Seneste nyt

Etiopien raser over Trumps advarsel mod kæmpedæmning

  • Etiopien raser over Trumps advarsel mod kæmpedæmning
    (Foto: Maxar Technologies © Scanpix)

    - De ender med at sprænge dæmningen i luften. Jeg har sagt det. Og jeg har sagt klart og tydeligt.

    Sådan lød det i går fra USA's præsident, Donald Trump, i forbindelse med den aftale om normalisering af forholdet mellem Israel og Sudan.

    Begge lande frygter ligesom Egypten, at Etiopien med sin kommende kæmpedæmning ved Den Blå Nil skaber vandknaphed ved den nedre Nil.

    Og det fik i går USA's præsident til at advare Etiopien om, at Egypten kan tage drastiske midler i brug.

    Etiopiens regering kalder i dag truslerne mod dæmningen for 'fjendtlige', men nævner ikke USA's præsident i samme ombæring, skriver AP.

    Tidligere premerminister Hailemariam Desalegn tager dog bladet fra munden på Twitter.

    - Manden har ingen ide om, hvad han taler om, skriver han.

    Seneste Nyt

  • KL opfordrer regeringen til at åbne jobcentrene for langtidsledige

    Antallet af langtidsledige er næsten fordoblet i løbet af coronapandemien, så der nu er 27.000.

    Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

    Kommunernes Landsforening opfordrer derfor regeringen til at lempe restriktionerne, så jobcentrene kan få lov til at hjælpe de langtidsledige i arbejde.

    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser, at ledige skal møde fysisk op på jobcentre og i praktikker.

    - Forudsætningen for at få folk tilbage i arbejde er, at vi får styr på den verdensomspændende pandemi, siger han.

  • København vil lade forældre med børn hjemme slippe for betaling

    Københavns Kommune vil fra 8. februar fritage forældre, som holder deres børn hjemme fra dagtilbud, for at betale, skriver TV2 Lorry.

    Det sker, efter at regeringen har opfordret forældre til at holde deres børn hjemme fra vuggestue, børnehave og andre dagtilbud, hvis det er muligt, for at undgå yderligere smitte med coronavirus.

    Betalingsfritagelsen ventes torsdag at blive vedtaget med et stort flertal, skriver Ritzau.

  • Danmark topper liste over lande med mindst korruption

    Danmark er for tredje år i træk det mindst korrupte land ifølge et indeks, hvor førstepladsen deles med New Zealand.

    Det viser en opgørelse fra organisationen Transparency International.

    På listen tildeles hvert land point mellem 1 og 100. Jo flere point et land får, des mindre korrupt er det.

    Indekset måler blandt andet korruption i forhold til bestikkelse og styring af offentlige midler i den offentlige sektor.

    Det måler derimod ikke eksempelvis korruption i den private sektor, hvidvask og skattefusk.

    De mindst korrupte lande:

    1. Danmark, 88 point.

    1. New Zealand, 88 point.

    3. Finland, 85 point.

    3. Singapore, 85 point.

    3. Sverige, 85 point.

    3. Schweiz, 85 point.

    7. Norge, 84 point.

    8. Holland, 82 point.

    9. Tyskland, 80 point.

    10. Luxemborg, 80 point.

    De mest korrupte lande:

    1. Haiti, 18 point.

    1. Nordkorea, 18 point.

    3. Libyen, 17 point.

    4. Ækvatorialguinea, 16 point.

    4. Sudan, 16 point.

    6. Venezuela, 15 point.

    6. Yemen, 15 point.

    8. Syrien, 14 point.

    9. Somalia, 12 point.

    9. Sydsudan, 12 point.

    Kilde: Transparency International og Ritzau

  • Pas på glatte veje til morgen

    Der er glat flere steder her til morgen, så hvis du skal ud, er det med at passe på glatte veje og cykelstier.

    Trafikken.dk kan man se, at der i store dele af Jylland og Fyn advares om is- og snedækkede veje. Og på Twitter skriver Midt- og Vestsjællands Politi:

    - Det er glat i hele kredsen og der saltes pt. Kør forsigtigt hvis du skal ud og køre til morgen.

    Også i hovedstaden har der i løbet af natten været saltspredere ude.

    DMI kommer også med en opfordring til at køre forsigtigt:

    - Der er risiko for stedvis rim-, sne- og isglatte veje, så kør forsigtigt, skriver man på Twitter.

  • Danske skiturister tager til Østrig under dække af at søge arbejde - i stedet står de på ski og fester

    Flere danske og andre europæiske skiturister er taget til Østrigs skiparadis under dække af at ville søge arbejde. Men i virkeligheden boltrer de sig på de nærmest tomme pister - og holder fester.

    Det fortæller Helmut Mall, der er borgmester på det kendte skisportssted Sankt Anton i Tyrol.

    - Siden jul er der strømmet flere og flere unge udlændinge hertil. En 10-15 stykker per dag, siger Helmut Mall til DR.

    - De siger, de søger sæsonarbejde. Men Østrig er lukket ned på grund af corona, skiturismen ligger brak. Her er ikke noget arbejde at få, siger han.

