Den franske stat burde have gjort mere for at forhindre drabet på læreren Samuel Paty, der for to år siden blev halshugget på åben gade, efter at han havde vist karikaturtegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.
Det mener familien til Samuel Paty, der nu har lagt sag an mod både det franske indenrigs- og undervisningsministerium for ikke have have "forhindret forbrydelsen", som blev begået af en ung militant islamist.
Ifølge familien burde myndighederne have været bevidste om, at Samuel Paty var i alvorlig fare. Han modtog blandt andet dødstrusler inden sin død.
- Jeg har hele tiden været overbevist om, at dette angreb kunne have været undgået, siger familiens advokat, Virginie Le Roy, til avisen Liberation.
Sagen kommer blot få dage inden første runde af det franske præsidentvalg, hvor indvandring og bekæmpelse af parallelsamfund har fyldt noget mindre end ved tidligere valg.