Seneste Nyt

Firmaet bag Facebook og Instagram får milliardbøde af EU

Meta, der står bag Facebook og Instagram, er blevet tildelt en gedigen bøde af EU for at bryde med unionens dataregler.

Det sociale medie-selskab skal betale 1,2 milliarder euro - hvilket svarer til knap ni milliarder kroner. Det skriver New York Times og Wall Street Journal.

Sammen med bøden er Meta blevet beordret til at stoppe med at samle data fra europæiske facebookbrugere og sende dem videre til USA.

Det bryder nemlig med EU's regler om databeskyttelse.

En tidligere dom ved EU's højeste retsinstans har slået fast, at data, der bliver sendt over Atlanten, ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod snagen fra amerikanske efterretningstjenester, skriver New York Times.

Meta vil appelere bødedommen, oplyser selskabet ifølge avisen. Der vil ikke ummidelbart være nogen ændringer for facebookbrugere i EU, lyder det videre.

Det er tilsynet Ireland's Data Protection Commission (DPC), som har afgjort sagen. Tilsynet handler på vegne af EU.

Nyheder

  1. Leipzig forbyder demonstration efter uroligheder lørdag aften

    Efter voldsomme sammenstød mellem venstreorienterede aktivister og politiet lørdag, har den østtyske by Leipzig forbudt en demonstration, som var planlagt søndag aften.

    - Årsagen er det, som udspillede sig lørdag, oplyser en talsperson for myndighederne i byen til det tyske nyhedsbureau DPA.

    Forbuddet gælder for store forsamlinger og demonstrationer i Leipzig.

    Den planlagte demonstrationen var imod politivold.

    Ifølge politiet blev omkring 30 personer tilbageholdt, og 50 politibetjente skadet under optøjerne lørdag aften.

    Urolighederne kommer, efter at en studerende fra venstrefløjen blev idømt en fængselsstraf for at stå i spidsen for voldelige angreb på personer, som gruppen anså som højreorienterede aktivister.

    Der var sammenstød mellem demonstranter og politiet lørdag aften:

  2. Verstappen vinder igen, igen, mens Magnussen slutter nummer 18 i Barcelona

    Kevin Magnussen sluttede i den tunge ende af søndagens grandprix i Barcelona. (Foto: © ALBERT GEA, Ritzau Scanpix)

    Der er Max Verstappen og så alle de andre.

    Den dobbelte Formel 1-verdensmester har virkelig fundet farten i sin Red Bull-racer i indeværende sæson og vandt da også nærmest forventeligt søndagens grandprix i Barcelona.

    Sejren er Verstappens tredje i træk, og han øger derfor sit forspring til forfølgerne i VM-stillingen. På andenpladsen kom Mercedes' Lewis Hamilton, mens britens holdkammerat, George Russel, blev nummer tre.

    Kevin Magnussen, som kører for Haas, havde en svær dag på banen i Barcelona og sluttede som nummer 18. Dermed står danskeren fortsat noteret for to point efter sæsonens første syv løbsweekender.

  3. Tyrkiet vil mødes med Sverige og Finland

    Repræsentanter fra Tyrkiet, Sverige og Finland skal mødes 12. juni for at diskutere Sveriges forsøg på at blive medlem af Nato.

    Det siger forsvarsalliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, efter at have mødtes med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i Istanbul.

    Det skriver Reuters.

    Stoltenberg har sagt, at han håber at få Sverige med i Nato inden alliancens topmøde i Litauen den 11. juli.

    Hvis Tyrkiet nikker ja til Sverige, så vil det kun være Ungarn, der mangler at ratificere ansøgningen.

    Erdogan har været skeptisk over for Sverige, som tyrkerne ikke mener gør nok for at slå ned på tilhængere af det kurdiske arbejderparti PKK.

    PKK kæmper for en uafhængig stat for det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Gruppen er stemplet som en terrorgruppe af Tyrkiet, USA og EU.

  4. Eftermiddagsbrag venter Holger Rune

    Der venter Holger Rune lidt af et eftermiddagsbrag, når han mandag skal spille fjerde runde ved den store grand slam-turnering French Open.