    Han kommer med en klar opfordring:

    - Bliv hjemme! I er mere end velkomne, når vi har lagt pandemien bag os. Bare ikke lige nu.

  • OL-arrangører udskyder prøvearrangement efter nye coronarestriktioner i Japan

    En svømmekonkurrence, der skulle have været det første prøvearrangement op til sommerens OL i Tokyo, er blevet udskudt med to måneder.

    Det skyldes et rejseforbud i Japan. Det bekræfter de japanske OL-arrangører og Det Internationale Svømmeforbund (Fina), skriver Ritzau.

    Svømmekonkurrencen, der for flere atleter samtidig er sidste chance for at kvalificere sig til OL, skulle have været afholdt 4. til 7. marts.

    Den vil i stedet finde sted fra 1. til 4. maj.

    Japans grænser er i øjeblikket lukket for udenlandske rejsende, og hovedstaden Tokyo er i kriseberedskab efter nye smitteudbrud med coronavirus de seneste måneder.

  • Britiske børn kommer ikke tilbage i skole før marts

    Mange briter havde håbet, at de kunne sende deres børn i skole igen i løbet af februar, men det bliver ikke tilfældet, skriver Sky News.

    Premierminister Boris Johnson har nemlig oplyst, at man først forventer at kunne åbne skolerne igen 8. marts, og det vil kun ske, hvis Storbritannien når sit vaccinemål.

    Boris Johnson siger, at han godt er klar over, "hvor frustrerende det er for elever og lærere, der bare gerne vil tilbage til klasseværelset". Ligesom han også anderkender de mange forældre, der i måneder må jonglere med deres job, hjemmeskoile og "utallige andre krav fra deres børn".

  • Bernie Sanders-produkter sælger for 11 millioner på fem dage

    På sociale medier har folk verden over moret sig med at dele memes med Bernie Sanders. Her er Sanders blandt andet klippet ind ved Jalta-konferencen i 1945 og i den ikoniske scene i filmen "Ghost", hvor det er hans vanter, der former Demi Moore's lerklump på drejebænken. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

    Billedet af den amerikanske senator Bernie Sanders, der sidder med mundbind, stor vinterjakke og vamsede vanter ved Joe Bidens indsættelsesceremoni, har på fem dage skaffet 1,8 millioner dollar til velgørenhed.

    Sanders er hurtig blevet kult, og få dage efter ceremonien kunne man købe T-shirts og hættetrøjer på Sanders' hjemmeside med billedet.

    Salget er gået over al forventning og der er op til otte ugers levering på en T-shirt.

    - Jane (Sanders' hustru, red.) og jeg er overraskede over al den kreativitet, som så mange mennesker har vist den sidst uge, og vi er glade for, at vi kan bruge min internetsberømmelse til at hjælpe folk i nød, siger Sanders.

  • New Zealand har håndteret corona bedst ifølge studie, der placerer Brasilien i bund

    Brasiliens håndtering af coronapandemien er blevet rangeret som verdens værste, mens New Zealand er det land, der har klaret sig bedst.

    Det konkluderer et nyt studie fra en førende australsk tænketank, skriver Ritzau.

    Tænketanken Sydney Lowy Institute har vurderet knap 100 lande på seks forskellige kriterier, herunder antallet af test, smittede og coronarelaterede dødsfald.

    New Zealand har haft omkring 2.000 smittetilfælde og 25 coronadødsfald - der bor knap fem millioner.

    Af andre lande i top er Vietnam, Taiwan, Thailand, Cypern, Rwanda, Island, Australien, Letland og Sri Lanka ifølge studiet.

    Danmark ligger nummer 23 på listen, mens Norge ligger nummer 18 og Sverige nummer 37.

    Nederst på listen er Brasilien tæt fulgt af Mexico, Colombia, Iran og USA.

  • Portugal vil bede nabolande om hjælp til at tage nogle af landets mange coronasyge patienter

    Portugal vil søge hjælp hos de europæiske nabolande, fordi situationen på de portugisiske hospitaler er kaotiske og tæt på kollaps, siger den portugisiske sundhedsminister i et interview med det portugisiske publicservice medie RPT, skriver Ritzau.

    – I betragtning af den store stigning i nye positive og situationen med overbelægning på mange intensivafdelinger, udelukker vi ikke at bede om international hjælp til at transportere patienter ud af Portugal, siger han.

  • Navalnyjs lejlighed og kontorer ransaget

    epa08969682 Policemen leave a flat of opposition leader Alexei Navalny in Moscow, Russia, 27 January 2021. Russian police launched searching the flat and office of jailed opposition leader Alexei Navalny. Navalny was detained after his arrival to Moscow from Germany on 17 January 2021. A Moscow judge on 18 January ruled that he will remain in custody for 30 days following his airport arrest. EPA/YURI KOCHETKOV (Foto: Yuri Kochetkov © Scanpix)

    Russisk politi gjorde ingen undtagelser, da de i dag aflagde besøg hos flere personer i Putin-kritikeren Aleksej Navalnyjs inderkreds og ransagede både hjem og kontorer.

