Seneste Nyt

Europas højest placerede transkønnede politiker: Jeg håber, andre lande kan lære af Belgien

57-årige Petra De Sutter blev taget i ed som vicepremierminister i torsdags. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Petra De Sutter blev i torsdags taget i ed som en af Belgiens nye vicepremierminister.

Den 57-årige politiker, der har været medlem af Europaparlamentet siden 2019, bliver dermed den højest placerede transkønnede politiker i Europa.

Det er noget, som Petra De Sutter håber, at andre lande kan lære af.

- Jeg er stolt over, at din kønsidentitet ikke definerer dig som en person, og at det er et ikke-emne, i Belgien og i det meste af EU, skriver hun på Twitter.

- Jeg håber, at min udpegelse og titel som vicepremierminister kan udløse debat i de lande, hvor det endnu ikke er tilfældet, tilføjer hun.

Nyheder

  1. B.T. og Berlingske: Hård kritik af DR-korrepondent i meld og Feld-sag

    B.T. og Berlingske er kommet i besiddelse af et internt dokument, der viser, at DR's EU-korrespondent Ole Ryborg i 2016 delte research-materiale om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts til den europæiske antisvindel-enhed, OLAF.

    Beskrivelsen af Ole Ryborgs håndtering af journalistisk research i forbindelse med efterforskningen af Dansk Folkeparti i Meld og Feld-sagen møder nu kritik fra flere eksperter.

    Det gælder blandt andre Roger Buch, der er forskningslektor ved Danmarks- Medie og Journalisthøjskole og centerleder ved Center for undersøgende journalistik.

    - Det er ikke en normal arbejdsmetode for en gravende journalist, hvis man lægger det hele på bordet for en eller anden myndighed, siger han.

    DR Nyheders chefredaktør, Thomas Falbe, erkender, at Ole Ryborg gik for langt, og at DR ser på sagen med stor alvor.

    - Vores journalist er gået for vidt i forhold til at dele research, inklusiv kilder. Det giver sig selv: Det er en klar fejl, siger han.

    - Jeg har indskærpet vores retningslinjer. Men vores intention har aldrig været at deltage i en efterforskning. I vores optik var der tale om en baggrundsbriefing, hvor vi kunne få be- eller afkræftet, hvorvidt OLAF efterforskede de dele af sagen, som vi arbejdede med.

  2. 57-årig kartoffelspreder erkender 'bevidst handling': Ville skabe opmærksomhed om kilometerafgiften

    Den 57-årige mand, som her til aften er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Svendborg, hvor han blandt andet er sigtet for for at have voldt fare for de øvrige trafikanters liv og førlighed ved tidligt i morges at have spredt adskillige tons kartofler på vejbanen på Storebæltsbroen, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

    Det fortæller hans forsvarer, advokat Troels Maglegaard. Den 57-årige har i retten indrømmet, at der ikke er tale om et uheld:

    - Det er jo en bevidst handling fra hans side. Jeg tror ikke, at han fuldt ud har gennemtænkt, at det kunne medføre, at han skulle varetægtsfængsles, siger advokaten, som tilføjer, at han ikke har keret afgørelsen om at varetægtsfængsle den 57-årige i to uger.

    Den 57-åriges motiv for kartoffelspredningen på Storebæltsbroen var at skabe lidt politisk røre og opmærksomhed om de vilkår, som man med de nye lovregler vil byde både transporthvervet og landbrug og fiskeri - og derfor har han valgt kartofler, fortæller advokat Troels Maglegaard.

    Den 57-årige mand hævder, at det kun var hans ide at sprede kartofler på kørebanen, og at der ikke er andre mennesker involveret.

    Anklager ved Fyns Politi Frederik Hald siger, at politiet nu arbejder videre med sagen og blandt andet efterforsker eventuelle medgerningsmænd.

    Opdateret klokken 20.45 med anklagerens oplysning om, at man efterforsker eventuelle medgerningsmand.

  3. Holger Rune møder argentinsk debutant i tredje runde af French Open

    Genaro Alberto Olivieri slog sig torsdag videre til et møde med Holger Rune lørdag ved French Open. (Foto: © CAROLINE BLUMBERG, Ritzau Scanpix)

    I tredje runde af French Open skal den danske tennisstjerne Holger Rune møde Genaro Alberto Olivieri.

