods alle forskellene i fortolkningerne, er vi enige om, at våbenhvilen skal holdes af alle parter, siger den russiske chefforhandler Dimitrij Kozak ifølge Ritzau.
Chefforhandleren understreger samtidig, at situationen i det østlige Ukraine og spændingerne ved grænsen mellem de to lande er "to separate ting".
Parterne mødes igen om to uger i Berlin. Tyskland og Frankrig er også med til samtalerne.