Seneste Nyt

Flertal i EU-Parlamentet vil afskaffe asbest fuldstændig

Der skal gøres mere for at beskytte arbejdere mod det kræftfremkaldende stof asbest.

Sådan lyder opfordringen ifølge Ritzau fra et stort flertal i EU-Parlamentet, der har vedtaget en rapport om bekæmpelse af asbest i Europa.

Opfordringen kommer på baggrund af, at EU-Kommissionen ønsker at renovere 35 millioner bygninger inden 2030.

- Hvert år dør tusindvis af bygningsarbejdere, fordi de ikke har været beskyttet godt nok mod asbest, skriver Nikolaj Villumsen, EU-parlamentariker for Enhedslisten og ordfører bag rapporten, til Ritzau.

Med vedtagelsen af rapporten beder parlamentarikerne EU-Kommissionen om at fremlægge en europæisk strategi for at fjerne al asbest i Europa, inden renoveringsarbejdet begynder.

Asbest forårsager mellem 30.000 og 90.000 dødsfald årligt i EU - hovedsageligt af arbejdsrelateret kræft.

Nyheder

  1. Topembedsmand i EU sendes til anden afdeling efter betalte rejser til Qatar

    Henrik Hololei, som er generaldirektør i EU-Kommissionens transportafdeling, er blevet omplaceret til en anden afdeling efter en sag om betalte rejser til Qatar.

    Det oplyser EU-talsperson Eric Mamer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Embedsmanden har ni gange fløjet gratis på business til Qatar mellem 2015 og 2021. Flere af rejserne har angiveligt været betalt af den qatarske regering eller af organisationer tæt på regeringen, skriver mediet Politico.

    Flere af rejserne foregik, mens kommissionen forhandlede med oliestaten om en større luftfartsaftale.

    Sagen er ikke den første af sin slags. I slutningen af 2022 blev en række personer i og omkring Europa-Parlamentet afsløret i angiveligt at have taget imod penge fra Qatar og Marokko for så til gengæld at forsvare de to lande i parlamentet.

  2. Kong Charles vil styrke forholdet mellem Tyskland og Storbritannien

    Kong Charles' besøg i Tyskland er hans første officielle udlandsbesøg som konge. Men det er langtfra hans første besøg i Tyskland. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har han været der omkring 40 gange, inden han blev konge. (Foto: © Bernd Von Jutrczenka, Associated Press)

    Ved sit første udenlandske statsbesøg som konge af Storbritannien holdt kong Charles i dag en tale på blanding af tysk og engelsk.

    Til en statsmiddag ved besøget i Tyskland talte kong Charles blandt andet om forholdet mellem de to lande og sagde, at han er "aldeles sikker på", at forholdet vil "vokse sig endnu stærkere", skriver The Guardian.

    Ifølge Ritzau talte han også om krigen i Ukraine og understregede, at begge lande ønsker at "beskytte og fremme fælles demokratiske værdier".

    - Dette står repræsenteret klart i dag, mens vi står sammen med Ukraine i forsvaret for frihed og suverænitet over for uprovokeret aggression, siger kong Charles.

  3. Flere end 20 unge døde efter væbnet angreb på partimøde i DR Congo

    Flere end 20 unge mennesker har mistet livet i et væbnet angreb i byen Lubumbashi i den sydlige del af DR Congo.

    De var alle medlemmer af partiet National Union of Congolese Federalists (UNAFEC), som ifølge AFP og Ritzau har oplyst om dødsfaldene. Angrebene fandt sted i fredags, lyder meldingen.

    - Folk i militæruniformer, der blev vist rundt af en civil, fandt vores unge mennesker, der hvor de jævligt holdt møder, og begyndte at skyde løs, siger partiets formand, Jean Umba Lungange, ifølge AFP.

    Gruppen blev angrebet, da de var samlet på et partimøde. Nogle blev dræbt af skud, andre druknede i en nærliggende flod, da de forsøgte at flygte.

    En talsperson for militæret i den pågældende region i DR Congo oplyser til nyhedsbureauet AFP, at militæret ikke har kendskab til angrebet.

    På det seneste har der været en del uroligheder og adskillige voldelige angreb i det afrikanske land.

  4. Nashville mindes ofre for skoleskyderi

    I mandags blev tre børn og tre voksne dræbt under et skoleskyderi i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee, hvor der i dag afholdes mindecermoni.