    Torsdag eftermiddag vandt den 24-årige argentiner, som er nummer 231 i verden, over Andrea Vavassori fra Italien i fire sæt, 7-6, 3-6, 6-4, 7-6.

    Det bliver første gang, Holger Rune spiller mod Genaro Alberto Olivieri, som aldrig har deltaget i en grand slam turnering før denne sæsons French Open.

    Den 20-årige dansker skulle torsdag have spillet mod Gäel Monfils, men franskmanden trak sig med en skade. Holger Rune valgte dog at træne i knap tre timer i stedet for at holde pause.

    Ifølge hans mor, Aneke Rune, hander det om at holde kroppen i French Open-stemning. Det kan du læse mere om ved at følge dette link.

  4. Rusland beskylder amerikanerne og Apple for at forsøge udnytte mobiltelefoner

    Den russiske efterretningstjeneste FSB beskylder ifølge Reuters nu USA for at forsøge på at spionere på en række personer gennem en såkaldt bagdør på Apple-mobiltelefoner.

    Det er ifølge russerne den amerikanske efterretningstjeneste NSA, der står bag planen om at bruge hidtil ukendt malware for at få adgang til adskillige tusind Apple-mobiler, herblandt både telefoner, der tilhører udenlandske diplomater i Moskva og helt almindelige russere.

    Ifølge FSB har der været et tæt samarbejde mellem NSA og Apple for at realisere planen om at kunne spionere via mobilerne.

    - Den skjulte dataindsamling blev foretaget gennem sårbarheder i softwaren på de amerikansk fremstillede mobiltelefoner, lyder det i en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium.

    Hverken Apple eller NSA har svaret på Reuters henvendelser om sagen.

  5. Red Barnet i Norge aflyser børne-pride efter trusler

    Et pridearrangement for børn i den norske by Bergen er blevet aflyst af det norske Red Barnet.

    Det sker, efter der er kommet flere trusler mod arrangementet, skriver Ritzau.

    - Det er alvorlige trusler om at dukke op til arrangementet og chikanere og udøve vold, siger Monica Sygård, som er leder af Red Barnets Norgesprogram, til avisen Bergens Tidende.

    - Så vi har på selvstændigt grundlag valgt at aflyse det.

    Truslerne er kommet på e-mail og gennem sociale medier fra flere personer, tilføjer Monica Sygård.

    Sidste år aflyste organisationen bag Oslo Pride den årlige parade. Det skete, da der blev skudt mod beværtninger med primært homoseksuelle gæster. To mennesker blev dræbt.

    Norges ligestillings- og kulturminister, Anette Trettebergstuen, har også kommenteret aflysningen af pridearrangementet i Bergen.

    - Det er forbandet, at nogle kommer med så stærke trusler, at Red Barnet ser sig nødsaget til at aflyse arrangementet, siger hun.

  6. Fængslet kurdisk leder opgiver politik efter tyrkisk valg

    En HDP-tilhænger holder et billede af Demirtas op til et politisk arrangement i Ankara i 2018. (Foto: © UMIT BEKTAS, Umit Bektas)

    Den fængslede kurdiske leder, Selahattin Demirtas, trækker sig fra det politiske liv i Tyrkiet.

    Det meddeler han ifølge Reuters i et interview med det tyrkiske medie Artigereck.

    Demirtas prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), fik et dårligere resultat end ventet ved det for nyligt afholdte valg.

    - Jeg undskylder oprigtigt over for vort folk for ikke at være i stand til at føre en politik, der er dem værdig, siger Selahattin Demirtas fra Edirne-fængslet.

    - Jeg fortsætter kampen og yder modstand fra fængslet som alle mine kammerater. Men jeg trækker mig fra aktiv politik på nuværende tidspunkt.

    Han har siddet fængslet siden 2016, fordi han ifølge Tyrkiets regering har spredt terrorpropaganda og for at fornærme præsident Erdogan.

    I sin sejrstale gjorde Erdogan det klart, at en eventuel løsladelse ikke kan komme på tale. Han betegner Demirtas som en "terrorrist".

