Seneste nyt

Europas bedste strand ligger i Norge

  • Europas bedste strand ligger i Norge

    Der kan siges meget godt om Norge, men lækre strande er måske alligevel ikke lige det, som de fleste forbinder med det smukke land mod nord.

    Ikke desto mindre er det netop en norsk strand, som det internationale rejseforlag Lonely Planet har kåret til Europas bedste.

    Nærmere betegnet er det Hauklandstranda på øgruppen Lofoten, som Lonely Planet er faldet pladask for. Det skriver NRK, hvor man også kan få syn for sagen. Der er unægteligt tale om en meget smuk på straden.

    Seneste Nyt

  • Attentatforsøg mod Maldivernes tidligere præsident: 'Kujonagtigt angreb'

    Sikkerhedsstyrker var massivt tilstede efter gårsdagens attentatforsøg. (Foto: - © Scanpix)

    De fleste forbinder nok Maldiverne med kridthvide sandstrande, krystalklart vand og en overflod af skønhed.

    Men i går bød Maldivernes hovedstad, Male, på noget så uskønt som et attentatforsøg mod landets tidligere præsident.

    Her blev ø-statens første demokratisk-valgte leder, Mohamed Nasheed, såret, da en bombe, der var spændt fast på en motorcykel, detonerede, mens toppolitikeren var på vej ind i sin bil.

    Man mener, at bomben var placeret på en parkeret motorcykel. (Foto: ADHADHU.COM © Scanpix)

    Ekspræsidenten, der er formand for landets parlament, meldes såret af granatsplinter, men i stabil tilstand, rapporterer The Guardian.

    Angrebet på Maldivernes andenmest fremtrædende politiker har vakt fordømmelse fra landets top. Herunder fra udenrigsminister Abdulla Shahid, der betegner angrebet som "kujonagtigt".

  • Australien vil alligevel hente borgere hjem fra Indien

    I sidste uge vakte det opmærksomhed, da Australien lukkede for indrejse fra Indien og truede med bøde- eller fængselsstraf til personer, der trodsede forbuddet.

    Forbuddet gjaldt nemlig også australske statsborgere, og regeringen fik derfor kritik for at efterlade australiere i nød.

    Men nu er der udsigt til hjælp for nogle af de over 9.000 australiere, der befinder sig i det coronahærgede Indien. Premierminister Scott Morrison meddeler nemlig, at man vil begynde at hjemtage 900 af borgerne, som betegnes som sårbare, skriver BBC.

    Derudover forventer han, at indrejseforbuddet, der gælder indtil 15. maj, ikke bliver forlænget. Det vides dog endnu ikke, om regeringen vil give tilladelse til kommercielle flyvninger fra mellem Indien og Australien.

  • Dagens vejr: Endnu en grå dag i vente, men snart vender det

    Finn Thrane har taget dette fine fotografi.

    Nu begynder det at ligne noget med det forårsvejr.

    Men først venter endnu en grå dag, hvor der vil være byger til langt de fleste. Dog bliver samlet set ikke mere end et par millimeter nedbør.

    Der er enkelte solchancer, og de heldigste får op til nogen sol. Temperaturen stiger til mellem 7 og 11 grader i eftermiddag, mens vinden aftager i styrke og vil blæse svagt til jævnt fra vest og nordvest.

    Der kommer også byger og regn i weekenden, der dog også giver markant varmere vejr, særligt søndag, hvor vi kan ramme hele 20 grader.

  • Elev fra sjette klasse skyder tre personer på amerikansk skole

    En 11 eller 12-årig pige skød i går to elever og en ansat på en skole i den amerikanske delstat Idaho.

    Det beretter CNN.

    Eleven, der går i sjette klasse, trak ifølge politiet en pistol fra sin skoletaske og begyndte at skyde ude på gangen, inden hun bevægede sig udenfor. Her lykkedes det en lærer at afvæbne pigen og tilbageholde hende, indtil politiet nåede frem.

    Motivet bag skyderiet er endnu ukendt. Alle tre sårede forventes at slippe fra episoden med skoleskyderiet med livet i behold.

    Områdets offentlige anklager siger, at pigen muligvis vil blive sigtet for mordforsøg, efter der er foretaget yderligere efterforskning.

  • Ni unge blev smittet, da de så Champions League - nu er kommune tæt på at lukke ned

    I sidste uge blev ni drenge fra Rungsted Gymnasium smittet med coronavirus, mens de så Champions League-semifinalen mellem Paris Saint-Germain FC og Manchester City.

    Og virussen har eftrfølgende spredt sig til familie og venner, skriver TV2 Lorry.

    Konsekvensen af fodboldhyggen kan nu blive, at Hørsholm Kommune i Nordsjælland må lukke ned.

    - Vi er steget markant de sidste to til tre dage. Vi er faretruende tæt på at nå grænsen for automatisk nedlukning, siger borgmester Morten Slotved til TV 2 Lorry.