    Den 20-årige danske tennisspiller er nemlig blevet tildelt kamp nummer to ud af fire på en af de store baner i det parisiske anlæg.

    Derfor kommer Holger Rune og hans argentinske Francisco Cerundolo til at gå ud på gruset så snart, dagens første kamp, der starter klokken 11, er spillet færdig.

    Danskerens argentinske modstander er lige nu nummer 23 på verdensranglisten, og i hans seneste opgør ved French Open slog han verdens nummer ni, Taylor Fritz.

    Du kan følge opgøret mellem Holger Rune og Francisco Cerundolo direkte på dr.dk og i app'en DR Nyheder.

  5. Fire svenskere begæres udleveret til Sverige - en sigtet for forsøg på at påkøre politi under flugt

    Den ene bil blev standset ved Sjællandsbroen, mens den anden fortsatte til Hvidovre. (© PRESSE-FOTOS.DK)

    En biljagt førte i morges til anholdelsen af fire svenske statsborgere, som i dag på et endnu ukendt tidspunkt bliver fremstillet i dommervagten i København.

    De begæres alle udleveret til Sverige, da en af de to biler har relation til et røveri i Helsingborg, skriver Københavns Politi på Twitter.

    Den endelige sigtelse af de fire anholdte vil fremgå ved retsmødet.

    Føreren af den ene bil, en Golf, sigtes dog for at forsøge at påkøre polititjenestemænd under flugten, skriver politiet.

  6. Kvinde overfaldet på gaden i Horsens lørdag morgen. 21-årig mand varetægtsfængslet

    En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter et retsmøde i Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi ifølge Ritzau.

    Tidligt lørdag morgen blev en kvinde udsat for en overfaldsvoldtægt, hvor hun ikke kendte gerningsmanden, siger specialanklager Anna Holm Kristensen om sagen.

    Senere lykkedes det for politiet på baggrund af beskrivelser at finde frem til den 21-årige.

    Han har nægtet sig skyldig, oplyser anklageren til Ritzau.

    Sigtelsen drejer sig om andet seksuelt forhold end samleje, oplyser hun. Manden skal være fængslet frem til 30. juni, har dommeren bestemt.

  7. Biljagt i København: Fire anholdte skal i grundlovsforhør i aften

    De fire svenskere, der blev anholdt af Københavns Politi tidligt i morges efter en eftersættelse, bliver fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling senere i dag.

    Det oplyser Københavns Politi ifølge Ritzau.

    I morges lykkedes Københavns Politi med at stoppe to biler efter en intens jagt, hvor der blev affyret flere skud. Den ene bil blev stoppet ved Sjællandsbroen i København, den anden i Hvidovre.

    Begge biler er indregistreret i Sverige, og den ene har forbindelse til et røveri i Helsingborg, og svensk politi kontaktede sine danske kolleger, da bilen passerede Øresundsbroen.

    To mænd og to kvinder fra Sverige er anholdt. Den centrale efterforskningsleder, Kenneth Hviid Simonsen, ønsker ikke umiddelbart at oplyse noget om, hvad de sigtes for.

  8. Mulig gerningsmand til knivstikkeri i Aarhus har meldt sig selv

    Natten til lørdag blev to unge mænd overfaldet med kniv på Langenæs Allé i Aarhus.

    Nu er manden, som politiet mistænker at stå bag, anholdt. Den 24-årige meldte sig selv på politigården i Aarhus, efter Østjyllands Politi havde været i telefonisk kontakt med ham, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Den anholdte sigtes for forsøg på manddrab og farlig vold. Østjyllands Politi mistænker dog, at der har været flere gerningsmænd involveret.

    Ofrene blev påkørt og derefter stukket med kniv. Det ene offer, en 18-årig mand, var tidligere i livsfare, men meldes nu i stabil tilstand. Den anden, en 19-årig mand, fik overfladiske skader.

    Parterne kender hinanden i forvejen, oplyste politiet i går ifølge Ritzau.

    Det er politiets opfattelse, at overfaldet bunder i et opgør i det kriminelle miljø, lyder det i pressemeddelelsen.

    Den 24-årige mand ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen formiddag.

