EU-lande vil genopbygge Ukraine med indefrosne russiske milliarder
Det bliver bestemt ikke billigt at genopbygge Ukraine, når krigen på et tidspunkt er slut.
Derfor ønsker Litauen, Slovakiet, Letland og Estland nu at konfiskere de værdier og midler fra den russiske centralbank, der er blevet indefrosset i Vesten som følge af sanktionerne mod Rusland, og bruge dem på genopbygningen.
- Vi har indefrosset omkring 2.300 milliarder kroner i Europa og ligesindede lande. Det vil være et solidt grundlag for genopbygningen, siger Litauens finansminister, Gintare Skaiste.
- Det er den, der angriber, som skal betale.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen er åben for ideen, selvom det rent juridisk er en svær øvelse. Konfiskation er nemlig et strafferetsligt redskab, man først kan tage i brug, hvis det er blevet fastslået, at der rent faktisk er sket en forbrydelse.
- Vi bliver nødt til at vende hver en sten. Det inkluderer også – hvis det altså er muligt – de russiske aktiver, som vi har indefrosset, siger kommissionsformanden.