En af tennissportens største turneringer, Wimbledon, byder atter russiske og belarusiske spillere velkommen.
Det skriver arrangørerne af den britiske grand slam-turnering, All England Club og Lawn Tennis Association, på sin hjemmeside.
Spillere fra de to nationer var ellers forment adgang til Wimbledon sidste år som følge af Ruslands invasion af Ukraine, men i 2023 kan tennisstjerner som Aryna Sabalenka fra Belarus og Daniil Medvedev fra Rusland atter stille op ved mesterskaberne i London.
Det skyldes blandt andet, at Wimbledon mødte stor modstand fra tennisverdenen, da man sidste år udelukkede russiske og belarusiske spillere, og det ville sigt kunne skade sporten, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ian Hewitt, formand for All England Club, understreger, at man fortsat fordømmer Ruslands invasion af Ukraine, og at situationen var "meget svær" at navigere i.
- Vi er taknemmelige for regeringens støtte, da vi og vores andre tennisinteressenter har navigeret i denne komplekse sag og aftalt betingelser, som vi mener er brugbare, siger Ian Hewitt.
Spillere fra Rusland og Belarus skal stille op som neutrale deltagere og må hverken tilkendegive sympati med Rusland i krigen mod Ukraine eller modtage støtte fra staten eller virksomheder fra Rusland eller Belarus.
Wimbledon afvikles fra den 3.-16 juli.