  • USA runder 250 millioner vaccinestik - 57 procent af voksne har fået første stik

    Der er blevet givet over 250 millioner vaccinestik i USA.

    I alt har 57 procent af landets voksne befolkning nu modtaget mindst et stik, mens 42 procent af alle over 18 år er færdigvaccinerede.

    Det viser tal fra det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse.

  • SOS Børnebyerne undersøger sager om misbrug i 20 lande

    Den internationale nødhjælpsorganisation SOS Children's Villages, kendt som SOS Børnebyerne, på dansk, har igangsat en undersøgelse af sager om misbrug af både børn og støttekroner i både Afrika og Asien.

    Det oplyste organisationen i går, beretter Ritzau.

    Det sker, efter at en indledende rapport bestilt af organisationen selv fandt problematiske forhold i 20 ud af de 137 lande, SOS Børnebyerne arbejder i.

    I alt undersøges 22 specifikke sager fra 1990'erne og frem til i dag, og de handler om alt fra korruption til misbrug af støttemidler og beskyldninger om seksuelt misbrug af børn, siger organisationen.

    Nødhjælpsorganisationen har over 40.000 ansatte på verdensplan og hjælper årligt cirka 1,2 millioner mennesker - primært børn.

  • Japan fastholder nødretstilstand for at holde smitten nede inden OL

    Pfizer og BioNTech donerer coronavacciner til OL- og PL-atleterne, så de kan blive vaccineret inden legene i Tokyo. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU © Scanpix)

    Japans regering vil forlænge en nødretstilstand i Tokyo og tre andre regioner indtil slutningen af maj.

    Det sker for at få styr på en stigende smittespredning i landet mindre end tre måneder før OL.

    For et par dage siden meldte regeringen ud, at man pønsede på at forlænge nødretstilstanden, men nu bliver planerne en realitet, skriver Reuters.

    Regeringen erklærede 25. april nødretstilstand i præfekturerne Tokyo, Osaka, Kyoto og Hyogo frem til 11. maj.

    OL skal efter planen begynde den 23. juli.

  • Globalt vaccineprogram køber 350 millioner doser Novavax

    Det globale vaccineprogram Covax har ifølge Reuters indgået en aftale om at købe 350 millioner doser af den coronavaccine, som det amerikanske selskab Novavax fremstiller.

    Under forudsætning af at tilsynsmyndighederne godkender vaccinen, skal doserne leveres i tredje kvartal i år og fremefter.

    Novavax-vaccinen skal opbevares i et normalt køleskab, og man skal have to doser for at få den fulde effekt.

    Covax-programmet skal sikre, at verdens fattige lande også får adgang til vacciner.

  • Villarreal står i vejen for engelsk finalemonopol

    Villarreal stod torsdag aften i vejen for den totale engelske dominans, da holdet formåede at slå Arsenal ud i semifinalen af Europa League.

    London-holdet kunne ellers have fuldendt en fantastisk engelsk sæson med monopoltilstande, hvis holdet havde slået spanierne.

    Men efter en 2-1-sejr til Villarreal i første opgør for en uge siden og en nulløsning her til aften, er det spanierne, der er klar til finalen i Europa League.

    Her møder de den 26. maj Manchester United, der med en samlet sejr på 8-5 slog italienske AS Roma ud.

    Englænderne kan dog glæde sig over, at Champions League-finalen er med to engelske mandskaber. Her mødes Chelsea og Manchester City den 29. maj.

  • Sturgeon ude på valgstedet for at overbevise vælgerne

    Kan hun finde vejen ud af UK? Leder af Scottish National Party Nicola Sturgeon var ude på valgstederne i et sidste på at overbeviser vælgerne ved dagens skotske parlamentsvalg. Et godt valg til SNP vil styrke kampen for skotsk løsrivelse fra Storbritannien. Valget slutter kl. 23 dansk tid. (Foto: ROBERT PERRY © Scanpix)
  • Fem store europæiske lande opfordrer Israel til at stoppe nybyggeri

    Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien opfordrer i en fælles erklæring Israel til at droppe planerne om mere nybyggeri i de jødiske bosættelser på den besatte vestbred.

    - Vi opfordrer indtrængende Israels regering til at omgøre sin beslutning om at gå videre med opførelsen af 540 bosættelsesenheder i Har Homa E-området på den besatte vestbred og at ophøre sin politik med at udvide bosættelser hen over de palæstinensiske områder, hedder det balndt andet i erklæringen.

    Den er blevet fremsat efter en nat, hvor der var hårde sammenstød mellem israelsk politi og palæstinensere i det besatte Østjerusalem. 22 palæstinensere meldes såret, mens 11 er blevet anholdt.

  • Boris Johnson trækker flådefartøjer hjem fra Jersey

    Storbritanniens premierminister Boris Johnson har beordret to flådefartøjer, der var sendt til øen Jersey efter en konflikt med franske fiskere, til at vende hjem.

    Det siger en talskvinde for den britiske regeringschef.

