EU-landenes energiministre er i dag blevet enige om en løsning på gaskrisen. I princippet.
De er kommet frem til en politisk principenighed efter dagens møde i Bruxelles. De er altså enige om en aftaletekst, men initiativerne må vente lidt endnu med at se dagens lys.
Det skriver Ritzau.
For landene er blevet enige om to ud af tre punkter på dagsordenen: Energiselskaber i EU skal kunne købe gas i fællesskab, og der skal sættes mere fart på udbygningen af grøn strøm.
Det sidste punkt er den såkaldte markedskorrektionsmekanisme, og hvorvidt landene skal gribe ind overfor prisudsving på TTF-gasbørsen eller ej. Det punkt splitter stadig medlemslandene og er årsagen til den principelle enighed.
Først når der indgås en aftale om markedskorrektionsmekanismen, kan de tre forslag træde i kraft. Det forventes at ske på et møde i december.