  7. FC Nordsjælland-stjerne kåret som forårets profil i Superligaen

    Superligaens cheftrænere har peget på angriberen Ernst Nuamah som forårets profil i ligaen. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

    De vandt måske ikke guldmedaljer i Danmarks bedste fodboldrække, men FC Nordsjælland har forårets bedste spiller, Ernest Nuamah.

    I en afstemningen blandt ligaens cheftrænere foretaget af Tipsbladet er den ghanesiske angriber blevet udpeget som denne halvsæsons profil.

    Den 19-årige Ernest Nuamah har scoret syv mål i 13 kampe for sølvvinderne fra FC Nordsjlælland.

    Det var en af årsagerne til, at han fik 37 ud af 55 mulige point i afstemningen. Her skal hver Superligatræner stemme på fem spillere hver, hvor den bedste får fem point, den næstbedste fire point og så videre. Viborgs Elias Achouri og FC Københavns Viktor Claesson kom på de to næste pladser.

  8. 57-årig kartoffelspreder sigtet for at have forvoldt fare for trafikanters liv og førlighed

    Der er blevet spredt mindst 17 ton kartofler på Storebæltsbroen i morges. (Foto: © Presse-fotos.dk, Ritzau Scanpix)

    Den 57-årige mand, der tidligt i morges aflæssede mindst 17 ton kartofler på Storebæltsbroen, er blevet fremstillet i grundlovsforhør. Efter sigtelserne var blevet læst op, blev dørene lukket, trods protester fra den 57-årige.

    Han var ifølge DR's reporter på stedet iklædt shorts, t-shirt og træsko og var i godt humør.

    Manden er både tiltalt for overtrædelse af færdselsloven og straffeloven. Han tiltales for at have voldt fare for de øvrige trafikanters liv og førlighed ved at have læsset de mange kartofler på vejbanen.

    Politiet er fortsat i gang med efterforskningen og vil ikke udelukke, at der er andre involverede i forbrydelsen. Derfor blev dørene begæret lukket, og det efterkom dommeren. Den 57-årige hævder, at han er den eneste involverede i sagen.

    Både Storebæltsbroen og en motorvejsstrækning i Østjylland blev ramt af kartofleregnen tidligt torsdag morgen. Det skete samme dag, hvor Folketinget har vedtaget en ny kilometerafgift for lastbiler, der skal få vognmændene til at droppe dieslen til fordel for klimavenlig el - et tiltag, som har affødt en række ulovlige aktioner fra vognmændenes side.

  9. Flertallet for at droppe udeserveringhverdagsaftener i København smuldrer

    Selvom Alternativet på Københavns Rådhus selv har været med til at stille det meget omdiskuterede forslag om at droppe udeservering i hovedstaden fra søndag til torsdag efter klokken 22, var det aldrig partiets intention at lukke byen tidligt ned.

    Sådan lyder det nu fra partiets gruppeforperson på Københavns Rådhus, Birgitte Kehler Holst.

    - Der har været en misforståelse om, at vi i Alternativet var fast besluttet på at stemme for forslaget om at lukke dele af byen efter klokken 22. Det er ikke det, vi vil. Vi vil gerne høre københavnernes holdning til det her forslag, siger hun.

    Forslaget blev diskuteret i teknik -og miljøudvalget i sidste uge, hvor et smalt flertal endte med at sende forslaget i høring.

    Der har den seneste uge været debat om forslaget, og senest har 20.000 københavnere på få dage skrevet under på en underskriftindsamling, som er lavet i protest mod forslaget.

  10. Ny lov vedtaget: Tryghedsvagter skal supplere politiets arbejde

    Folketinget har i dag vedtaget en lov, der giver danske kommuner mulighed for at anvende såkaldte tryghedsvagter som supplement til politiets arbejde.

    Det skal ske som led i en forsøgsordning, der vil løbe i tre år. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Tryghedsvagterne skal altså supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum, lyder det.

    De vil eksempelvis kunne bruges i områder, hvor borgere oplever utryghed i forbindelse udendørs fester og større forsamlinger.

