Det er tre uger siden, at der blev fundet så høje koncentrationer af PFAS i økologiske æggeblommer, at Fødevarestyrelsen var ude at advare om, at børn under ni år risikerer at få for mange fluorstoffer i kroppen.
DTU og Fødevarestyrelsen, der havde undersøgt æggeblommerne, pegede på, at synderen til de høje PFAS-koncentrater var det fiskemel, som indgik i hønsefoderet.
Og nu har DTU sporet indholdet i den prøve, de har analyseret.
- Den konkrete prøve af fiskemel består hovedsageligt af brisling, tobis og afskær fra sild, skriver Fødevarestyrelsen i en mail til Politiken.
- Over 95 procent af fiskene er fanget i Nordsøen, skriver styrelsen yderligere til avisen.
Alle tre fiskearter spiser plankton og befinder sig langt nede i fødekæden, hvilket bekymrer en ekspert, Politiken har talt med.
- Frygten er, at indholdet af fluorstoffer er højere, når vi kommer op til dyrene længere oppe i fødekæden, siger han.