Flere børn er såret i knivangreb i Frankrig

Små børn og mindst en voksen er kvæstet efter angreb i en park i Frankrig. Mistænkt er anholdt.

Angrebet fandt sted omkring klokken 9.45 i en park i byen Annecy, hvor børnene legede. Det siger politikilder og en lokal embedsmand til det franske nyhedsbureau AFP. (Foto: © Lionel Cironneau, Associated Press)

Flere mennesker, heriblandt børn, er her til formiddag blevet såret i et knivangreb i den franske by Annecy.

Det oplyser Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, på Twitter.

Han skriver samtidig, at den formodede gerningsmand er blevet anholdt.

- Personen blev anholdt takket være politiets meget hurtige indgriben, skriver indenrigsministeren.

Han uddyber ikke, hvor mange ofre der er tale om.

Ifølge fransk politi er der tale om seks sårede, heraf fire børn under tre år. De to sidste ofre er voksne.

Flere af de sårede børn og en af de voksne er i livsfare, skriver den franske præsident Macron på Twitter.

- Et angreb af ubetinget fejhed i morges i en park i Annecy. Flere børn og en voksen i livsfare. Nationen er i chok. Vi sender dem og også deres familier og redningsfolkene vores tanker, udtaler præsidenten.

Frankrigs præsident på Twitter. 'Angreb af absolut fejhed i morges i en park i Annecy', skriver han.

Borgmester: 'Rystende angreb'

Annecy ligger i de franske alper omkring 100 kilometer øst for storbyen Lyon.

Byens borgmester, François Astorg, kalder det for et 'rystende angreb' i et opslag på Twitter og siger, at der bliver afholdt et pressemøde ved gerningsstedet senere i dag.

- Alle mine tanker går til ofrene og familierne, udtaler borgmesteren.

Frankrigs premierminister, Elisabeth Borne, er ifølge hendes kontor på vej til Annecy.

Frankrigs parlament valgte at afbryde en debat her til formiddag for at afholde et minuts stilhed til ære for ofrene.

Artiklen er opdateret med antallet af sårede fra politiet og udtalelse fra præsident Macron.