    Det gjaldt også Navalnyjs egen lejlighed, hvor hans bror Oleg opholdt sig.

    Derudover var politiet blandt andet også forbi Navalnyjs pressesekretærs hjem samt kontoret, hvor FBK holder til, og hvor Navanlyj sender sine youtube-videoer fra.

    Ifølge flere russiske medier har politiet foretaget ransagninger på baggrund af en kendelse, der henviser til efterforskning af brud på sanitær- og epidemiologilovgivningen - noget der skulle være sket i forlængelse af de store demonstrationer, som fandt sted i sidste weekend.

  • Facebook leverer gigantisk milliardoverskud

    Facebook har offentliggjort regnskabet for 2020.

    Facebook kommer ud af 2020 med et overskud på 29,146 milliarder dollar, svarende til 179 milliarder kroner, skriver Ritzau.

    Størstedelen af Facebooks indtjening kommer fra salget af reklamer.

    Det gælder også beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp og billedtjenesten Instagram, som Facebook også ejer.

  • Spanien klar til semifinale mod Danmark: Besejrer Norge ved VM i Egypten

    Det bliver Spanien, der er Danmarks modstander i semifinalen ved VM i herrehåndbold.

    Det står klart efter Spanien besejrede Norge i kvartfinalen med 31-26.

    I første halvleg opbyggede spanierne en føring på seks mål, som de tog med til pause. Nordmændenes opgave blev ikke mindre, da deres store stjerne, Sander Sagosen, måtte forlade banen og modtage behandling i omklædningsrummet.

    Sagosen gjorde dog comeback for nordmændene i anden halvleg, men det var ikke nok for nordmændene.

    Spanien kørte sejren hjem uden at sprudle i anden halvleg, og kan nu gøre klar til et møde med Danmark i semifinalen på fredag.

    Sverige kvalificerede sig også til semifinalen, da de slog Qatar med 35-23.

  • EU-kommissær efter 'konstruktivt' krisemøde med AstraZeneca: Vi vil stadigvæk have alle vores doser

    Der var 'en konstruktiv tone' her til aften, da AstraZenecas administrerende direktør, Pascal Soriot, holdt krisemøde med Europa-Kommissionen og EU-medlemslandene om manglen på vaccinedoser. I sidste uge kom det frem, at medicinalkoncernen alligevel ikke kan levere det aftalte antal doser, og det har mødt stor vrede blandt medlemslandene.

    Men AstraZeneca har stadigvæk ikke leveret en plan for, hvornår den så vil levere de coronavacciner, som EU-landene har bestilt til årets første tre måneder, og det ærgrer EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides.

    - Kontraktlige forpligtelser skal overholdes, og vacciner skal leveres til EU-borgere, tweeter hun.

    - Vi vil fortsat arbejde sammen med firmaet, så vi kan finde løsninger og hurtigt levere vaccinerne til EU-borgerne.

  • Biden: Nu skal USA være førende i klimakampen - vi har allerede ventet for længe

    Biden har gjort bekæmpelse af den globale opvarmning til en mærkesag i sin nye regering. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

    USA skal være førende i bekæmpelsen af klimaforandringerne, mener præsident Joe Biden.

    Han har i dag blandt andet underskrevet et dekret, hvor olie- og gasudvinding udfases på føderale og offentlige jorde i USA. Det skriver Ritzau.

    Ydermere vil præsidenten indkalde til klimatopmøde i april.

    - Efter min mening har vi allerede ventet for længe med at tage os af klimakrisen. Vi kan ikke vente længere. Vi ser det med vores egne øjne. Vi føler det. Vi kan mærke det i vores knogler. Og det er tid til at handle, påpeger Biden.

    Han mener også, at klimakampen er en mulighed for USA's økonomi og arbejdspladser.

  • Landstræner ærgrer sig over, at Danmark endte i forlænget spilletid: Men så reddede Niklas os

    Danmark vandt 39-38 mod Egypten i en højdramatisk VM-kvartfinale og er videre til semifinalen. (Foto: Mohamed Abd El Ghany / POOL © Scanpix)

    Det var ikke nogen nem sejr, som Danmark fik i aftenens kvartfinale mod Egypten.

    - Det var noget af en rutsjebanetur. Det skal lige synke ind. Det er en voldsom kamp at komme igennem. Nu er jeg helt gråhåret, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

    - Men så må vi også sige, at der reddede Niklas (Landin) os, ligesom han også på straffekastene viste, hvorfor han er blevet kåret til verdens bedste målmand, siger landstræneren.

  • Danmark kan ikke selv producere vacciner før tidligst om et halvt år

    Hvis Pfizer og Moderna ikke kan levere tilstrækkeligt med vacciner, så må staten og andre virksomheder i gang med at producere dem, mener Enhedslistens Pernille Skipper.

    Men selv hvis Pfizers patent blev ophævet og delt ud til andre producenter i dag, vil det tage mindst et halvt år, før en vaccine kan produceres i Danmark.