  9. Mand skal varetægtsfængsles efter brand på Thisted sygehus

    En patient, der angiveligt satte ild til et lokale på Thisted sygehus i går, skal varetægtsfængsles.

    Det har en dommer besluttet efter et retsmøde i dag, oplyser en anklager fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

    Den 56-årige mand var ikke selv til stede ved retsmødet, da han er så røgforgiftet, at han ikke var i stand til at møde op.

    Den 56-årige sigtes efter den alvorligste bestemmelse i straffeloven om ildspåsættelse. Branden skal have bragt andre mennesker i fare. Han er også sigtet for trusler, skriver Ritzau.

    19 patienter og flere ansatte blev evakueret fra afdelingen på sygehuset, efter branden opstod, og flere ansatte blev efterfølgende tjekket for røgforgiftning. Inden anholdelsen skal den 56-årige have truet både en brandleder og sygehusansatte med en kniv, oplyser vagtchefen ved politiet til Ritzau.

  10. Årsagen til kæmpe togulykke i Indien er blevet fremlagt

    Problemer med et elektronisk signalsystem er årsag til fredagens voldsomme togulykke, som har kostet mindst 288 personer livet og såret over 1.000 i Indien.

    Det har de første undersøgelser af ulykkesstedet vist, mens "de ansvarlige er blevet identificeret", siger landets jernbaneminister, Ashwini Vaishnaw, ifølge det indiske nyhedsbureau ANI.

    Formålet med signalsystemet er normalt, at tog netop ikke kan kollidere, som de gjorde ved ulykken.

    - Hvem end der gjorde det, og hvordan det skete, vil blive klarlagt efter en grundig undersøgelse, siger ministeren, som ikke vil gå i flere detaljer.

    Han siger, at genoprettelsesarbejdet er i gang, og at normaliteten vil være genoprettet før onsdag morgen.

  11. Gerningsmand bag Field's-skyderi talte med 13 behandlere på et halvt år: Det er alt, alt for mange, siger professor i psykiatri

    Manden, som affyrede skud og dræbte tre i Field's i juli sidste år, talte med 13 forskellige behandlere på bare seks måneder.

    Det har speciallæge, overlæge og professer i psykiatri Merete Nordentoft talt op, siger hun til Politiken.

    Merete Nordentoft er en del af den taskforce, der for Region Hovedstaden har undersøgt mandens forløb i psykiatrien og på baggrund heraf kommet med anbefalinger til psykiatrien, og derfor har hun haft adgang til hans journal. Hun har tavshedspligt, men nævner antallet af behandlere, fordi hun mener, det er afgørende for at forstå forløbet, og hvad der skal laves om, skriver Politiken.

    - 13 forskellige behandlere var involveret og talte med den unge mand gennem et halvt år. Det er alt, alt for mange. En patient bør have én fast kontaktperson med et par faste reserver, siger hun.

    Hun fortæller til Politiken, at hun ikke vil foregribe retssagen, der skal køre mod den 23-årige mand, men at hun antager, at retten vil konkludere, at gerningsmanden er uegnet til straf.

    - Jeg mener, han har været i en tilstand, hvor man ikke kan betragte ham som ansvarlig for sine handlinger, fordi han har været så syg, at han ikke har kunnet træffe rationelle valg, siger hun i interviewet.

  12. Juridisk faderløse og berørte af spiralsagen vil demonstrere imod Mette Frederiksen

    Statsminister Mette Frederiksen (S) trækker de to sager om henholdsvis juridisk faderløse og spiraloplægninger i langdrag.

    Det mener flere borgere i Grønland, som har arrangeret en fredelig demonstration, når Mette Frederiksen på tirsdag deltager i det årlige rigsmøde i den grønlandske hovedstad, Nuuk. Det skriver grønlandske KNR.

    - Vi har arrangeret en fredelig demonstration, da vi over for statsministeren, Mette Frederiksen, vil vise, at hun som den øverste leder i riget må handle og bringe de her sager til afslutning, siger Klaus Frederiksen, som er en af arrangørerne og en del af sagen om juridisk faderløse, til KNR.

    Ifølge ham har de to sager det til fælles, at de involverede er blevet uretfærdigt behandlet af den danske stat. Derfor har de slået sig sammen for at vise deres utilfredshed.