    - Eftersom situationen er løst for nu, så vil flådens patruljebåde forberede sig på at vende tilbage til britisk havn, siger hun og tilføjer:

    - Vi forbliver på standby for at kunne give den yderligere assistance, som Jersey måtte anmode om.

    Ifølge BBC har den britiske regeringschef aftalt med Jerseys regering, at den ene båd sejler hjem fra kanaløen i aften, mens den anden forlader Jersey i morgen tidlig.

    Tidligere i dag vendte omkring 60 franske fiskerbåde om, efter at have været samlet udenfor Jerseys største havn St. Helier, hvor de havde protesteret mod nye regler for licens til at fiske i området omkring, som ligger 21 kilometer fra den franske kyst.

  • Undersøger pulver i breve sendt til Jyske Bank-afdelinger

    Midt- og Vestjyllands Politi er ved at undersøge sammenhængen mellem to breve med pulver, der er sendt til Jyske Banks afdelinger i Holstebro og Kjellerup, skriver TV MidtVest.

    - Vi tager det meget alvorligt, siger Jesper Brøndum, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

    I alt er der sendt pulverbreve til mindst fire Jyske Bank-filialer i Jylland, men i morges blev to breve stoppet på Postcenter Nordjylland. De indeholdt også et pulver og var adresseret til Jyske Bank i Frederikshavn og Aalborg.

    Politiet regner med, at det er samme pulver og afsender på brevene. Det skal nu undersøges, om der er tale om biologisk eller kemisk materiale.

  • Ed Sheeran køber plads på brystet i Ipswich

    Ed Sheeran på plads på tilskuerrækkerne i Ipswichs hjemmebane Portman Road. (Foto: Reuters Staff © Scanpix)

    Det kan ikke helt sammenlignes med Elton Johns engagement i Watford, hvor han både har været formand og ejer, men megastjernen Ed Sheean har nu nu sat en del af sine mange penge i sin lokale fodboldklub Ipswich Town, som i øjeblikket spiller i League One, den tredjebedste række i England. Sheeran er ny trøjesponsor med en foreløbig etårig aftale, der gælder klubbens førstehold hos både mænd og kvinder.

    - Klubben er en stor del af lokalsamfundet, og det her er min måde at vise min støtte, siger Sheeran til klubbens hjemmeside.

    - Jeg har altid nydt mine ture til Portman Road (klubbens hjemmebane, red.), og jeg ser frem til at komme tilbage, så snart tilhængere igen får lov til at komme ind på stadion, Sheeran.

    På trøjen kommer der til at stå '+-=÷ X TOUR', og Sheeran vil endnu ikke afsløre, hvad det betyder. Men det er nok ikke et dårligt bud, hvis man gætter på, at det har noget at gøre med en kommende Sheeran-turné.

    Den 30-årige brite er en af verdens bedst sælgende og mest streamede artister, og han har vundet et hav af priser både internationalt og i Storbritannien.

  • Fem Sønderjyske-spillere sendt i coronaisolation: Misser weekendens SL-kamp

    Fem spillere og et medlem af Sønderjyskes stab er blevet sendt i isolation, da de har været i nærkontakt med et andet medlem af staben, der er blevet konstateret smittet med coronavirus.

    Det skriver Sønderjyske på sin hjemmeside.

    Isolationen betyder, at de alle går glip af weekendens kamp mod Vejle i Superligaen, der spilles på søndag.

    Beslutningen af taget ud fra et forsigtighedspricip, og Sønderjyske skriver, at alle øvrige i og omkring truppen er blevet testet negative onsdag, men efter den ene positive test er alle blevet testet igen torsdag formiddag, hvor træningen også blev aflyst. Også torsdag har alle testene været negative.

  • Tyskland vil tillade AstraZeneca-vaccine til voksne - familielæge skal give den

    Tyskland vil tillade, at AstraZenecas vaccine mod covid-19 kan gives til alle voksne, siger sundhedsminister Jens Spahn.

    Tidligere er det besluttet at give vaccinen til folk over 60 år, men den nye beslutning er truffet af forbundsregeringen og delstaterne, skriver Frankfurter Allgemeine.

    Hvis man vil have vaccinen fra AstraZeneca, skal man få sin familielæge til at give den, siger Spahn.

    Det bliver op til de praktiserende læger at afgøre, hvem der skal have AstraZenecas vaccine først.

    Der er fortsat en organiseret kø til vacciner fra BioNTech/Pfizer og Moderna.

    Vaccinen fra AstraZeneca er taget helt ud af det danske vaccinationsprogram.

  • Sort orakel indtager Rockefeller Center i New York

    Den næsten otte meter høje sorte bronzestatue 'Oracle' møder de besøgende ved Rockefeller Center i New York. Den store statue er en del af en stor udstilling på Rockefeller Center med værker af kunstneren Sandford Biggers. Udstillingen omfatter også vægmalerier, flag og videoer, og den kan ses indtil 29. juni. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)
  • Sundhedsminister glæder sig over vaccineaftale

    Tidligere torsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Pfizer/BioNTech, at de havde indgået en aftale, der gør det muligt for OL-atleter at blive vaccineret mod coronavirus inden OL.