  • Ny lov indføres trods voldsomme protester: Kun ved voldtægt, incest og livsfare kan polske kvinder få en abort

    En afgørelse fra Polens forfatningsdomstol om yderligere at begrænse retten til abort vil træde i kraft i dag.

    Det skriver den polske regering ifølge Ritzau på Twitter.

    Domstolen afgjorde i oktober sidste år, at abort kun vil være tilladt efter voldtægt, incest, eller når morens liv er i fare. Det er dermed ikke engang tilladt at få abort, hvis fosteret har alvorlige misdannelser.

    Afgørelsen udløste store protester i landet og fordømmelse verden over.

    I de senere år har den polske regering fået kritik både internt og fra EU for blandt andet at stramme grebet om landets domstole, og det har bragt utilfredse polakker på gaden som her i december sidste år. (arkivfoto) (Foto: ADAM STEPIEN © Scanpix)
  • Skæg kan være et problem ved brug af masker i sundssektoren

    Hvis du arbejder i sundhedssektoren, er det ikke lige meget, om du har skæg eller ej, og om hvordan dit skæg er. Skægget kan nemlig forhindre den optimale effekt af den maske, man har på.

    Derfor beder Statens Serum Institut (SSI) nu om, at man er opmærksom på, at skægvækst kan skabe problemer med at få masken til at slutte tæt.

    Ledelsen i sundhedssektoren bør tale med deres medarbejdere om, hvilke typer af skæg, det er forsvarligt at have under en coronapandemi, siger SSI.

    SSI har haft flere henvendelser fra ansatte i sundhedssektoren om problemet.

  • Nick Hækkerup på mindedag: Truslen mod jøderne lever stadig

    Det er i dag 76 år siden, at fangerne i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i det tyskbesatte Polen blev befriet.

    Justitsminister Nick Hækkerup deltog i den anledning ved et arrangement til minde om ofrene for Holocaust og andre folkedrab.

    Her sagde han, at det er vigtigt stadig at huske og mindes de millioner af mennesker, som blev slået ihjel som følge af Nazitysklands forsøg på at udrydde Europas jøder.

    - Vi lever videre, men vi skal huske det, der er sket. Vores kamp mod antisemitisme er ikke slut, hverken i Danmark eller Europa.

    - Vi står sammen med det jødiske samfund i den kamp. I står ikke alene, sagde Nick Hækkerup i sin tale.

  • Dramatisk kvartfinale: Danmark bankede Egypten på straffekast og er i semifinalen

    Danmark er i VM-semifinalen efter en utrolig spændende kvartfinalekamp mod Egypten.

    Kampen, der endte 39-38, var nervepirrende til det sidste og efter to gange forlænget spilletid, blev den afgjort på et straffekast af Lasse Svan.

    Spillerne måtte nemlig ud i en straffekastkonkurrence, fordi de to hold spillede 35-35.

    Forinden var Mathias Gidsel blevet væltet i de sidste sekunder, hvorefter dommerne måtte se episoden på video for at træffe en afgørelse.

    De gav et rødt kort til Egypten og straffekast til Danmark, som Magnus Landin scorede på.

    Derfor endte det lige og derved med straffekastkonkurrencen.

    I semifinalen møder håndboldherrelandsholdet enten Spanien eller Norge.

  • Hjemsendt top-embedsmand får nyoprettet stilling i Udenrigsministeriet

    Udenrigsministeriet opretter en ny stilling som særlig repræsentant for nye trusler og teknologier.

    Det bliver den hjemsendte Thomas Ahrenkiel, der tidligere var departementschef i Forsvarsministeriet, som får stillingen, oplyser Udenrigsministeriet.

    Thomas Ahrenkiel har også en fortid som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

    Han er hjemsendt, mens en kommission undersøger kritik af FE fra det tilsyn, der skal holde hånd i hanke med tjenestens arbejde.

    Imens kommissionen arbejder er fem tidligere ansatte i FE hjemsendt. Det er blandt andet de to tidligere FE-chefer Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel.

    Thomas Ahrenkiels stilling bliver som særlig repræsentant for nye trusler og teknologier. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)
  • Sundhedskommissær mistænker AstraZeneca for at have solgt EU-betalt vaccine-lager til andre lande

    EU's vaccine-strategi er hårdt medtaget, fordi medicinalfirmaet AstraZenec ikke kan levere nok vacciner til EU.

    EU mistænker AstraZeneca for at have solgt det lager af covid-19 vacciner, som selskabet på forhånd har modtaget milliarder fra EU-kassen for at producere til medlemslandene.

    Det afviser AstraZeneca, fordi selskabet først skal levere de vacciner, som er blevet solgt til den britiske regering. Den indgik sin aftale med AstraZeneca tre måneder før EU-landene. Men den først-til-mølle-tankegang køber Europa-Kommissionen ikke.