    Blandt de dræbte var tre niårige skoleelever, skolens rektor og to ansatte på skolen.

    Mange af statens indbyggere er berørte af hændelsen, fortæller statens guvernør i en video på Twitter.

    - Jeg forstår, at der er smerte. Jeg forstår desperationen efter svar, siger Bill Lee.

    Han tilføjer, at "dette ikke er tidspunktet for had og vrede".

    Han fortæller også, at hans kone har været tætte venner og tidligere kollegaer med to af de dræbte, som underviste på skolen.

    • FILE PHOTO: A vehicle is towed from the property as community members pray while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr/File Photo (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Students from the nearby Harpeth Hall School pray while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Community members embrace while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  5. Restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw lockouter 3F-medlemmer

    Medlemmer af fagforeningen 3F, der arbejder på restauranterne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw, er i dag blevet lockoutet.

    Gruppen af medarbejdere bliver udelukket fra arbejdet efter længere tids problemer med at nå til enighed om en ny overenskomst.

    Mere specifikt ønsker restaurantkæderne ifølge Kosmopol at differentiere mellem de faglærte og ufaglærtes løn.

    - Vi mener, der skal være forskel på mindstelønnen for en uddannet tjener og for en ufaglært tjener uden erfaring. Systemet er så skævt, at en ufaglært tjener uden erfaring skal have en mindsteløn, der er 12 kroner højere end en faglært kok og receptionist, siger Katia Østergaard, som forhandler for restauranterne, til regionalmediet.

    Ifølge 3F København har restauranterne krævet en ny overenskomst, hvor de ufaglærte tjeneres løn sættes 30 procent ned.

    Hverken restauranternes forhandler og 3F København kan oplyse, hvor mange medarbejdere, der lockoutes, men det er "relativt få", siger Katia Østergaard til TV 2 Kosmopol.

    En del af dem, der ville blive ramt, har nemlig søgt over til andre restauranter, der har en overenskomst.

  6. Får grønt lys til at bruge 454 millioner ekstra på supersygehus i Odense

    Region Syddanmark har fået grønt lys af Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at bruge 454 millioner kroner ekstra på byggeriet af det nye universitetshospital i Odense.

    Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

    Den samlede ramme for byggeriet er nu på 8,2 milliarder kroner.

    Region Syddanmark har peget på inflation, konsekvenserne af covid-19 og krigen i Ukraine som årsager til forsinkelserne og øgede udgifter.

    - Det er udefrakommende forhold, som Region Syddanmark ikke har haft en jordisk chance for at forudse, siger fungerende regionsrådsformand Bo Libergren (V).

    I sidste måned kom det frem, at 400 rum på det nye supersygehus var blevet ramt af skimmelsvamp, og at arbejdet med at få bugt med det ville tage omkring et halvt år.

    Regionen siger, at byggeriet skrider frem efter planen, og at hospitalet ventes at stå klart i august til november 2024. Og at patienterne kan rykke ind sidst i 2025.

  7. Industrigiganter: Anti-LGBT-lovgivning kan skade Ugandas økonomi

    Google, Meta og Microsoft er blandt en lang række af virksomheder, som i dag stiller sig frem og kritiserer Ugandas anti-LGBT-lovgivning, som i sidste uge trådte i kraft.

    Dette gør industrigiganterne igennem koalitionen 'Open for Business', som arbejder for LGBT-rettigheder verden over.

    - Det er en bekymring for globale forretninger og investorer, som opererer i landet eller har planer om at investere, skriver medlemmerne i en samlet pressemeddelse.

    Kritikken kommer i kølvandet på, at Ugandas parlament har vedtaget en lov, som gør "et bredere spektrum af LGBT+-aktiviteter strafbare", herunder "forsøg på homoseksualitet".

    De seneste cirka ti år har sex mellem personer af samme køn været strafbart med livsvarigt fængsel i Uganda.

  8. Atomvagthund: Øget militær aktivitet nær Ukraines største atomkraftværk

    Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Rafael Mariano Grossi, har i dag været på sit andet besøg ved atomkraftværket i Zaporizjzja.

    Omkring kraftværket, som er Ukraines og Europas største og kontrolleret af russerne, er der sket en øget militær aktivitet, advarer atomchefen.

