Europa-Kommissionen vil gøre det lettere at konfiskere oligarkers milliarder
Det skal være langt lettere for EU-landene at konfiskere de aktiver, eksempelvis biler, boliger, kunstværker og luksusbåde, som russiske og belarusiske oligarker har fået indefrosset som følge af sanktionerne mod Rusland.
Det mener Europa-Kommissionen, som blandt andet vil gøre det strafbart i hele EU at omgå EU-sanktioner.
Hvis en russisk rigmand eksempelvis forsøger at skjule sine værdier gennem et nyoprettet skuffeselskab, skal det fremover være muligt at straffe og konfiskere aktiverne i hele unionen.
- Vi skal sikre, at personer eller selskaber, der omgår sanktionerne, bliver holdt ansvarlige. Det er en kriminel handling og skal behandles som sådan over hele EU, siger retskommissær Didier Reynders, som også vil lukke andre smuthuller i de nuværende regler.
Flere EU-lande har i den seneste tid talt for, at de aktiver, som lige nu er indefrosset i Europa, skal konfiskeres og bruges på at genopbygge Ukraine.