  • Norge lukker grænserne i to uger for folk, som ikke bor i Norge

    Norge lukker grænsen for at undgå yderligere coronasmitte, fastslår statsminister Erna Solberg. (Foto: HAKON MOSVOLD LARSEN © Scanpix)

    Norge lukker grænsen for alle, der ikke bor i Norge, siger statsminister Erna Solberg på et pressemøde om landets indrejseregler og coronasituationen i Norge.

    - Fra midnat til fredag indfører vi de strengeste indrejseregler siden 12. marts sidste år, siger Erna Solberg.

    De nye regler gælder i to uger, men kan blive forlænget, siger hun.

    - I praksis er grænsen lukket for alle, der ikke bor i Norge, siger hun og tilføjer, at samfundskritisk personale er undtaget fra de nye strenge adgangsregler.

    Blandt disse er transportarbejdere, sundhedspersonale og de mennesker, der skal ses med deres børn.

    - Det betyder, at mange udenlandske arbejdstagere ikke kan komme til Norge, siger hun.

  • DB Cargo har haft flere problemer siden dødsulykke: Nu intensiverer myndighederne sit skærpede tilsyn

    Trafikstyrelsen intensiverer sit i forvejen skærpede tilsyn af virksomheden DB Cargo for at sikre, at firmaets godstransport med trailere på lommevogne ikke udgør en sikkerhedsrisiko.

    - Styrelsen vil have fokus på, at DB Cargo kan vise, at DB Cargo har et sikkerhedsledelsessystem som sikrer, at togklargøring fungerer efter hensigten, og lommevogne er korrekt monteret ved både afgang og ankomst.

    Et lignende scenarie var årsag til den alvorlige dødsulykke på Storebæltsbroen.

    Fra 2. januar 2019 til 13. januar 2021 er der registreret ni tilfælde hos DB Cargo, hvor der har været problemer med lommevogne.

  • Alarm om mistænkelig pakke på vaccinefabrik afblæst

    En mistænkelig pakke, som tidligere i dag blev fundet på en fabrik i Wales, der arbejder for vaccineproducenten AstraZeneca, er ikke længere til fare for nogen.

    Det oplyser fabrikken Wockhardt.

    Det fremgår ikke klart, om pakken på noget tidspunkt har udgjort en risiko.

    - Vi kan bekræfte at undersøgelsen af den mistænkelige pakke, som blev modtaget i dag, er blevet afsluttet, lyder det i en erklæring fra fabrikken.

  • To brødre idømt fængsel i 12 år og næsten 10 år i sag om heroin og pistoler

    To brødre er i Københavns Byret blevet idømt fængsel i henholdsvis 12 år og knap 10 år i en større narkosag.

    Også to andre mænd er dømt i den store sag. De fik henholdsvis 9 års fængsel og to et halvt års fængsel.

    Den yngste bror fik den hårdeste straf. Han blev dømt for at have været i besiddelse af 10 kilo heroin. Storebroren fik 9 år og 9 måneders fængsel for seks kilo kokain.

    Begge brødre blev desuden dømt for at have været i besiddelse af to pistoler.

    Det var en række krypterede beskeder mellem en stribe iphonetelefoner, der tilbage i 2019 fik politiet på sporet af den omfattende handel med narko.

  • Filmfestival i Cannes udsættes fra maj til juli

    Den store filmfestival i den franske by Cannes rykkes fra maj til juli som følge af coronapandemien, skriver Reuters.

    Festivalen skulle have fundet stedet 11. til 22. maj, men ifølge Reuters rykkes arrangementet til 6. til 17. juli.

    Frankrig forventes i maj stadig at være præget af coronapandemien. Men sommeren og de mange vaccinationer, der ventes, giver langt bedre udsigter.

  • Smittestop-app virker nu på ældre telefoner

    Sundhedsministeriet skriver på Twitter, at smittesporingsappen Smittestop nu virker på også ældre telefoner.

    Smittestop bygger på Apple og Googles bluetooth-løsning "exposure notifications". Den bruger bluetooth-signalet til at registrere og huske, hvem du har mødtes med.

    Møderne gemmes anonymt på din egen telefon. Myndighederne kan altså hverken snage i, hvem du har været sammen med, eller hvor I mødtes.

  • Danske aktier i det største kursfald set de seneste tre måneder

    De danske aktier er lukket med det største kursfald i tre måneder.

    Det ledende danske aktieindeks, C25, faldt med 2,4 procent. Tidligere på dagen lå indekset til det største kursfald i ti måneder, men genvandt så noget af det tabte.

    Udviklingen skal ses i lyset af, at C25-indekset det seneste år er steget voldsomt og langt mere end de fleste andre aktiemarkeder. Det skriver Ritzau.

  • Alvorlig arbejdsulykke: Falder 18 meter ned gennem elevatorskakt

    En byggearbejder kom i eftermiddag ud for en alvorlig ulykke, da han faldt 18 meter ned gennem en elevatorskakt, mens han arbejdede på et nybyggeri i Slagelse.

    Det oplyser vagtchefen ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, Kent Edvardsen, til avisen B.T.

    Manden er indlagt på Slagelse Sygehus. Han er ifølge vagtchefen i stabil tilstand, men han har brækket en del knogler.