    Tryghedvagterne, der ikke tildeles politimæssige beføjelser, vil også kunne bruges på stationsområder eller i boligområder, hvor der er "særlig stor risiko for indbrud".

    - Jeg håber, at landets kommuner vil tage godt imod det nye værktøj, som kan bidrage til deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

    Tryghedsvagterne kan være kommunalt ansatte vagter eller vagter i autoriserede vagtvirksomheder. De skal gennemgå en obligatorisk uddanelse.

  11. Polen raser over Europa-Parlamentets kritik af ungarsk formandskab: På vej 'mod afgrunden'

    Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, er ifølge Reuters vred på Europa-Parlamentet.

    Det skyldes, at de folkevalgte har stemt for en resolution, som sætter spørgsmålstegn ved, om Ungarn kan overtage EU-formandskabet, når det næste år bliver landets tur i rotationsordningen.

    - Det er en klar overtrædelse af de europæiske regler i sin vigtigste form, nemlig traktatreglerne. At ødelægge hele måden, EU styres på, er ikke bare en vej, der fører ingen steder hen, det er vejen mod afgrunden, lyder dommedagstonerne fra Morawiecki, som kom med udtalelsen ved det igangværende topmøde i Moldova med deltagelse af 50 europæiske stats- og regeringschefer.

    Ungarn er under Victor Orbáns regime i en årrække blevet kritiseret for ikke at sikre retsvæsenets uafhængighed for manglen på menneskelige frihedsrettigheder og mangel på bekæmpelse af korruption.

    Polen, der også har svært ved at leve op til EU's krav til domstolenes uafhængighed, har i flere tilfælde allieret sig med Ungarn.

  12. Guvernør i Belgorod: To såret i droneangreb

    To mennesker er blevet såret i en eksplosion i den russiske by Belgorod, der ligger i regionen af samme navn, nær grænsen til Ukraine.

    Det skriver guvernøren i regionen, Vjatsjeslav Gladkov, her til eftermiddag på beskedtjenesten Telegram.

    - Ifølge foreløbige oplysninger er en drone styrtet ned på en vej, skriver han.

    Også i nat har der ifølge guvernøren været angreb i regionen, hvor otte personer kom til skade. Her skulle det have været mod en privat boligbygning, som efterfølgende brød ud i brand.

    Ifølge guvernøren er det Ukraine, der hjælper terrorgrupper med angrebene. Ukraine har ikke kommenteret angrebene endnu, men har flere gange afvist, at de står bag den slags angreb.

  13. Mistanke bekræftet: Forurening af tilbagekaldt antibiotika skyldtes urene børster

    Forureningen af antibiotika-medicinen Dicillin fra virksomheden Sandoz i København skyldtes, at kravene til rengøringen ikke blev efterlevet i tilstrækkelig grad under produktionen af medicinen.

    Det bekræfter en undersøgelse af Sandoz selv, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Medicinen, der blev fjernet permanent fra markedet i marts, blev forurenet via nogle børster, der blev brugt til at fjerne medicinstøv fra kapslerne.

    Allerede i februar tilbagekaldte Lægemiddelstyrelsen medicinen. Årsagen var, at der var konstateret resistente bakterier hos personer, som havde brugt lægemidlet.

    Selvom produktet er trukket fra markedet og altså ikke længere kan udskrives i Danmark, vil Lægemiddelstyrelsen tage sagen op i en række "relevante faglige EU-netværk".

    - Vi mener, at EU-landene skal diskutere, om kravene til virksomhedernes kontrol med hygiejne og rengøring ved produktion af ikke-sterile lægemidler bør udvides, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

  14. Fire drenge sårede efter masseslagsmål i Sverige

    I den svenske by Eskilstuna, vest for Stockholm, er fire teenagedrenge i 15-års alderen blevet såret i et masseslagsmål.

    Det oplyser svensk politis pressetalsmand, Marcus Anefur, til det svenske nyhedsbureau TT.

    Svensk politi efterforsker sagen som drabsforsøg, og to unge mænd er anholdt.

    - Vi forventer, at flere personer vil blive frihedsberøvet, siger talsmanden.

    Tidligere i dag fortalte svenske medier, at mindst tre var blevet såret i et knivangreb i byen. Politiet bekræfter, at mindst én person er blevet stukket under slagsmålet.