    En melding, der glæder Sundhedsminister Magnus Heunicke.

    - Det er glædeligt, at vi får ekstra, særligt dedikerede vacciner fra Pfizer/BioNTech til vores danske OL-atleter. Det garanterer vores atleter en vaccine inden afgang til Tokyo, uden at det får betydning for det danske vaccinationsprogram.

    - Jeg har været i dialog med Danmarks Idrætsforbund (DIF), og nu skal de danske sundhedsmyndigheder finde en praktisk løsning på, hvordan atleterne kan få vaccinationerne, siger Heunicke i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

    OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august.

  • 25 døde efter politiaktion i Rio de Janeiro

    En større politiaktion rettet mod narkokriminalitet i Rios Jacarezinho-favela kostede 25 mennesker livet. (Foto: MAURO PIMENTEL © Scanpix)

    24 kriminelle og en politimand blev dræbt under en stor politiaktion rettet mod en narkobande tidligt om morgenen i metroen i den brasilianske storby Rio de Janeiro. Opreationen fandt sted i slumområdet Jacarezinho, hvor der bor omkring 60.000 indbyggere i et område på 40 hektar. Det oplyser politiet til tv-stationen Globo.

    Derudover blev to metro-passagerer såret af vildfarne kugler.

    En mand i et nærliggende hus blev også ramt i foden af en kugle, ligesom to civilbetjente også blev såret under aktionen.

    Det er det højeste antal døde i en politiaktion, siden den digitale platform Fogo Cruzado begyndte at registrere tallene i 2016. Og det er sket, selvom den føderale højesteret i landet har besluttet at suspendere alle aktioner i slumområderne, bortset helt exceptionelle tilfælde.

  • Ishøj har knækket smittekurven ved at teste spildevandet

    Ishøj Kommune lå i flere uger i top over antallet af coronasmittede, men nu er kurven knækken, og test af spildevandet menes at være en medvirkende årsag til det.

    Kommunen ligger nu på en 14. plads på listen over kommunernes smittetryk.

    Borgmester Ole Bjørstorp, Ishøjlisten, siger, at spildevandet to til tre gange om ugen er blevet testet, og det har ført til en mere målrettet smitteopsporing og testindsats.

    Testen af spildevand foregår ved at inddele by- og boligområder i zoner med valgfrit indbyggertal og dermed teste, om der er smitte iblandt dem.

    Der hvor smitten er, kan man sætte ind og opfordre beboerne til at lade sig teste.

  • Mål om brug af tvang i psykiatrien er ikke nået - flere udsættes for en form for tvang

    Færre er bæltefikseret, men der er ikke tale om en halvering, og brugen af tvang er steget.

    I årene 2011-2013 skete der i gennemsnit 5.688 bæltefikseringer. I 2020 var tallet 3.712.

    Når det gælder voksne, der blev udsat for en eller anden form for tvang, var tallet i 2011-2013 i gennemsnit 5.633 personer, mens tallet i 2020 var 5.923.

    Det viser en ny og afsluttende rapport fra Sundhedsstyrelsen om aftalen, som er fulgt tæt under hele processen.

  • Håndboldherrernes EM-modstandere er fundet

    De tre danske gruppemodstandere ved næste års EM i herrehåndbold er blevet fundet ved en lodtrækning torsdag.

    Og op af bowlen kom Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

    Nordmakedonerne har Danmark mødt så sent som for ganske nyligt i kvalifikationen. Her tabte danskerne med fire mål, men fik revanche få dage senere, da det på hjemmebane blev til en sejr på hele 16 mål.

    Revanche er også, hvad danskerne jagter til EM-slutrunden, der afholdes i Ungarn og Slovakiet.

    Ved seneste EM i 2020 røg Danmark nemlig ud allerede efter de tre indledende gruppekampe og måtte nøjes med en samlet 13. plads.

    Danmark kan dog gå ind til turneringen med troen på egne evner i top. Holdet er nemlig dobbelte verdensmestre.

  • AGF-direktør får bøde og karantæne efter usportslig adfærd

    Bølgerne gik højt både under og efter kampen, da AGF tilbage i april havde besøg af FC København i Superligaen.

    Her har en situation fra minutterne umiddelbart efter slutfløjt således haft konsekvenser for AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.

    Således skriver Århus Stiftstidende, at Fodboldens Disciplinærinstans har bestemt, at Jacob Nielsen har skullet straffes for usportslig adfærd i forbindelse med kampen den 25. april.

    Her skulle Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning være kommet ind til dommertrioen efter kampen og have sagt: "Det er så skamfuldt" og "It's a fucking disgrace.' Samtidig fremhæves, at Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning "gav hånd med knyttet næve med hård kraft imod især linjedommeren, som var den sidste af de tre dommere i rækken."