    Nogle plader, der ligger i elevatorskakten, kan ifølge vagtchefen have reddet mandens liv, fordi han i faldet ved hver etage røg gennem pladerne, der således tog noget af farten af faldet.

  • Så gælder det VM-kvartfinalen

    Danmark er blandt de sidste otte hold ved VM i Egypten, hvor de møder netop Egypten i VM-kvartfinalen. Spillerne er allerede mødt op i Cairo Halls Complex forud for kampen mod værtsnationen, og assistenttræner Henrik Kronborg lover smæk for skillingen i Danmarks første knald eller fald-kamp.

    - Det er de her kampe, som er allersjovest at spille. Så de kommer med alt, hvad de ejer og har – ligesom vi gør.

    Husk at du kan følge kampen med kampstart klokken 17.30 og optakt allerede nu i LIGA på P3 eller på TV2.

    Danmark møder Egypten i VM-kvartfinalen. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)
  • Sverige stopper opdræt af mink i resten af 2021

    Minkopdræt i Sverige sættes på pause i resten af 2021. Avlsdyr må ikke parres, og dermed bliver der ingen nye mink foreløbig, meddeler regeringen i Stockholm.

    Baggrunden er, at Sverige fra oktober oplevede flere minkfarme, hvor dyrene var smittet med covid-19.

    - Det er en beslutning, som vi givetvis accepterer. Vi har forståelse for, at man ud fra et forsigtighedsprincip og med det kendskab, som findes i dag, træffer den her beslutning, siger Jörgen Martinsson, der er leder af minkfarmernes brancheorganisation i Sverige, Svensk Mink.

    Men han er ikke tilfreds med, at spørgsmålet om erstatning endnu ikke er afgjort.

  • Sikkerheden strammes: Forbud mod kørsel med lastbiltrailere på lommevogne udvides til hele landet

    Transporten af trailere på lommevogne kommer ikke til at blive genoptaget lige foreløbig. Faktisk er forbuddet nu blevet udvidet fra at gælde over Storebælt til at gælde over hele landet.

    Det meddeler Transportministeriet i en pressemeddelelse. Samtidig kommer der nu krav om ekstra sikring af trailere på godstog.

    Havarikommissionen har lavet en foreløbig undersøgelse af en lastbiltrailer, som for to uger siden vippede faretruende meget på vej over Storebælt.

    - Havarikommissionen har konstateret, at lommevognens (skamlens) lås i enkelte af de gennemførte test ikke havde nogen, eller kun havde begrænset låseeffekt ved træk i lodret retning, selv om låsen var i korrekt låsestilling og skamlens lås var velfungerende, vedligeholdt og smurt som foreskrevet, skriver Transportministeriet.

    Før denne specifikke godstransport kan genoptages, skal gods fremover spændes fast ud over at være låst ved den såkaldte kongetap, står der endvidere i pressemeddelelsen.

  • Dagen for befrielsen fra Auschwitz markeres virtuelt

    I dag er det 76 år siden, at fangerne i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i det tyskbesatte Polen blev befriet.

    Koncentrationslejren fra Anden Verdenskrig er i dag et museum, hvor besøgende kan høre overlevere fra lejren fortælle deres historie.

    Nu frygter mange af de overlevende, at corona bliver slutningen på æraen, hvor de videregiver deres historie. De fleste er nemlig mere end 80 år gamle.

    På grund af pandemien er markeringen af befrielsen også virtuel i år.

    På grund af coronapandemien har museet i Auschwitz været lukket for besøgende i 161 dage. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)
  • EU-kommissær afviser blankt AstraZeneca-forklaring: I har en aftale, I skal overholde

    Da Europa-Kommissionen indgik sin vaccinekontrakt med AstraZeneca i august sidste år, var det blandt andet med kravet om, at det store medicinalfirma på forhånd skulle producere et antal doser, som EU-landene så kunne modtage i det øjeblik, vaccinen blev godkendt til brug.

    Men i sidste uge meddelte AstraZeneca, at der er problemer på en af fabrikkerne, og at de første EU-leverancer derfor bliver mindre end aftalt. Men det holder ikke, siger sundhedskommissær Stella Kyriakides og understreger, at virksomheden fik penge af EU til sikre, at fabrikkerne var klar.

    - Medicinalfirmaer og vaccineudviklere har både en moralsk, en samfundsmæssig og en kontraktmæssige forpligtigelse, som de skal overholde, siger hun og tilføjer, at AstraZeneca på en række andre punkter også har overtrådt aftalen med EU-landene.

    Klokken 18.30 er der krisemøde mellem parterne.

  • Stephanie Lose: Uacceptabelt at hospitalschefer er blevet vaccineret

    Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, går nu også ud og kritiserer, at sygehusdirektører og andre uden for målgruppen er blevet vaccineret.

    - Sundhedsstyrelsen har lagt en plan for prioritering af målgrupper, og der er ingen tvivl om, at det er ældre og sårbare personer, som aktuelt står først for, siger hun i et svar til DR.