    Et øjenvidne fortæller til avisen Aftonbladet, at han så slagsmålet fra sit vindue,

    - Det var 20 mod 20, der gik løs på hinanden, fortæller øjenvidnet.

    De fire sårede teenagedrenge er bragt på hospitalet.

  15. Nato er klar til at sende flere soldater til Kosovo

    Nato er parat til at sende flere soldater til Kosovo efter weekendens uroligheder, hvor omkring 30 soldater og mere end 50 serbiske demonstranter blev såret.

    Urolighederne brød ud, da Kosovo-serbere protesterede mod indsættelse af etnisk albanske borgmestre efter lokalvalg i de områder, hvor der bor flest serbere.

    Kosovo-serberne havde boykottet lokalvalgene, og dermed var vejen banet for en kosovo-albansk valgsejr.

    Ifølge BBC har Nato allerede 4.000 soldater udstationeret i KFOR-styrken i Kosovo, og man har sendt en forstærkning på 700 afsted. Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at det kan være nødvendigt at sende flere soldater til Kosovo for at opretholde roen.

    Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008, og 22 ud af 27 EU-lande har anerkendt landet, men Serbien har ikke accepteret Kosovo som en selvstændig stat.

  16. Clara Tausons næste French Open-kamp er på plads

    Clara Tauson skal fredag møde russiske Elina Avanesyan ved French Open. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

    Den 20-årige Clara Tauson er som bekendt videre til tredje runde ved French Open, men nu ved tennisdanskeren også, hvornår hun skal svinge ketsjeren på grusset.

    Hun møder således russiske Elina Avanesyan fredag eftermiddag på bane syv. Det meddeler French Open på sin hjemmeside.

    Clara Tauson går ind til kampen efter en sejr over Leylah Fernandez i tre sæt, og nu er turen så kommet til verdens nummer 134.

    Den 20-årige dansker er nummer 127 på verdensranglisten. Hendes forhåndsslag er dog blandt de bedste i verden, mener Clara Tausons træner, Carlos Martinez. Det kan du læse mere om ved at følge dette link.

  17. Direktør får otte års fængsel og udvisning for voldtægt af ansatte

    En direktør fra Nordsjælland er i Østre Landsret i dag blevet idømt otte års fængsel og udvisning af Danmark for at have voldtaget flere af sine kvindelige ansatte.

    Det skriver Ritzau.

    Straffen blev dermed hævet med et år, da Retten i Glostrup sidste år nåede frem til, at direktøren skulle straffes med syv års fængsel.

    Den dømte, der oprindeligt kommer fra Portugal, har ifølge Ritzau tidligere hævdet, at de seksuelle forhold med flere ansatte skete frivilligt fra kvindernes side.

    Flere gange skete det endda på kvindernes initiativ, har den 37-årige direktør påstået.

    Politiet modtog første gang anmeldelser mod manden i 2020, og i maj 2021 blev han tiltalt.

  18. Ny whistleblowerordning for eliteatleter er åbnet: 'I eliteidrætten er konkurrencen benhård'

    En whistleblowerordning mod uacceptabel adfærd i eliteidrætten er i luften. Det oplyser Anti Doping Danmark (ADD) ifølge Ritzau.

    Ordningen, der er placeret under Anti Doping Danmark, bliver kaldt Elitesupport. Den tager imod henvendelser fra eliteatleter, trænere og andre aktører, hvis de oplever uønsket og uacceptabel adfærd.

    Direktør for Team Danmark, Peter Fabrin, mener, at atleterne skal have et sted, hvor de trygt kan komme med kritik.

    - I eliteidrætten er konkurrencen benhård, og der skal optimeres på alle parametre for at realisere drømmen om at blive den bedste. Det kræver nogle gange, at man tester grænser, men det skal naturligvis ske på en ansvarlig måde.

    - Med den selvstændige funktion godt placeret i ADD er jeg glad for, at atleter og trænere nu har en mulighed for at gå et uafhængigt sted hen, hvis de oplever uacceptabel adfærd, siger Peter Fabrin til Ritzau.

