Fem personer reddet ud af nødstedt skib ud for Gilleleje
Et norsk skib, der er i nød 11 sømil nordvest for Gilleleje, har fået reddet samtlige af skibets fem besætningsmedlemmer ud, og de er i god behold.
Det er meldingen fra Forsvarets Operationscenter her til aften, efter tre helikoptere og fregatten Niels Juel blev sendt i retning af det nødstedte skib.
De svenske to helikoptere, der nåede først frem, fik samtlige besætningsmedlemmer i sikkerhed.
- Det er forløbet efter planen, og besætningen er reddet ud uden problemer, oplyser Thomas Larsen, vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter til DR Nyheder.
Forsvaret observerer lige nu skibet og vurderer, hvad der nu skal ske med det.