    Spiralsagen handler om tusindvis af spiraloplægninger i grønlandske kvinder i 1960'erne og -70'erne, hvoraf flere ikke gav samtykke. I sidste uge blev en længe ventet undersøgelse af sagen sat i gang.

    Sagen om de juridisk faderløse handler om, at grønlandske børn født uden for ægteskab ikke havde ret til at kende identiteten på deres far frem til 1974 i modsætning til danske børn, som blev givet den ret i 1930'erne.

    Den danske stat har nægtet at imødekomme et krav om godtgørelse fra 26 grønlændere, der har stævnet staten for brud på menneskerettighederne.

  13. Protester fortsætter i Beograd, men Serbiens præsident nægter at gå af

    • Det var studerende, der ledte an i protesterne med bannere, hvorpå der stod "Serbien mod vold". (Foto: © MARKO DJURICA, Ritzau Scanpix)
    • Nye protester er planlagt til næste uge. (Foto: © STAFF, Ritzau Scanpix)
    • Masseskyderierne, der demonstreres mod, fandt sted for cirka en måned siden. I det ene dræbte en teenagedreng otte elever og en sikkerhedsvagt på en skole. To dage efter dræbte en 21-årig otte personer uden for Beograd. (Foto: © Andrej Isakovic, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    For femte gang på en måned blev gaderne i Serbiens hovedstad Beograd i går indtaget af demonstranter.

    De er utilfredse med de masseskyderier, der har fundet sted i landet i foråret - og de er også utilfredse med landets præsident, Aleksandar Vucic, skriver nyhedsbureauet AP.

    Præsidenten nægter al ansvar for de dødelige hændelser og har ignoreret demonstranternes ønske om, at han træder tilbage.

    Demonstranterne forlanger ellers, at han og flere regeringsmedlemmer går af, ligesom de ønsker, at sendetilladelsen fratages flere tv-stationer, der ifølge demonstranterne promoverer vold og glorificerer kriminelle.

    I går gik demonstranterne, der blev ledt af studerende, gennem Beograd med negative slagord rettet mod præsidenten, og de sendte en ballon i luften med ordene "Vucic, gå væk".

    Den aktuelle utilfredshed kan ende med at blive den største udfordring for Aleksandar Vucic i hans 11 år på magten, skriver AP.

    Ifølge analyseinstituttet Small Arms Survey Group er Serbien et af de lande i verden, der har den største andel af våbenejerskab i civilbefolkningen med 39 våben per 100 indbyggere. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

  14. En drone er skudt ned over Krim, siger russisk embedsmand

    Adskillige vinduer i beboelseshuse på den russiskannekterede halvø Krim er blevet beskadiget, da en drone blev skudt ned her til morgen.

    Det skriver rådgiver for det russisk-udpegede styre på Krim, Oleg Kryuchkov, på beskedtjenesten Telegram ifølge det russiske nyhedsbureau Tass og Reuters.

    Han skriver, at officiel information fra myndighederne vil komme i løbet af morgenen.

    Dronen skal angiveligt have ramt byen Dzjankoj, som er et vigtigt knudepunkt på Krim, hvor Rusland blandt andet har etableret en militær luftforsvarsbase i nærheden.

    Reuters har ikke kunnet verificere meldingen.

  15. Politiet afgiver flere skud i forbindelse med biljagt i København

    Opdateret klokken 7.54 med citater fra Københavns Politi.

    Københavns Politi har her til morgen affyret flere skud i forbindelse med en jagt på to biler omkring Øresundsmotorvejen.

    Det oplyser politiet på Twitter.

    - Vi har her til morgen anholdt i alt fire personer, som forsøgte at flygte, da politiet ville standse dem. De fire var kørende i to biler, og begge førere forsøgte altså at slippe væk, skriver Københavns Politi.

    Ingen er kommet til skade i forbindelse med hændelsen.

    Eftersættelsen af de to biler endte i Henholdsvis Hvidovre og ved Sjællandsbroen, oplyser Københavns Politi.