    Direktør i Anti Doping Danmark, Kim Højgaard Ravn, siger i en pressemeddelelse, at eliteatleterne trygt kan henvende sig gennem den nye ordning.

    - Et uafhængigt sted at henvende sig er afgørende for atleternes tillid og lyst til at dele deres oplevelser.

    Der har tidligere været en lignende whistleblowerordning, men ifølge Ritzau viste det sig, at mange eliteatleter på grund af manglende tillid ikke brugte den.

  19. Disneys nye 'lille havfrue' har fået usædvanlige og negative anmeldelser: Internet-trolde angriber filmsite

    Det store filmsite IMDB har opdaget usædvanlig meget negativitet i brugernes anmeldelser af Disneys nye genindspilning af 'Den Lille Havfrue'.

    I filmen bliver havfruen Ariel spillet af den afroamerikanske skuespiller Halle Bailey, og ifølge britiske The Guardian er det formentlig på grund af hendes hudfarve, at såkaldte "trolls" har forsøgt at at få den gennemsnitlige anmeldelsesscore ned.

    Det er de mange et-stjernede anmeldelser af filmen, som har fået IMDB til at undre sig, og som nu får dem til at ændre i systemet for brugeranmeldelser.

    - For at bevare pålideligheden af vores ratingsystem er der anvendt en alternativ beregning, skriver sitet ifølge The Guardian.

    Halle Bailey har sagt, at hun håber, at hendes rolle vil gavne unge sorte kvinder.

    - Hvis jeg havde haft en sort havfrue som pige, ville det have været sindssygt, det ville have ændret hele mit perspektiv, hele mit liv, min selvtillid, mit selvværd. Det er så vigtigt, har hun udtalt til det britiske medie.

  20. USA forventer 'fuldt ud', at Sverige bliver Nato-medlem inden midten af juli

    Antony Blinken til pressekonferencen i Oslo. (Foto: © JAVAD PARSA, Associated Press)

    USA's udenrigsminister, Antony Blinken, forventer "fuldt ud", at Sverige bliver medlem af Nato, inden det kommende Nato-møde i Vilnius i midten af juli.

    Det fortæller Blinken på en pressekonference til det møde, Natos udenrigsministre i dag afholder i Oslo.

    - Ved det møde kan Ukraine også forvente en robust hjælp, siger han.

    Derudover siger Blinken, at USA vil åbne en "presence post" i den nordnorske by Tromsø.

    En "presence post" er en lille diplomatisk bygning med få ansatte og begrænsede forpligtelser. Ifølge Blinken skal den være med til at "øge USA's diplomatiske tilstedeværelse omkring den nordlige polarcirkel".

    Han kom også ind på de uroligheder, der de seneste dage har været i det nordlige Kosovo.

    Spændingerne leder både Kosovo og Serbien i den gale retning, siger han, og han forventer, at landenes ledere vil "handle ansvarligt".

  21. Australsk eks-soldat taber retssag mod tre medier

    Ben Roberts-Smith er en af Australiens mest anerkendte soldater. I dag slog en dommer fast, at medier bragte flere sande historier om hans tid i Afghanistan. (Foto: © Rick Rycroft, Associated Press)

    I Australien blev der i dag sat punktum i en sag om æreskrænkelser mod den tidligere australske soldat Ben Roberts-Smith.

    Roberts-Smith, der af BBC og CNN bliver kaldt en af landets mest kendte soldater, havde sagsøgt tre medier, fordi de ifølge ham havde bragt usande historier om hans tid som soldat i Afghanistan.

    Det skriver CNN.

    Men ifølge dommer Anthony Besanko var der sandhed i langt de fleste af de anklager, medierne havde bragt.

    Det gælder blandt andet en omtalt episode fra Afghanistan, hvor Roberts-Smith ifølge medierne havde sparket en civil afghaner ud over en klippe for efterfølgende at beordre ham dræbt.

    Besanko vurderede også, at der var "væsentlig sandhed" i anklager om en episode, hvor Roberts-Smith angiveligt skulle have skudt en afghaner med en benprotese.

    Efterfølgende skulle soldaten have taget protesen med hjem til Australien, hvor han opfordrede soldater-kollegaer til at drikke af protesen.

