Det var både danske og udenlandske turister, der brugte en del af 2022 på at trække stikket under danske himmelstrøg.
Statusanalysen over turismens udvikling fra Det Nationale Turismeforum viser, at antallet af overnatninger var næsten 12 procent højere sidste år sammenlignet med i 2019.
Hotel Gilleleje Strand er et af de steder, der i 2022 havde et rekordår.
- Vi kunne helt klart godt mærke, at man havde mulighed for at komme ud at opleve noget igen, siger Gitte Artby, der er direktør og ejer af hotellet.
Analysen peger også på, at det særligt er naturen og kystområderne, der trækker turister til landet. Det mærker de netop i det nordsjællandske.
- Under corona fandt mange ud af, at det er fantastisk at være i naturen hele året. Det nyder vi selvfølgelig godt af som en kystdestination, siger Annette Sørensen, der er direktør for VisitNordsjælland.