Europæisk lægemiddelagentur: Trygt for gravide at tage imod coronavaccine
I Danmark anbefaler Statens Serum Institut gravide og ammende at blive vaccineret mod corona. Og nu viser en stor undersøgelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, at de to mest brugte vacciner fra Moderna og Pfizer/Biontech ikke udgør en særlig risiko for gravide.
Flere studier, hvor man har fulgt omkring 65.000 graviditeter på forskellige stadier, viser, at de to vacciner ikke fører til øgede komplikationer for mor eller barn.
- Gennemgangen viser ingen tegn på en øget risiko for graviditetskomplikationer, aborter, for tidlige fødsler eller bivirkninger hos de ufødte børn efter vaccinationen, skriver EMA i en udtalelse.
Omvendt peger studiet på, at graviditet i sig selv kan betyde, at man kan blive mere syg med corona, og anbefaler derfor, at man tager vaccinen, hvis man er gravid eller planlægger at blive det.