
EU skal mægle mellem de stridende nabolande Aserbajdsjan og Armenien, der i de seneste måneder har bekriget hinanden i nogle af de hårdeste kampe i to år.
Alene i september blev over 200 dræbt, og derfor sender EU nu en civil mission til grænseområdet mellem de to lande i et forsøg på at opnå varig fred.
Det oplyser Det Europæiske Råd ifølge Reuters.
I går deltog lederne fra de to lande i et møde i Prag med blandt andre den franske præsident, Emmanuel Macron, og den belgiske formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel.
Præsident Ilham Aliyev fra Aserbajdsjan og premierminister Nikol Pashinyan fra Armenien mødes igen med EU-topfolk til yderligere forhandlinger i Bruxelles i slutningen af denne måned, skriver Reuters.
De to tidligere sovjetlande har i årtier været i konflikt over området Nagorno-Karabakh, der er en del af Aserbajdsjan, men som har været kontrolleret af etniske armeniere med støtte fra Armenien siden 1994.