    Helt konkret har udbruddet mod dommertrioen efter kampen kostet ham en bøde på 20.000 kroner samt en spilledags karantæne.

    Dommen blev afsagt den 30. april, og derfor skulle Jacob Nielsen afsone sin karantæne, da AGF mødte FC København i mandags.

    - Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at der to gange tidligere er afsagt kendelser, hvor AGF-lederen har udvist usportslig adfærd, lyder det i kendelsen.

  • Franske fiskerbåde forlader Jersey

    Franske fiskerbåde blokerede tidligere i dag havnen til St. Helier på Jersey. (Foto: Sameer al-Doumy © Scanpix)

    De omkring 50 franske fiskerbåde, der var sejlet til Jersey for at protestere over de nye krav om licenser til fiskeri i området, har ændret kurs og er på vej hjem igen.

    Det sker efter et døgn med stigende spændinger mellem Storbritannien og Frankrig. Briterne har sendt to flådefartøjer til området, mens Frankrig har ladet to både fra deres kystvagt patruljere farvandet ud for Jersey.

    Fiskerne har haft et møde med de lokale myndigheder på kanaløen, der ikke er en del af Storbritannien, men stadig hører under den britiske krone. Men foreløbigt er der ikkke noget resultat.

    Dimitri Rogoff, som repræsenterer en gruppe af franske fiskere, mener, at der var tale om fredelig protest.

    - Det her er ikke en krigshandling, det er en protest, siger Rogoff til nyhedsbureauet AP.

    Ifølge BBC har den britiske premierminister Boris Johnson været i kontakt med de lokale myndigheder og lovet, at de britiske flådefartøjer foreløbigt bliver i området for en sikkerhed skyld.

  • Trafikproblemer og naboklager lukker teststed i Bella Center

    Trafikgener og naboklager har fået Region Hovedstadens Akutberedskab til at bede Copenhagen Medical om at lukke teststedet i Bella Center.

    Hurtigteststedet lukker søndag 16. maj klokken 16, så nu skal der arbejdes på at finde en anden placering på Amager.

    Et forsøg på at omlægge trafikken til drive-in i Ørestaden har ikke virket, så derfor er beslutningen om at lukke teststedet taget.

    Behovet for test stiger stadig, så derfor arbejdes der også på at finde andre placeringer for nye teststeder i København, og der arbejdes på at oprette et nyt regionalt drive-in testssted, siger Kirstine Vestergaard Nielsen, vicedirektør i Akutberedskabet.

  • Fem personer er fængslet i hemmelig sag på Fyn

    Fem personer er blevet varetægtsfængslet efter at være blevet anholdt tidligere i dag på forskellige adresser i Assens og en i Storkøbenhavn. De er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 31. maj.

    De blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense torsdag klokken 12. Dommeren efterkom ved retsmødet anklagerens anmodning om, at der skulle være såkaldt dobbeltlukkede døre.

    Det betyder, at det holdes hemmeligt, hvad de fem personer sigtes for. Offentligheden får heller ikke indblik i, hvilke beviser politiet mener at have i sagen, eller hvad de sigtede selv måtte forklare i retten.

  • Prins Joachim melder afbud til prins Christians konfirmation

    Prins Christian skal konfirmeres den 15. maj. Men flere gæster er nødt til at melde afbud. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

    Konfirmationen af prins Christian bliver på grund af coronasituationen uden gæster fra udlandet. Det betyder, at prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn, der alle er bosat i Paris, ikke deltager i konfirmationen 15. maj.

    Det oplyser Lene Balleby, kommunikationschef i kongehuset. Hun tilføjer, at prinsesse Marys far og hans hustru, som opholder sig i Storbritannien heller ikke deltager.

    - Det samme gælder for John og Susan Donaldson i London. Med hensyn til familien i Australien er det ikke muligt for dem at deltage på grund af udrejserestriktioner, siger Lene Balleby i et skriftligt citat.

    Prins Christian bliver konfirmeret i Fredensborg Slotskirke 15. maj, og den efterfølgende private fest vil der kun være 25 gæster på coronarestriktionerne.

  • Udenrigsministeriet bad i 1990 politiet forklare danske flagregler for festivalarrangører

    Det kinesiske pres på de danske myndigheder for at få stoppet fornærmende 'manifestationer' fandt sted helt tilbage i 1990.

    Det kom frem i Tibetkommissionen i dag, da tidligere udenrigsråd Hans Henrik Bruun blev afhørt.

    Han stod dengang bag en notits om sit møde med den daværende kinesiske chargé d’affaires i Danmark ved navn Zhu.

    Den kinesiske regering var utilfreds med, at en danskstøttet tibetansk opera- og dansetrup skulle komme til en festival i Danmark – med fare for, at de ville flage for tibetansk selvstændighed.

    Zhu gav udtryk for, at hvis dette ikke blev forhindret, ville de dansk-kinesiske relationer blive forværret.

