I løbet af årets første otte måneder har 44.000 personer registreret sig som organdonor. Det er 25 procent mere end i samme periode sidste år.
Det viser en opgørelse fra sundhed.dk ifølge Ritzau.
I alt har 1,2 millioner danskere taget stilling. Og mere end en million af dem har givet enten fuld eller begrænset tilladelse til, at deres organer må doneres.
Alle over 15 år kan tage stilling til organdonation, som har været muligt siden 1970, såfremt man er erklæret hjernedød.
Men fra efteråret træder nye regler i kraft, så man også kan donere sine organer, hvis man er erklæret cirkulatorisk død.