Fængslet FE-chef med udbrud i retten: 'Jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt'
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) gennem seks år, Lars Findsen, vil gerne have, at der kommer mere åbenhed i sagen mod ham.
Det udbrød han i retten i en kort pause, inden pressen blev sendt ud af retssalen, fordi sagen mod ham kører for dobbeltlukkede døre.
Ved retsmødet i dag skal spørgsmålet om hans fortsatte varetægtsfængsling drøftes.
- Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I gerne citere mig for, sagde han henvendt til pressen.
Kort forinden havde dommeren ophævet navneforbuddet. Dermed kan pressen fortælle, at Lars Findsen er den person, der har siddet varetægtsfængslet siden december i en alvorlig sag om læk af fortrolige oplysninger.
Sagen behandles for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke ved, hvad Findsen helt præcist er sigtet for.