    Ifølge påtegninger til notitsen bad Udenrigsministeriet politiet om at tage fat i festivalen og minde dem om de danske flagregler.

    Regler, der betyder, at man skal søge om tilladelse, hvis man ønsker at flage med et andet lands flag.

    - Offentlige myndigheder taler gudskelov sammen, lød det fra Hans Henrik Bruun.

  • 28-årig varetægtsfængslet for hvidvask af syv millioner kroner

    En 28-årig mand fra Sjælland er ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger i en sag om hvidvask af særlig grov karakter af mindst syv millioner kroner.

    De skulle være blevet vasket hvide fra september til december sidste år, fortæller specialanklager Henning Fuglsang Sørensen, som ikke vil komme ind på, hvordan det er sket.

    Manden var netop rejst ind i Danmark, da han blev anholdt ved middagstid i Københavns Lufthavn, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Han har i grundlovsforhøret nægtet sig skyldig i anklagerne. Han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

  • V-borgmester i Esbjerg raser over særlig hjælp til de fire største byer: 'Det er fuldstændig vanvittigt'

    Venstre-borgmesteren i Danmarks femte største by, Esbjerg, raser over, at regeringen i sin sommerpakke fokuserer på en særlig hjælp til de fire største byer.

    Regeringen vil nemlig give 50 millioner kroner i rabat-ordninger til restauranter og barer i København, Aalborg, Odense og Aarhus.

    Penge, som kan bruges på at sætte priserne ned og på den måde få flere kunder i butikken.

    Det er en forfordeling af parti-kammerater, mener Esbjerg-borgmesteren.

    - Det er jo fuldstændig vanvittigt, at man tager de fire største socialdemokratiske byer og giver en særordning til dem. Det her er jo et problem over hele landet, siger Jesper Frost Rasmussen.

  • 1.012 personer er smittet med corona det seneste døgn

    Siden i går er 1.012 personer registreret smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut. En person er død.

    Dagens smittetal er baseret på 187.203 pcr-test. Det svarer til, at 0,54 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 156 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er fem færre end i går. Af de indlagte er 34 på intensiv afdeling og 20 er i respirator.

  • Straffedomstol: Berygtet kommandant i Uganda får 25 års fængsel for drab og tortur

    Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland idømt en tidligere kommandant for Ugandas berygtede partisangruppe Herrens Modstandshær (LRA) en straf på 25 års fængsel.

    Dominic Ongwen er dømt for forbrydelser, som omfatter drab, tortur, massevoldtægter, sexslaveri og bortførelser af børn, der blev tunget til at være soldater, skriver Reuters.

  • Nyt fund af indisk coronavariant i København

    Der er fundet endnu et tilfælde af den indiske coronavariant i Danmark, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

    Statens Serum Institut (SSI) vurderer ikke, at den er mere smitsom end den britiske variant, der er dominerende.

    SSI mener også, at vaccinerne er effektive over for den. Tidligere har SSI meddelt, at der er påvist 29 tilfælde i Danmark.

  • Samuelsen bed ikke mærke i stærkt kinesisk pres

    Kina har også i de senere år udtrykt kritik over demonstrationer og besøg i Danmark fra den eksiltibetanske regering.

    Det kom frem i dag under afhøringerne af de tidligere udenrigsministre Kristian Jensen og Anders Samuelsen i forbindelse med den gennedsatte Tibetkommissions arbejde.

    Samuelsen blev grundigt udspurgt om de kinesiske bekymringer, som Udenrigsministeriet beskrev i flere indstillinger.

    - Det var ikke noget, jeg bed mærke i, fortalte Anders Samuelsen og forklarede, at der ikke var noget, han som udenrigsminister skulle handle på.

    De kinesiske bekymringer angik blandt andet et besøg i Danmark af Lobsang Sangay, der på det tidspunkt havde titel af præsident i den eksiltibetanske regering.

    Han endte med at blive mødt af en embedsmand i Udenrigsministeriet uden for officielle rammer.

    Kineserne var ligeledes sure over, at en journalist på Ekstrabladet fik lov til at iføre sig et tibetansk flag under indvielsen af pandaanlægget i Københavns Zoo i 2019.

    Det var heller ikke sag, der gjorde indtryk på Anders Samuelsen, fremgik det af afhøringen.

    Udenrigspolitik er alvorspolitik var flere gange hans svar under afhøringen.

  • Regeringen vil afsætte 1,6 milliarder kroner til en sommer-, erhvervs- og eksportpakke

    Regeringen præsenterer en sommerpakke, der skal sætte gang i turismen i Danmark.

    Samtidig er der også fremlagt en erhvervs- og eksportpakke.

    Samlet vil regeringen bruge 1,6 milliarder kroner på de tre pakker.

    Der bliver afsat penge til billigere rejser i Danmark med færger og tog hen over sommeren.

    Der er også særligt fokus på de fire store byer, der trækker mange turister. Her får restauranter og caféer lidt ekstra hjælp til at få sat gang i forretningen til sommer.