    - Det er tydeligt, at den militære aktivitet øges i hele denne region. Enhver forholdsregel bør blive taget, så kraftværket ikke bliver angrebet, siger han ifølge The Guardian.

    FN-organet har flere gange advaret om mulige konsekvenser ved krigshandlinger nær kraftværket.

    Grossi håber, at Rusland og Ukraine kan blive enige om nogle sikkerhedsregler. Men forhandlingerne har indtil videre ikke ledt til noget, og de russiske styrker nægter at forlade kraftværket.

  9. Syv personer fængslet i sager om 'mulige terrorangreb' i Belgien

    Syv personer er blevet fængslet i forbindelse med "mulige terrorangreb" i Belgien.

    Der er tale om fem belgiere samt en tyrker og en bulgarer.

    Fem af dem er blevet sigtet for "forberedelse af en terrorhandling", lyder det fra den belgiske anklagemyndighed.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP skulle der også være foretaget razziaer af flere hjem i hovedstaden Bruxelles samt byerne Antwerpen og Eupen.

  10. Ny aftale skal sikre kortere ventetid til psykologhjælp

    Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale, som de håber kan nedbringe ventetiderne for psykologhjælp med offentligt tilskud.

    - Aftalen skal sikre, at psykologerne kan samarbejde med andre aktører i sundhedsvæsenet, så kvalitet og sammenhæng for patienterne forbedres, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

    Der er også afsat flere penge til psykologordningen.

    Aftalen omfatter dog ikke den vederlagsfrie ordning til unge mellem 18 til 24 år, hvor der lige nu er månedlange ventetider til psykologbehandling.

    Ifølge Dansk Psykolog Forening rækker pengene i ordningen ikke til de mange unge, der har behov for hjælp.

  11. Pave Frans er på hospitalet i Rom - har infektion i luftvejene

    Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, er indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom.

    Han har en infektion i luftvejene, oplyser Vatikanet i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Paven skal derfor blive på hospitalet i et par dage, lyder det.

    Tidligere på aftenen oplyste pavens talsmand Matteo Bruni, at pave Frans' hospitalsbesøg skete i forbindelse med en planlagt rutinemæssig undersøgelse. Men det står altså værre til end det for den 86-årige pave.

    Han deltog tidligere på dagen i en ugentlig audiens i Vatikanet, hvor han virkede frisk, skriver nyhedsbureauet.

    Opdateret efter oplysning om, at paven er indlagt med en infektion.

  12. Ruslands ambassadør i Sverige kaldes til samtale efter militære trusler

    Det svenske udenrigsministerium har kaldt Ruslands ambassadør i Sverige, Viktor Tatarintsev, til samtale.

    Det sker efter udmeldinger om en militær gengældelse, hvis Sverige bliver optaget i Nato. Det oplyser udenrigsminister Tobias Billström ifølge SVT.

    Ambassadøren har i et indlæg publiceret af ambassaden i går aftes skrevet, at det vil få konsekvenser for Sverige, hvis landet bliver optaget i Nato.

    - De nye medlemmer af den fjendtlige blok bliver et legitimt mål for Ruslands gengældelsesforanstaltninger, herunder militære, lyder det fra ambassadøren ifølge SVT.

    Udenrigsminister Billström har indkaldt ambassadøren for at gøre det klart, at "Sveriges sikkerhedspolitik er bestemt af Sverige".

    - Det er vigtigt for Sverige at kunne protestere mod det, der er et åbenlyst forsøg på at påvirke, siger han ifølge SVT.

  13. Sjælden pink diamant på auktion - kan indbringe 240 millioner kroner

    • 'Den evige Diamant' bliver sendt rundt i flere lande forud for auktionen i New York. (Foto: © ANTHONY BEHAR/SIPA USA, Sipa USA)
    • En model har fået lov til at "prøve" den pink diamant. (Foto: © Ted Shaffrey, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved.)
    1 / 2

    Auktionshuset Sotheby's in New York sætter nu en sjælden pink diamant på auktion.

    "Den Evige Pink" hedder ædelstenen, og den bliver anset for at være en af de mest klare pink diamanter, som nogensinde er kommet på auktion.

    Ifølge Sotheby's er diamanten 10.57 karat og bliver vurderet til 35 millioner dollar, eller 240 millioner kroner.