    Ben Roberts-Smith er tidligere blevet tildelt Australiens mest prestigefyldte medalje for tapperhed i forbindelse med sin tid i Afghanistan.

  22. Mindst tre personer meldes såret under knivangreb i svensk by vest for Stockholm

    Opdateret: Tidligere fremgik det, at det var foregået på en skole i byen. Det er blevet afkræftet, og det er derfor fjernet fra rubrikken.

    Mindst tre personer er kommet til skade under et knivangreb i den svenske by Eskilstuna, vest for Stockholm. Det oplyser svensk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Politiet siger ifølge Reuters, at der har været mindst ét knivangreb, og sagen behandles som et eller flere mordforsøg. Man har endnu ikke pågrebet en gerningsmand.

    De tilskadekommende er blevet kørt til et hospital i nærheden, siger politet.

    Et øjenvidne fortæller til avisen Aftonbladet, at vedkommende fra sit vindue så et masseslagsmål mellem to grupper.

    - De var 20 imod 20, som gik løs på hinanden, siger øjenvidnet.

    Tidligere skrev flere svenske medier, at det var foregået på en skole i byen, men det afviser en rektor fra en skole i nabobyen over for TV-stationen TV4.

    - Da angrebet skete, var eleverne et helt andet sted, siger han.

    Det bekræfter områdechefen for naturlegepladser og friluftsliv i Eskilstuna overfor TV4. Han siger, at eleverne på skolen var ude på friluftsdag på en naturlegeplads, da det skete.

  23. Statsrevisorerne bekræfter: Danskere har fået forkerte varmechecks for 147 millioner kroner

    Der er blevet fejludbetalt varmechecks til borgere "uden for målgruppen" for 147 millioner kroner.

    Det skriver Statsrevisorerne i deres beretning om udbetalingen af de såkaldte skattefri varmechecks på 6.000 kroner, som danskere fik udbetalt i august sidste år.

    Så sent som 22. maj skrev DR Nyheder, at tallet for for meget udbetalt i varmechecks var 83 millioner kroner, men det viser sig at være langt flere penge.

    På trods af de mange millioner kroner skriver Statsrevisorerne, at udmøntningen af varmechecken alt i alt har været tilfredsstillende "på trods af fejl i udbetalinger".

    Statsrevisorerne besluttede sidste år, at omstændighederne omkring udbetaling af varmechecks skulle undersøges af Rigsrevisionen.

    De seks medlemmer af Statsrevisorerne er politisk udpegede, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De kontrollerer statens udgifter i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd, skriver Ritzau.

  24. DMI advarer: Tørken herhjemme kan blive alvorlig

    Det er knastørt udenfor, og der er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ikke mange tegn i prognoserne på, at det ændrer sig foreløbigt.

    Det får nu DMI til at advare om, at den tørke, vi oplever i øjeblikket, kan blive alvorlig.

    Landsgennemsnittet for tørkeindekset ligger lige nu på 9,0 og bevæger sig hastigt mod de maksimale 10, lyder det.

    Situationen begynder at minde om 2018, hvor Danmark oplevede en historisk tørke.

    - Tørkeudviklingen i år minder meget om begyndelsen på tørken i 2018. Her lå tørkeindekset på mindst 9 i hovedparten af juni, og i juli ramte indekset loftet i lange perioder med værdier helt oppe på 9,9 eller 10, der er den maksimale værdi for tørkeindeks, siger Mikael Scharling, klimatolog hos DMI.

    Tørken i 2018 gav store udfordringer for landbruget, hvor afgrøder i værste tilfælde blev helt ødelagt. Der var desuden et rekordhøjt antal naturbrande, ligesom flere kommuner indførte restriktioner for vandforbruget - nogle indførte decideret vandingsforbud.

  25. Alle kartofler er samlet op: Trafikken begynder at glide over Storebælt igen

    Der var tidligere ti kilometers kø på E20-motorvejen mod Sjælland, efter en lastbil i morges havde tabt kartofler på lavbroen over Storebælt.

    Men nu er alle kartoflerne fjernet fra vejen og trafiksituationen begynder at blive normal igen, skriver P4-trafik på Twitter.

