Flere bygninger i Auschwitz-Birkenau Museet er blevet overmalet med engelsk- og tysksproget graffiti, som af ansatte betegnes som antisemitisk.
Polsk politi leder nu efter gerningsmændene, som har vandaliseret det historiske mindesmærke. En forbrydelse, som i Polen kan resultere i op til otte års fængsel. En domstol skal samtidig vurdere, om grafittien kan betegnes som antisemitisk, som ansatte mener. I så fald er der tale om en hadforbrydelse, som kan lægge tre år oveni straffen.
Det skriver AP.
Auschwitz-Birkenau var en af de mest berygtede udryddelseslejre. Nazityskland drev lejren i den sydlige del af det på daværende tidspunkt besatte Polen mellem 1940-1945, og mere end 1,1 millioner mennesker menes at være blevet dræbt i lejren.
Hændelserne fordømmes af Yad Vashem - et israelsk mindecenter for Holocaust.
- Hændelsen, på et så betydningsfuldt sted for grusomhederne begået under Holocaust, er ikke alene et angreb på ofrene, men også på de overlevende og enhver anden person, som besidder en samvittighed, siger bestyrelsesmedlem i Yad Vashem, Dani Dayan.