    Diamanten kommer på auktion den 8. juni i New York, men vil forinden komme rundt på en "verdensturne" - så hvis du vil se den sjældne diamant, så må du tage til enten Hong Kong, Dubai, Singapore, Shanghai, Taiwan eller Schweiz i den kommende tid.

    Eller du kan jo også bare købe den, når den kommer til salg i New York.

  14. Kronprinsesse Mary tager på eksportfremstød i Milano

    I april rejser kronprinsesse Mary til Milano i Italien, hvor hun vil indlede et erhvervsfremstød. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

    Omdrejningspunktet er dansk design, og kronprinsessen indleder besøget ved udstillingen "This is Denmark" den 17. april.

    Udstillingen, der er en del af Milan Design Week 2023, har til formål at "øge opmærksomheden om dansk design og bæredygtighed for at fremme den danske eksport", lyder det i meddelelsen.

    Udover kronprinsessen deltager 17 danske virksomheder, Danmarks ambassadør i Rom og organisationerne Dansk Industri og Creative Denmark.

  15. Skyderier er den hyppigste dødsårsag for amerikanske børn og unge

    Skydevåben udgør den største årsag til, at børn og unge dør i USA.

    Skyderier var involveret i knap 19 procent af alle dødsfald blandt alle amerikanere på 18 år eller under i 2021.

    Det viser tal fra den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention ifølge CNN.

    Knap 3.600 børn og unge døde i forbindelse med skyderier i 2021.

    Dermed har skydevåben igen overgået bilulykker, som ifølge statistikken har været den hyppigste dødsårsag for målgruppen i 20 år indtil år 2020.

    Nyheden kommer, få dage efter at endnu et skoleskyderi i USA har taget livet af flere børn.

    Seks personer - heriblandt tre børn - blev mandag dræbt i et skoleskyderi i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee.

  16. Militæranalytiker mener, det er meget usandsynligt, at bjærget objekt kan kobles til eksplosion

    På 73 meters dybde har en røgbøje - eller en røggranat - ligget, og det har den gjort i en rum tid, før den i går blev bjærget.

    - Den er møgbegroet. Det er et tegn på, at den har ligget i vandet i lang tid, forklarer Johannes Riber, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

    Han tilføjer, at den muligvis har ligget der længere end Nord Stream 2-rørledningen.

    Røgbøjen er et ganske normalt objekt, der bruges til visuel markering i åbne områder.

    - Den giver en masse røg, og nogle gang giver den også noget lys, da der kan komme flammer op af den.

    - Og så står den egentlig bare og blusser, indtil den løber tom.

    Billederne viser det objekt, der er blevet bjærget fra havbunden ved Nord Stream 2-rørledningen. Den var dækket af mos, da den blev fundet, hvilket indikerer, den har ligget i vandet længe. (Foto: © Forsvarsministeriet)

    Militæranalytikeren mener, at det er meget usandsynligt, at røgbøjen har haft noget med sprægningen af Nord Stream 2-rørledningen at gøre.

    - Så skulle det være i relation til at lægge rørledningerne, men det gør man ud fra en gps, forklarer han.

    - Den er fundet på 70 meters dybde, og jeg kan simpelthen ikke se, hvad den har med Nord Stream 2 at gøre, og slet ikke med eksplosionen. Overhovedet, siger Johannes Riber.

    Objektet blev fundet tæt på rørledningen, der i september sidste år sammen med Nord Stream 1-rørledningen blev udsat for sabotage i form af fire sprængninger.

  17. Norge sløjfer au pair-ordning: Det er ikke længere kulturudveksling

    Det er slut med at have en au pair i Norge.

    Det siger arbejds- og inklusionsminister Marte Mjøs Persen ifølge den norske avis VG.

    - Det er en ordning, som ikke fungerer efter hensigten. Det er ikke længere en kulturudvekslingsordning, som det var en gang.

    - Ordningen bruges til at skaffe billig arbejdskraft i hjemmet, enten til børnepasning eller husarbejde, siger Persen til nyhedsbureauet NTB.

    Ordningen blev indført i Norge i 1969. Der er ifølge VG 1.100 personer, der arbejder som au pair i Norge.

    I Danmark er antallet af personer på au pair-ordningen faldet kraftigt de seneste år.

    Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet var der 401 aupairer i Danmark pr. 31. august 2021.

