Finlands præsident ringede og fortalte Putin om Nato-ansøgning
Allerede i går ringede Finlands præsident, Sauli Niinistö, og fortalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Finland vil søge om at blive optaget i Nato.
Det skriver Ritzau.
- Samtalen var ligetil og enkel. Den blev gennemført uden komplicerende omstændigheder, skriver præsidenten i en kort erklæring om sin samtale med Putin.
Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA sagde Putin til den finske præsident, at opgivelse af neutralitet og et Nato-medlemskab for Finland vil være "en fejltagelse".
Han tilføjede, at det kunne få dårlig indvirkning på det russisk-finske forhold.
I næste uge ventes Sverige at tage stilling til, om landet også vil søge om optagelse i forsvarsalliancen.