    Ifølge TV 2, der har talt med Københavns Vestegns Politi, forulykkede den ene bil ved Kalvebodbroen i Hvidovre. Her forsøgte to personer at flygte fra stedet til fods, hvorefter de blev anholdt.

    Københavns Politi oplyser ikke, hvorfor de fire personer er blevet anholdt og vil nu tage stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør. Af hensyn til efterforskningen har de ikke flere oplysninger, lyder det.

  16. Australien vil etablere havpark på størrelse med Spanien

    Australien planlægger at etablere en gigantisk havpark ud for landets sydøstlige kyst, oplyser landets regering, skriver Ritzau.

    Regeringen foreslår at udvide den allerede eksisterende havpark Macquarie Island Marine Park til tredobbelt størrelse. I så fald vil et område på godt 475.000 kvadratkilometer være beskyttet, hvilket ifølge Ritzau svarer til et område på størrelse med Spanien.

    Som beskyttet havpark vil området være "fuldstændig lukket for fiskeri, minedrift og andre udvindingsaktiviteter", oplyser den australske miljøminister, Tanya Plibersek.

    Eksisterende fiskeri rettet mod den patagoniske isfisk vil ifølge ministeren få lov at fortsætte.

    - Macquarie Island er et enestående sted. Det er et fjerntliggende vidunderland for dyreliv - en afgørende yngleplads for millioner af havfugle, sæler og pingviner, siger Tanya Plibersek.

    Macquarie Island er optaget på Unescos verdensarvsliste.

  17. Skadede politifolk og brændende barrikader trods protestforbud i Leipzig

    • I Leipzigs Connewitz-distrikt blev adskillige barrikader bygget af skraldespande og paller sat i brand, som politiet måtte slukke med vandkanoner. (Foto: © SEBASTIAN WILLNOW, Sebastian Willnow/picture-alliance/dpa/AP Images)
    • En polititalskvinde oplyste sent lørdag aften, at der var blevet udstedt arrestordrer på fem mænd i alderen fra 20 til 32 år. De er mistænkt for at have brudt freden, skriver Ritzau. (Foto: © SEBASTIAN WILLNOW, Sebastian Willnow/picture-alliance/dpa/AP Images)
    • Lørdagens demonstration var til støtte for den 28-årige studerende Lina E. Derfor "Free Lina". Hun blev af en domstol i Dresden onsdag idømt fem år og tre måneders fængsel for at have dannet en kriminel forening, skriver Ritzau. (Foto: © SEBASTIAN WILLNOW, Sebastian Willnow/picture-alliance/dpa/AP Images)
    • Demonstranter kastede fyrværkeri, sten, flasker og brandbomber mod betjente, skriver Ritzau. (Foto: © Frank Rumpenhorst, Frank Rumpenhorst/picture-alliance/dpa/AP Images)
    1 / 4

    Forbud mod at demonstrere stoppede ikke en gruppe demonstranter i at protestere i den østtyske by Leipzig i aftes.

    Det førte til sammenstød med politiet, som ifølge Ritzau og det tyske nyhedsbureau DPA oplyser, at der var "massive optøjer", som blandt andet skadede et ukendt antal betjente.

    Demonstrationen var arrangeret af venstreorienterede aktivister, efter en domstol i Dresden havde idømt en studerende fra venstrefløjen en lang fængselsstraf. Hun er dømt for at stå i spidsen for en gruppe, der havde udført voldelige angreb på personer, som gruppen anså som højreorienterede aktivister, skriver Ritzau.

    Forbuddet mod demonstrationen blev givet ved en række domstole som følge af bekymringer for, at demonstrationen ville udvikle sig voldeligt.

  18. Solrig søndag i vente til langt de fleste

    Hvis du er stået op til sol, kan du godt forvente, at den ikke forsvinder igen. Det bliver nemlig solrigt i det meste af landet denne søndag, oplyser DMI.

    I den vestlige del af Danmark er der dog mange steder skyet her til morgen, men de forsvinder, så langt de fleste i landet får sol med temperaturer mellem 15 og 22 grader. Ved kyster med pålandsvind bliver det lidt køligere.

    Vinden bliver svag til jævn omkring vest eller fra skiftende retninger.