    - Jeg forventer derfor naturligvis, at disse retningslinjer bliver fulgt, og jeg finder det derfor helt uacceptabelt, at nogle ledere på hospitalerne uden for målgruppen er blevet vaccineret, siger Stephanie Lose.

    Blandt andet på Odense Universitetshospital og Gentofte og Herlev Hospitaler er direktører blevet vaccineret, da man stod med ekstra doser.

  • Efter stor forvirring: AstraZeneca deltager alligevel i krisemøde med EU

    Først lød meldingen fra Europa-Kommissionen, at AstraZeneca ikke havde tænkt sig at deltage i aftenens krisemøde, hvor de skal diskutere, hvorfor medicinalfirmaet ikke kan levere det aftalte antal covid-19-vacciner til EU-landene.

    Afbuddet var tikket ind tidligere på dagen, lød det fra en talsperson, og det var uden nogen forklaring. Men kort tid efter kom der en kontramelding fra det britisk-svenske selskab.

    - Vi skal mødes med EU senere i dag, lød det ifølge Reuters fra en talsperson.

    Og nu bekræfter Europa-Kommissionen, at AstraZeneca vil deltage i det virtuelle møde klokken 18.30, hvor også repræsentanter fra de 27 medlemslande også vil deltage.

    Ifølge AstraZenecas administrerende direktør, Pascal Soriot, er det blandt andet produktionsvanskeligheder, der er årsag til, at de eftertragtede doser bliver forsinket.

  • Vaccinevirksomhed i Wales evakueret på grund af mistænkelig pakke

    En virksomhed i Wales, der er leverandør til AstraZenecas covid-19 vaccine, er blevet delvist evakueret, mens politiet undersøger en mistænkelig pakke.

    Virksomheden ligger i Wrexham i Wales, hvor brandvæsen og øvrigt beredskab i sidste uge kæmpede for at beskytte fabrikken mod oversvømmelser under en storm.

    Politiet siger i en kortfattet erklæring, at "vi er for øjeblikket engageret i en operation på virksomheden i Wrexham".

    Selskabet Wockhardt, der producerer vaccinen for AstraZeneca, har sagt, at episoden i sidste uge ikke fik konsekvenser for produktionen.

    Virksomheden ligger i Wrexham i Wales. (Foto: Phil noble © Scanpix)
  • iPhone 12 kan give problemer med din pacemaker

    Apple har udsendt en advarsel, hvor de opfordrer til, at personer med pacemaker ikke har deres iPhone 12 eller MagSafe tæt på pacemakeren.

    De indeholder nemlig kraftige magneter, der særligt kan give alvorlige problemer for personer med ICD-pacemakere.

    ICD giver et elektrisk stød til hjertet, hvis man er ved at få et hjertestop. Men det stød forhindrer en kraftig magnet, der er tæt på ICD.

    - Jeg vil anbefale, at du ikke har din iPhone 12 i din brystlomme - så er iPhone 12 og ICD nemlig meget tæt på hinanden, siger overlæge og professor ved Aalborg Universitet, Sam Riahi.

  • Madrid sætter vaccinationer på pause - er løbet tør for vaccine

    Sundhedsmyndighederne i Madrid har indstillet landets vaccinationsprogram mod covid-19 i både denne og den næste uge.

    Det skyldes, at landet er løbet tør for vaccine. Det oplyser Ignacio Aguado, som er regional vicepræsident i den spanske hovedstad.

    - Regionen har indstillet vaccinationsprogrammet for nye vaccinationer, og vi bruger de få tilbageværende doser til vaccination nummer to til dem, der har fået den første, siger han.

  • 592 personer smittet med coronavirus siden i går

    Yderligere 592 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går, viser tal fra SSI.

    Det er baseret på 112.894 prøver, så det svarer til, at 0,5 af de testede har været smittet. I går var den såkaldte positivprocent 0,66.

    Antallet af indlagte fortsætter med at falde og er nu på 666. Det er 18 færre end i går.

    112 personer ligger nu på intensivafdeling, af dem er 86 i respirator.

    Seneste døgn er der blevet registreret 20 nye dødsfald.

    I alt 183.606 personer, som har fået første stik af vaccine. Det svarer til 3,1 procent af befolkningen.

    32.522 personer (0,6 procent) har nu fået andet stik og er færdigvaccinerede.

  • Brostrøm skruer bissen på: Hospitalsdirektører skal ikke vaccineres nu

    I et brev til regionerne indskærpes det, at sparsomme vaccinedoser indtil videre IKKE er tiltænkt folk uden for de prioriterede målgrupper.

    - Vores retningslinjer har været klokkeklare. Det har vi skrevet til regionerne for lang tid siden, siger Søren Brostrøm til DR.

    Han understreger, at man på sygehuse skal give vaccinerne til frontpersonale, der er i høj risiko for at blive smittet, og som kan bringe smitten videre til særligt sårbare personer.

  • Til maj har Israel vaccineret alle sine OL-atleter

    Israel vil have vaccineret alle sine OL-atleter mod coronavirus i slutningen af maj.