    - Så er der helt åbent på Storebælt igen og alle kartofler er samlet op. Så alle spor er åbne igen både mod øst og mod vest.

    Fyns Politi har anholdt en lastbilchauffør for bevist at have smidt kartoflerne.

    Han er blevet sigtet for straffelovens paragraf 252 om at udsætte andres liv og førlighed for fare, men politiet har endnu ikke fastlagt, om der blot er tale om et uheld på broen.

    Tidligere på morgenen var der også tabt kartofler på kørebanen på motorvej E45 mellem Skærup og Kolding. Sydøstjyllands Politi er ved at efterforske, om der er sammenhæng mellem de to hændelser, og om kartoflerne bevidst blev smidt på E45-strækningen.

  26. Onkel Reje er tilbage efter voldsomme trusler: 'Virkelig en vanvittig omgang, jeg oplevede'

    - Uden det rygstød, det kærlige rygstød, er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet op på cirkushesten igen, for det var virkelig en vanvittig omgang, jeg oplevede.

    Sådan siger Mads Geertsen, der står bag karakteren Onkel Reje fra DR's børneunivers, om sin raskmelding.

    Han har valgt at vende tilbage til sin karakter og optræde for børn og voksne igen efter en sygemelding i kølvandet på en række voldsomme trusler og chikane, som DR endte med at politianmelde.

    - Jeg vil gerne sige tak for alle de varme hjertelige beskeder, jeg har fået. Tegninger, blomster og øl, siger Mads Geertsen.

    Fans af Onkel Reje kan få ham at se til sommerens Cirkus Summarum-forestillinger.

    - Jeg synes, det er vigtigt at få sagt, at det her er historiefortælling. Historier skal være frie, og det skal ingen lave om på. Vi ses i Summarum, siger han.

  27. På trods af vognmænds blokader og protester: Omstridt vejafgift er vedtaget i Folketinget

    Vrede lastbilchauffører lavede aktioner og blokader i maj i protest mod den omdiskuterede kilometerafgift for lastbiler.

    Men lige lidt hjalp protesterne, for i dag har Folketinget vedtaget loven om en vejafgift.

    Det er hensigten, at den kommende kilometerafgift skal skubbe på en grøn omstilling af vejtransporten.

    Men vognmændene mener, at afgiften er en ekstra skat, der rammer en i forvejen presset branche, og den vil koste dem over en milliard kroner om året.

    Fra januar 2025 bliver der dog indført en afgift per kørt kilometer på omkring 1 krone og 30 øre.

    Den varierer dog alt efter lastbilernes CO2-udledning, så klima- og miljøvenlige lastbiler skal betale mindst.

    Fra 1. januar 2025 gælder den for tunge lastbiler på over 12 ton, mens den fra 2027 skal gælde for mindre lastbiler ned til 3,5 ton, skriver Ritzau.

  28. Politiet anholder 33-årig i sag om butikssprængning i Dragør

    • I en grå personbil ankom en gruppe gerningsmænd natten til 6. marts omkring klokken 00.25 til mobilreperatørforretningen Drop 'N' Fix i Dragør. På bagsiden af butikken blev fem-seks kilo dynamit anbragt og detoneret. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)
    • Tidligere er tre personer blevet fængslet i sagen om sprængning i en butik i Dragør. To af dem sidder fortsat bag tremmer. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    En 33-årig mand er blevet anholdt af Københavns Politi i forbindelse med efterforskningen af en sag om en sprængning i en butik i marts.

    Angrebet mod butikken skete natten til den 6. marts, hvor fem-seks kilo dynamit blev anbragt og detoneret på bagsiden butikken.

    Politiet har tidligere anholdt tre personer i sagen, hvoraf den ene igen er blevet løsladt.

    Ifølge sigtelserne mod de tre, som allerede har været fremstillet i retten, havde sprængstoffet en "særdeles farlig karakter", og der skete "betydelig materiel skade" på bygningen og i butikken, skriver Ritzau.

    Ingen personer kom til skade.

    I dag fremstilles den 33-årige i grundlovsforhør med henblik på at få ham varetægtsfængslet. Anklagemyndigheden vil kræve, at retsmødet holdes for lukkede døre.

Mere fra dr.dk