    I nat får vi tørt og klart vejr med temperaturer ned til mellem 5 og 10 grader med svag eller let vind fra forskellige retninger.

  19. Eksplosion nær Dnipro dræber en toårig pige og sårer 22

    Klokken 7.40 opdateret med information om, at en toårig pige er dræbt og et opjusteret tal for sårede.

    En toårig pige er dræbt og 22 mennesker såret, efter en toetagers beboelsesejendom nær den ukrainske by Dnipro i går blev ramt af en eksplosion.

    Det oplyser den regionale guvernør, Serhij Lysak, på beskedtjenesten Telegram.

    Pigen blev fundet under murbrokkerne i nat, lyder det fra Lysak.

    Her til morgen skriver Serhij Lysak også, at foruden etageejendommen blev ti huse, en bil, en butik og gasledninger også blev beskadiget i angrebet.

    I nat oplyste han, at der blandt de sårede er fem børn, heraf er tre alvorligt såret. Guvernøren fortalte ligeledes, at redningsfolk har trukket beboere ud fra murbrokkerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver på Telegram, at eksplosionen fandt sted mellem to boliger.

    - Desværre er der mennesker under murbrokkerne. Igen beviser det, at Rusland er en terrorstat, lyder det.

    Rusland afviser, at landets militær går målrettet efter civile.

    Tidligere lørdag blev to personer ifølge den regionale russiske guvernør dræbt i et ukrainsk angreb i Belgorod-regionen, der grænser op til Ukraine.

  20. Amerikansk forsvarsanalytiker: Mette Frederiksen er en god kandidat til Nato-job

    Når snakken falder på, hvem der skal overtage jobbet som generalsekretær i Nato, når Jens Stoltenberg forlader posten, er statsminister Mette Frederiksen blevet et varmt navn.

    Og det er der flere grunde til, mener forsvarsanalytiker og programdirektør Mark Montgomery ved tænketanken Foundation for Defense of Democracies (FDD) i Washington D.C. ifølge Ritzau.

    Regeringens forsvarsudspil i denne uge bidrager sammen med milliardstøtten til Ukraine i høj grad til, at USA vil se Mette Frederiksen (S) som en god kandidat til posten som generalsekretær i Nato, mener Montgomery, der har en fortid i Nato.

    - Det ville være bedre, hvis de (Danmark, red.) var på to procent (andelen af BNP, der skal bruges på forsvar ifølge Nato-mål, red.) allerede i dag, men de arbejder hen imod det. Og de var omgående klar med støtte til Ukraine, helt fra begyndelsen. Så Danmark ses i USA som en konsistent og tæt allieret.

    - Derfor betragter USA Mette Frederiksen som en god kandidat, siger han ifølge Ritzau.

    Mette Frederiksen skal i morgen på besøg i Det Hvide Hus for at møde USA's præsident, Joe Biden.

    Mette Frederiksen har selv sagt, at hun ikke søger nyt job, og at hun er glad for at være statsminister i Danmark.

  21. Mæhle med opfordring til bitre AaB-fans: 'Hold jer væk fra spillernes indbakker'

    Den tidligere AaB-dreng Joakim Mæhle begræder klubbens nedrykning, (Foto: © Jonathan Moscrop, Associated Press)

    Der banker et AaB-hjerte indeni landsholdsspilleren Joakim Mæhle, som til dagligt spiller for den italienske klub Atalanta.

    Derfor er den tidligere AaB-spiller også er ked af det, efter klubben lørdag er rykket ud af Superligaen.

    - Hold kæft, hvor gør det ondt. Resultatet af mange års dårlig ledelse og dårlige beslutninger. Forhåbentligt bliver der ryddet godt og grundigt op i klubben. Hatten af for AaB's fans i denne sæson, skriver Joakim Mæhle på Twitter, inden han opfordrer nordjyske fodboldfans til at tænke sig om.

    - Hold jer væk fra spillernes indbakker, skriver Mæhle med budskabet om ikke at sende hadbeskeder til AaB-truppen.

    Landsholdsbacken er fra Østervrå i Nordjylland og spillede i sine ungdomsår for AaB, inden han i 2016/2017-sæsonen fik 24 kampe for superligaholdet. Herefter blev han solgt til belgiske Genk, som for to år siden sendte danskeren til Atalanta i Italien.

