Fåmælt Mette Frederiksen kommenterer på valgkravet fra Radikale Venstre
Statsminister Mette Frederiksen (S) lytter til kritik fra Folketinget, men vil ikke kommentere De Radikales krav om valgudskrivelse inden den 4. oktober.
Det fortæller hun til TV 2 til DGI's landstævne i Svendborg.
- Jeg lytter selvsagt til, hvad partierne i Folketinget siger og ikke mindst vores parlamentariske grundlag, men når det kommer til, hvornår der udskrives valg, har jeg ingen kommentar, siger hun til TV 2 og afviser flere gange at kommentere på, hvornår der udskrives valg.
Efter Minksagen kræver støttepartiet De Radikale, at Mette Frederiksen udskriver valg, senest til Folketingets åbning i oktober.
Hvis det ikke sker, vil partiet stemme for et mistillidsvotum og med andre ord vælte regeringen. Sådan lød det i går fra partiets formand Sofie Carsten Nielsen (R).
Her meldte Radikale Venstre som det sidste støtteparti ud, at de ikke vil lade uafhængige advokater vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod statsministeren i minkskandalen. Og dermed er der ikke politisk flertal for en advokatvurdering.