I det nordøstlige Indien har politiet gennemført en stor aktion for at stoppe børneægteskaber.
Flere end 1.000 personer er blevet anholdt anklaget for enten at have giftet sig med piger under den tilladte alder for ægteskab eller for at medvirke til den type ægteskaber. Det skriver The Times of India.
Det er anden gang i år, at politiet i Assam gennemfører sådan en aktion, og delstatens myndigheder har bebudet, at der er flere på vej.
FN anslår, at der findes flere end 220 millioner barnebrude i Indien, hvor den lovlige alder for at kunne blive gift er 18 år.