  22. Indiens premierminister besøger ofre for voldsom togulykke: 'Jeg er i dyb smerte'

    Premierminister Modi besøger ulykkesstedet. (Foto: © INDIA PRESS INFORMATION BUREAU)

    Indiens premierminister, Narendra Modi, siger, at han er i "dyb smerte", efter han i dag besøgte ofrene for landets værste togulykke i over to årtier.

    Mindst 288 omkom og omkring 1.000 blev såret, da tre tog kolliderede i delstaten Orissa i det nordøstlige Indien.

    Modi så ulykkesstedet og talte med flere af de sårede på et nærliggende hospital.

    - Vi kan ikke bringe dem tilbage, som vi har mistet, men regeringen er med dem, som nu sørger, sagde premierministeren ifølge CNN.

    Han sagde også, at regeringen vil "vende hver en sten", og at den, som bliver fundet skyldig i ulykken, vil blive straffet hårdt.

    Det er endnu uvidst, hvad der forårsagede ulykken.

  23. Flere anholdt i Hongkong forud for 34-årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads

    Politiet pågriber en person i handelsdistriktet Causeway Bay i Hongkong. (Foto: © Louise Delmotte, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved)

    Politiet i Hongkong har anholdt mindst otte personer, dagen før 34-årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

    Blandt de anholdte er flere kunstnere, skriver det norske nyhedsbureau NRK.

    Det er forbudt at mindes ofrene for massakren på det kinesiske fastland, og de seneste år har myndighederne også slået ned på markeringer af årsdagen i Hongkong.

    Sidste år blev adskillige demokratiforkæmpere anholdt, da de ville markere årsdagen i Victoria Park i Hongkong.

    Den 4. juni 1989 rykkede kinesiske soldater og kampvogne ind på den store plads i Beijing, også kaldet Tiananmen-pladsen.

    Her gik de til angreb på ubevæbnede demonstranter, som krævede demokratiske reformer. De fleste var unge studerende.

    Det vides ikke, hvor mange der blev dræbt - nogle siger flere tusinde, andre at det var flere hundrede.

  24. Russisk guvernør: To dræbt i angreb fra Ukraine

    Nye angreb i Rusland har i dag kostet to personer livet, siger guvernøren i regionen Belgorod.

    Belgorod grænser op til Ukraine, og det er anden dag i træk, at to personer ifølge guvernøren er omkommet.

    De seneste par uger er han jævnligt kommet med oplysninger om beskydninger i regionen, som han har anklaget ukrainske styrker for at stå bag.

    Ukraine afviser at være involveret i angrebene.

    Den ukrainske regering siger, at de militser, der angriber Belgorod-regionen fra Ukraine, er russere, som er modstandere af præsident Vladimir Putins styre.

  25. Biden underskriver og hæver gældsloftet i USA

    Den amerikanske stat stod til at løbe tør for penge den 5. juni.

    Men nu er det endeligt afværget, da præsident Biden har underskrevet lovgivning, der løfter gældsloftet, så staten igen kan låne penge til at betale de offentlige udgifter.

    Det oplyser Det Hvide Hus her til aften. Samtidig sender Biden en tak til de ledende politikere i Kongressen for samarbejdet omkring aftalen.

    Det var ventet, at Joe Biden i dag ville sætte sig ved bordet og underskrive aftalen, som er blevet vedtaget i begge kamre i Kongressen de seneste dage.

    Det amerikanske gældsloft er lige nu på svimlende 31.400 milliarder dollar, men det bliver suspenderet frem til 1. januar 2025.

    Ud over at suspendere gældsloftet indeholder aftalen også nedskæringer i det offentlige forbrug.

  26. Runes næste modstander ved French Open er fundet

    Mens Holger Rune på bagkant af sin komfortable sejr tidligere på dagen nok tilbragte aftenen med benene opad, skulle danskerens kommende modstander i fjerde runde ved French Open findes.

