EU-landene er nået til enighed om et prisloft for russisk olie på 60 dollar per tønde, efter at Polen har givet grønt lys.
Det siger EU-ambassadører til AFP. Ifølge Polens EU-ambassadør, Andrzej Sados, vil beslutningen blive officielt i løbet af weekenden.
Formålet med prisloftet er at presse Ruslands indtægter fra oliesalg og samtidig holde den globale olieforsyning på et stabilt niveau.
EU ventes søndag at godkende aftalen. Også G7-landene skal stemme for, før prisloftet kan træde i kraft.
Lande som Tyskland, Holland og Danmark har ifølge Ritzau generelt været skeptiske over for indgreb i markedet. De har udtrykt bekymring for, at Rusland vil finde andre markeder at sælge gas til, hvis EU griber ind i priserne.