Færre ukrainske flygtninge end ventet i kommunerne
Mange kommuner har de seneste måneder knoklet for at forberede sig på at modtage et stort antal fordrevne fra krigen i Ukraine.
Men indtil videre er der mange steder kommet langt færre, end kommunerne har forberedt sig på.
I Gentofte Kommune har borgmester Michael Fenger (K) forberedt sig på, at kommunen kunne modtage op mod 1280 flygtninge. Men indtil videre er der kommet 346.
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der nu kommet omkring 30.000 ukrainske flygtninge til Danmark.
1. april vurderede regeringen ellers, at der efter påske kunne være op mod 40.000 flygtninge fra Ukraine. Men siden bremsede tilstrømningen op.
I Faaborg-Midtfyn har borgmester Hans Stavnsager (S) forberedt sig på at tage imod op mod 1000 ukrainske flygtninge.
Men indtil nu er der kun kommet omkring 120 ukrainere til kommunen.