EU-Rådet har besluttet sig for at rette nye sanktioner mod personer og foretagender, der anklages for alvorlige brud på menneskerettighederne i Iran.
Fem personer og to foretagender rammes af sanktionerne, oplyser EU's ministerråd i en pressemeddelelse.
Straffetiltagene indføres som følge af de roller, de syv sanktionerede har haft i den voldelige håndtering af de folkelige demonstrationer mod præstestyret.
Samlet set har EU indført tiltag rettet mod 216 individer og 37 foretagender. Sanktionerne indebærer blandt andet indefrosne konti, EU-indrejseforbud og forbud mod at tilgængeliggøre økonomiske midler til personerne på listen.
EU opfordrer Iran til at stoppe med at dømme demonstranter til døden og fuldbyrde dødsdommene. Der har været protester mod styret i Iran, siden den unge kvinde Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt i september 2022.