Erik Høgh-Sørensen peger på Martin Henriksen som ny formand
Erik Høgh-Sørensen peger på Martin Henriksen som ny formand for Dansk Folkeparti. Det siger han til Ekstra Bladet.
Høgh-Sørensen var en af fire kandidater, der stillede op til formandsvalget. Men byrådsmedlemmet fra Hjørring trak sig tirsdag fra kapløbet.
Han fortalte, at han trak sig for at samle modstanden mod Morten Messerschmidt.
Og nu vælger han side blandt de to andre kandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.
- Jeg er efter samtaler i dag med Martin Henriksen og Merete Dea Larsen nået til den konklusion, at jeg vil stemme på Martin Henriksen ved formandsvalget. Jeg understreger samtidig det vigtige i, at gode DF’ere træffer deres egne valg, uanset hvem de stemmer på, siger Erik Høgh-Sørensen til Ekstra Bladet.
57-årige Erik Høgh-Sørensen forklarer, at hans syn på Henriksen har udviklet sig over årene.