    Det skriver en talskvinde fra Israels Olympiske Komité i en mail til nyhedsbureauet Reuters.

    - Som led i det israelske vaccinationsprogram mod coronavirus er 50 procent af den israelske OL-delegation allerede blevet vaccineret.

    - I slutningen af maj 2021 vil alle være fuldt vaccineret mod coronavirus, skriver hun.

    På grund af coronapandemien blev de olympiske lege sidste år udsat fra 2020 til 2021.

  • Regeringen vil anbringe børn med minoritetsbaggrund tidligere

    Tal fra Social- og Ældreministeriet viser, at det kræver fire gange så mange underretninger til myndighederne om børn med minoritetsbaggrund, før de bliver anbragt udenfor hjemmet.

    Det krævede i gennemsnit 34 underretninger, før et barn under seks år med oprindelse i Mellemøsten i 2018 blev anbragt.

    For børn med dansk oprindelse var antallet i gennemsnit otte underretninger.

    Det skal vi have undersøgt til bunds, siger udlændingeminister Mattias Tesfaye (S).

    - Vi må indse, at vi har undervurderet, hvor gammeldags en kultur nogle familier har med sig i rygsækken, siger han.

  • To besætninger kan have levende mink 12 dage efter forbud trådte i kraft

    12 dage efter et forbud mod hold af mink trådte i kraft, formodes der fortsat at være levende mink i to besætninger, oplyser Fødevarestyrelsen.

    - Vi har en dialog med de to besætningsejere, og vi forventer, at de selv afliver minkene, siger veterinærdirektør Hanne Larsen, Fødevarestyrelsen.

    De to besætningsejere har modtaget et påbud "med en passende frist" til at indsende dokumentation for, at dyrene er aflivet.

    Det midlertidige forbud mod hold af mink trådte i kraft 15. januar og gælder frem til 31. december i år.

  • Schaldemose bliver chefforhandler for Europa-Parlamentet, når EU skal regulere techgiganter

    Christel Schaldemose (S) er blevet valgt som Europa-Parlamentets chefforhandler på en ny lov om digitale services, hvor EU skal sætte rammer for de store it-giganter.

    Den socialdemokratiske europaparlamentariker er begejstret for sin nye rolle.

    Hun skriver i sin første melding på Twitter, at hun vil "kæmpe for borgernes rettigheder over for de teknologikæmper, som gør vores liv meget nemmere, men som også behændigt undgår det ansvar, som følger med deres rolle i samfundet".

    - Sider som Wish og faktisk også Amazon omgår EU's krav til produktsikkerhed og undgår at tage ansvar for farligt indhold solgt på deres platforme, skriver Schaldemose på sin Twitter-profil.

  • Stor vaccine-forvirring i Bruxelles: AstraZeneca afviser, at det har droppet krisemøde med EU

    Medicinalfirmaet AstraZeneca har uden forklaring valgt at droppe et krisemøde, som det skulle have holdt i aften med repræsentanter for EU-landene og Europa-Kommissionen.

    Sådan lød det her til middag fra en kommissionstalsperson. Men det afviser AstraZeneca nu selv.

    - Vi skal mødes med EU senere i dag, lyder det ifølge Reuters fra en talsperson.

    Mødet - som muligvis finder sted senere i dag - kommer, efter at den britisk-svenske medicinalgigant i sidste uge meddelte, at den alligevel ikke kan levere alle de covid-19-doser til EU-landene, som ellers var planlagt i den kommende tid.

    Det har i de seneste dage mødt hård kritik fra EU's side, og i mandags var der et første møde med AstraZeneca om situationen. Men ifølge EU-Kommissionen kunne firmaet ikke forklare, hvorfor EU-doserne bliver forsinket, og derfor skal de mødes igen i dag.

  • Boeing 737 MAX-fly får lov til at flyve i Europa igen

    EU's agentur for flysikkerhed, Easa, har givet Boeing-flyene 737 MAX lov til at flyve igen i Europa.

    Easa har fastslået, at fire primære krav er blevet efterlevet, men det er ikke oplyst, hvilke krav der er tale om.

    Dermed kan flytypen igen sættes ind på almindelige ruter - 22 måneder efter at det fik flyveforbud.

    Med få måneders mellemrum styrtede to 737 MAX-fly på grund af en softwarefejl i styresystemet ned i 2018 og 2019 i henholdsvis Etiopien og Indonesien. I alt 346 personer mistede livet.

  • Antonsen slider sig til sejr i sæsonfinalen

    Den danske badmintonspiller Anders Antonsen åbnede onsdag sæsonfinalen på World Touren med en hårdt tilkæmpet sejr.

    Antonsen vandt med 15-21, 21-16, 21-18 over indiske Srikanth Kidambi i en tæt og udmarvende kamp.

    Topseedede Viktor Axelsen er placeret i den anden gruppe. Han møder senere onsdag indonesiske Anthony Ginting og er derudover i gruppe med Tien Chen Chou fra Taiwan og Zii Jia Lee fra Malaysia.

Mere fra dr.dk