  • Den Internationale Olympiske Komité og Pfizer laver aftale om vaccination til OL-atleter

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indgået en aftale med Pfizer og BioNTech om, at de donerer vacciner til OL-atleterne.

    Det skriver IOC i en pressemeddelelse.

    - Denne donation af vacciner er endnu et værktøj i vores værktøjskasse med redskaber til at gøre de olympiske og paralympiske lege i Tokyo sikre for alle deltagere og vise solidaritet over for vores japanske værter, siger Thomas Bach, der er præsident i IOC.

    Doserne af Pfizer og BioNTech-vaccinen til OL-atleterne vil ikke blive fundet i de aftaler, der allerede er indgået med forskellige lande, men vil derimod blive leveret i tillæg til de aftaler, der allerede eksisterer.

    - Nationale olympiske komiteer vil samarbejde med de lokale regeringer for at koordinere distributionen i overensstemmelse med hvert lands vaccinationsprogram og regler, skriver IOC i pressemeddelelsen.

  • Kommende landeplage? U2 og Martin Garrix går sammen om ny EM-sang

    Dj'en Martin Garrix er gået sammen med den ikoniske rockgruppe U2 for at lave den officielle sang til EM i fodbold, der skydes i gang i juni.

    Nummeret hedder 'We Are The People We've Been Waiting For' og udkommer den 14. maj.

    Ifølge den engelske avis The Sun er U2 i øjeblikket i London for at optage en musikvideo sammen med den hollandske dj.

  • Netflix annoncerer første danske spillefilm

    'Kærlighed for voksne' er titlen på den første danske film, der produceres direkte til den amerikanske streamingmastodont Netflix.

    Instruktør Barbara Rothenborg står bag filmen, der tæller stjerner som Dar Salim, Sonja Richter og Sus Wilkens.

    Der er tale om en thriller, der handler om ægteparret Leonora (Sonja Richter) og Christian (Dar Salim), hvor alt tilsyneladende er perfekt.

    Indtil Leonora opdager Christian med en yngre kvinde (Sus Wilkens), hvilket får hende til at tage en beslutning om, at hun for alt i verden ikke vil blive kvinden, der blev forladt af sin utro mand.

    Filmen får global premiere på Netflix i 2022 og vil også blive vist på TV2 efterfølgende, meddeler Netflix og TV2.

  • Blå partier vil have udfaset krav om visning af coronapas: Det skal i stedet fungere som et kørekort

    I et fælles brev til regeringen foreslår partilederne for Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at lave en plan for trinvis udfasning af krav om coronapas.

    Samtidig vil partilederne ændre, måden coronapasset skal fungere, skriver Ritzau.

    I stedet for at virksomheder skal kræve at se et gyldigt coronpas, skal det fungere som et kørekort, hvor det er indehaveren af passets ansvar at have et gyldigt coronapas ved kontrol fra myndighederne.

  • EU-formand: Vi er klar til at se på, om vi skal ophæve corona-patentet

    EU er klar til at se på, om man bør ophæve patenterne på coronavacciner, så der kan blive produceret endnu flere doser på verdensplan.

    Det er meldingen fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter at den amerikanske regering har foreslået at gøre netop det.

    - EU er også klar til at drøfte ethvert forslag, som kan håndtere krisen på en både effektiv og pragmatisk måde, siger hun.

    Kommissionsformanden understreger dog, at det, der vil hjælpe nu og her, er, hvis alle vaccineproducerende lande dropper deres eksportforbud.

    Det er blandt andet målrettet USA, som i modsætning til EU-landene ikke har tilladt vaccineeksport under pandemien.

  • DBU slår fast: ’Vi vil ikke boykotte VM i Qatar’

    - Vi deltager ved VM i Qatar, hvis vi kvalificerer os.

    Sådan lød meldingen fra DBU-formand, Jesper Møller, torsdag formiddag, da DBU havde indkaldt til pressemøde på adressen i Brøndby. Efter længere tids tien gjorde formanden det klart en gang for alle, at det danske fodboldlandshold vil deltage ved verdensmesterskaberne i ørkenstaten, hvis de altså kvalificerer sig.

    VM-værterne har ellers været heftigt kritiseret grundet forholdene for gæstrarbejderne.

    Dog respekterer DBU, hvis regeringen og Folketinget beslutter, at de skal boykotte.

    - Qatar er ikke en sag for DBU alene, men en sag for hele idrætten. Vi vil fortsætte en kritisk dialog og forsøge at påvirke forholdene i Qatar, fortæller Jesper Møller.

    DBU vil i fremtiden holde møde med Fifa og sammen med de nordiske kollegaer besøge Qatar.

  • EU-slagsmål om coronapas: Danmark vil have skrappere regler

    Parlamentarikerne i EU-Parlamentet mener, at de borgere, der har et EU-coronapas ikke skal være omfattet af andre restriktioner, når de rejser.

    Turister må altså ikke kunne udsættes for ekstra test og karantæne.