    Her stod duellen mellem den amerikanske favorit Taylor Fritz og argentineren Francisco Cerundolo. Det blev en intens omgang, men efter næsten tre timers spil kom overraskelsen, da undertippede Cerundolo slog top-ti-spilleren Fritz i fire sæt med cifrene 3-6, 6-3, 6-4 og 7-5.

    Den danske tenniskomet har aldrig tidligere mødt argentineren, som ligger nummer 23 på verdensranglisten.

    Kampen mellem Holger Rune og Francisco Cerundolo ved grand slam-turneringen i Paris spilles på mandag.

  27. Græsk politi finder 161 kilo kokain gemt blandt bananer

    Politiet i det nordlige Grækenland har beslaglagt omkring 100 pakker med kokain, som var skjult i containere med bananer i havnebyen Thesaloniki.

    Kokainen vejede 161 kilo og vurderes til at være næsten 24 millioner kroner værd.

    Stofferne var på vej til at blive solgt i Grækenland og andre europæiske lande, oplyser det græske politi.

    For en måned siden fandt politiet også en lignende mængde kokain, som også var skjult mellem bananer fra Sydamerika.

  28. Skoler i Utah forbyder Bibelen, fordi den er 'vulgær og voldelig'

    Et skoledistrikt i den amerikanske delstat Utah har fjernet Bibelen fra grund- og mellemskolen, fordi visse passager indeholder "vulgaritet og vold".

    Davis School District nord for Salt Lake city har fjernet de kopier af Bibelen, som skolerne havde stående på hylderne, skriver BBC.

    Bibel-forbudet kommer, efter en klage fra en forælder, der mener, at King James Bible indeholder materiale, som er upassende for børn.

    Sidste år vedtog den republikanske regering i Utah en lov, som forbyder "pornografiske eller uanstændige" bøger fra skoler.

    Skoledistriktet mener dog ikke, at Bibelen er i modstrid med loven fra 2022, men at den hellige skrift indeholder "vulgaritet og vold", som ikke er egnet for mindre børn.

    Det fremgår dog ikke, hvilke afsnit af Bibelen, som er vulgære eller voldelige, eller hvorfor det lige er King James-oversættelsen, der står for skud.

    King James Bible blev udgivet første gang i 1611.

  29. 15 dræbt i voldelige protester efter fængselsdom til oppositionspolitiker

    Antallet af dræbte efter to dages demonstrationer mod regeringen i Senegal er nu oppe på 15.

    Det oplyser politiet i Senegal, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Demonstrationerne udviklede sig voldeligt i hovedstaden Dakar natten til lørdag, hvor et supermarked blev raseret og sat i brand, og mindst to tankstationer blev udsat for røveri. Biler blev også brændt af.

    Urolighederne kommer, efter at lederen af oppositionen, Ousmane Sonko, er blevet idømt to års fængsel for at have opført sig upassende over for personer under 21 år.

    Det sår tvivl om, hvorvidt han kan stille op som præsidentkandidat næste år.

    Ousmane Sonko har kaldt anklagerne for politisk motiverede.

    Et supermarked i Dakar blev brændt af under optøjerne i nat.

  30. Stort comeback af Barcelona sikrer Champions League-trofæet

    Lørdagens CL-finale i hollandske Eindhoven blev vundet af FC Barcelona. (Foto: © Daniela Porcelli, Represented by ZUMA Press)

    Efter et vanvittigt comeback sikrede fodboldklubben FC Barcelona sig lørdag trofæet i kvindernes Champions League med en sejr på 3-2 over tyske Wolfsburg i finalen.

    Spanierne kom ellers skrækkeligt fra land, da polske Ewa Pajor sendte tyskerne foran 1-0 allerede efter tre minutter. Lussingen blev fordoblet senere i første halvleg, hvor Wolfsburg tilmed bragte sig på 2-0.

    Herefter begyndte et comeback af de større.

    To gange på to minutter slog Patricia Guijarro til og udlignede finaleduellen, inden svenske Fridolina Rolfo blev matchvinder med 3-2 scoringen efter 70 minutter.

    Det er anden gang i historien, at spanierne løfter kvindefodboldens største klubtrofæ. Den første titel tog de for to år siden, da de vandt 4-0 over Chelsea med danske Pernille Harder på holdet.

Mere fra dr.dk