    Men det er man langt fra enig i hos den danske regering.

    Her mener man, at Danmark fortsat skal have lov til at vogte over grænserne og have mulighed for for eksempel at kræve, at indrejsende kommer i karantæne.

  • Norsk-iraner skyldig i at planlægge attentatforsøgeksiliraner

    Østre Landsret har fundet en norsk-iransk mand skyldig i medvirken til drabsforsøg på en 50-årig eksiliraner i Ringsted i 2018.

    I juni 2020 blev han i byretten idømt syv års fængsel for at have hjulpet den iranske efterretningstjenese med at indsamle oplysninger.

    Oplysningerne skulle bruges til at begå et attentat på den 50-årige iranske flygtning, der i iranske øjne har status af en terrorist, skriver Ritzau.

    Den endelige dom ventes senere i dag.

  • Fem anholdt efter politiaktion i Assens og København

    Fyns Politi har anholdt fem personer i forbindelse med en igangværende sag, som man af hensyn til den videre efterforskning ikke ønsker at oplyse yderligere om.

    Personerne er anholdt på forskellige adresser i vestfynske Assens og på en adresse i København.

    De anholdte vil torsdag kl. 12 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, oplyser Fyns Politi.

  • Rettighedsgrupper opfordrer FN's Sikkerhedsråd til våbenembargo mod Myanmar

    Over 200 civile menneskerettighedsorganisationer opfordrer i en fælles erklæring FN's Sikkerhedshedsråd til at indføre en våbenembargo mod Myanmar for at beskytte civile demonstranter, der protesterer mod et militærkup.

    - Indførelse af en global våbenembargo er et nødvendigt minimum-skridt, som Sikkerhedsrådet bør tage som reaktion på den eskalerende vold i Myanmar, hedder det i erklæringen fra blandt andet Amnesty International og Human Rights Watch.

    Militæret tog magten i Myanmar den 1. februar og afsatte den demokratisk valgte regering under ledelse af Aung San Suu Kyi.

  • Landets svømmehaller kan i dag åbne igen

    For første gang i flere måneder var morgensvømmere her til morgen i bassinet Herning Svømmehal.

    - Det er helt fantastisk at være tilbage. Bare det at få lov til at møde dem igen efter et halvt år, hvor vi ikke har været her, er helt fantastisk, siger morgensvømmer Poul Lundorff.

    Svømmehallerne har været lukket ned siden den 11. december.

    Svømmehallerne er ikke det eneste, der genåbner i dag. Få et samlet overblik her.

    Poul Lundorff er én af en flok på 25-30 morgensvømmere, der i årevis er mødtes hver morgen klokken seks i Herning Svømmehal. Foto: Steen Færgemand
  • Briterne sætter flåden ind i brexit-konflikt med Frankrig

    Den britiske flåde har sendt to fartøjer mod Jersey i Den Engelske Kanal for at overvåge en mindre flåde af franske fiskerbåde, der har lagt til ved Jersey.

    De franske fiskere har annonceret protester ved havnen i St. Helier, mens den franske fiskeriminister, Annick Girardin, har truet med at lukke for strømmen til Jersey, i protest mod de fiskerirestriktioner, der er blevet indført efter brexit.

    Jersey ligger godt 22 kilometer fra den franske kyst. 95% af øens elforbrug leveres af Frankrig.

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, kalder en eventuel blokade af havnen i Jersey komplet uretmæssig og mener, at der er brug for deeskalation og dialog.

  • Nordea-fonden støtter bysamfund med 50 millioner kroner

    Nu er det igen muligt for mindre bysamfund at søge midler hos Nordea-fonden til forskellige udendørsprojekter.

    Med "Hér bor vi-puljen" på 50 millioner kroner fortsætter fonden initiativet fra efteråret, hvor lokalsamfund kan få et økonomisk rygstød.

    Denne gang er hensigten blandt andet at genstarte sammenholdet i småbyerne - særligt i en tid efter flere nedlukninger som følge af corona.

    I Tybjerglille Bakker ved Næstved er de med midler fra fonden ved at etablere en naturlegeplads.

    - For at landsbyerne ikke skal dø hen og blive til spøgelsesbyer, er det vigtigt at gøre noget, så der kommer noget liv – også på sigt, siger Maria Pedersen, medlem af Tybjerglille Bakkers landsbyforening.

  • Antallet af konkurser falder for tredje måned i træk

    Der var 157 konkurser blandt aktive virksomheder i april. Det er 15,3 procent færre end i marts, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Det er samtidig tredje måned i træk, at tallet faldet. De sidste ti år har det i snit været cirka 200 konkurser om måneden, skriver Ritzau.

    Coronakrisen har altså stadig ikke udløst en bølge af konkurser.

    Men problemerne skubbes ifølge cheføkonom Lars Olsen, Danske Bank, foran os. Banken frygter "stadig en bølge af konkurser", udtaler han i en skriftlig kommentar.

Mere fra dr.dk