  18. 17-årig varetægtsfængslet: Affyrede skud mod bolig i Odense

    En 17-årig ung mand er ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i tre uger for at have affyret to skud mod en bolig i bydelen Seden i Odense tirsdag aften.

    Kort efter Fyns Politi fik en anmeldelse om, at der var hørt skud, ankom den første patrulje, som anholdte den 17-årige fra Aarhus-egnen.

    Politiet ved endnu ikke, hvorfor han affyrede skud, men kobler det på nuværende tidspunkt ikke sammen med bandekonflikten i Odense.

    Det siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Claus Andkjær.

    - Vi mener, at episoden kan være relateret til en helt konkret konflikt i en del af det kriminelle miljø.

    Fyns Politi vil nu være mere tilstede i Seden i forbindelse med en tryghedsskabende indsats.

  19. Forsvarer for tiltalt for Field's-skyderi: Alle ser frem til at kunne sætte et punktum

    Advokat Luise Høj, som er forsvarer for den 23-årige mand, der i dag er blevet tiltalt for at have skudt og dræbt tre personer i shoppingcenteret Field's, bekræfter, at hun i dag har modtaget sagens anklageskrift.

    - Sagen er på alle måder meget alvorlig og uhyre tragisk for alle involverede, siger forsvarsadvokaten til Ritzau.

    - Sagen er berammet og starter 12. juni. Jeg tænker, at alle - herunder også min klient - ser frem til at kunne sætte et punktum i denne sag - i hvert fald hvad angår straffesagen.

  20. Tyskland sender ny milliardstøtte til Ukraine

    Den tyske regering har besluttet at sende yderligere 12 milliarder euro - omkring 89 milliarder kroner - til Ukraine i form af militærstøtte. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    3,2 milliarder euro bliver udbetalt i år, og de resterende 8,8 milliarder skal udbetales mellem 2024 og 2032, skriver nyhedsbureauet.

    - Med pengene kan Ukraine købe våben direkte med støtte fra den tyske regering, lyder det i en udtalelse fra den tyske regering.

    - Det er nødvendigt at støtte Ukraine i så lang tid som muligt.

  21. USA godkender første modgift til opioid-overdoser uden recept

    Massevis af amerikanere af afhængige af opioider, og i 2021 døde over 100.000 amerikanere af overdoser.

    Nu skal en ny medicin være med til at få statistikken vendt.

    I dag har Food and Drog Administration (FDA), som er den myndighed i USA, der har ansvaret for blandt andet lægemidler, godkendt en ny modgift mod overdoser, der kan blive solgt uden recept.

    Det skriver CNN. Stoffet naloxon, som er en antagonist til opioider, kommer i det nye produkt i næsespray-form.

    Og når det kan blive solgt direkte over disken, skal det blive lettere tilgængeligt og være med til at nedsætte antallet af overdoser, lyder det fra FDA.

    Det nye præparat kan bruges på alle - selv børn og spædbørn, lyder det.

  22. To klimaaktivister dømt for at lime sig fast til 'Skriget' i Norge

    Edvard Munch malede 'Skriget' i 1893, og det hænger på Nationalmuseet i Oslo. (Foto: © Heiko Junge, Heiko Junge / NTB)

    To kvinder, som limede sig fast til Munch-maleriet 'Skriget', må nu til lommerne.

    De er blevet dømt til at betale henholdsvis 10.500 kroner og 17.000 kroner i bøde, skriver mediet Aftenposten.

    Nationalmuseet i Oslo måtte lukke i en kortere periode, efter de to klimaaktivister limede sig fast til det verdenskendte maleri i november sidste år.

    Der skete ikke nogen skade på maleriet, som var sikret bag sikkerhedsglas, men limrester måtte fjernes fra væggene.

  23. Svensk klimaråd: Regeringen når ikke klimamål

    Den svenske regering halter i øjeblikket efter og vil ikke nå sine klimamål med den nuværende indsats.

    Det fastslår det svenske klimapolitiske råd i en årsrapport, skriver mediet svt.se.

    Rapporten kritiserer blandt andet en skrottet bonus for elbiler, færre penge til at vedligeholde de svenske jernbaner og en nedsættelse af energiafgift på brændstof.

    - Det vil være alvorligt, hvis ændringer i Sveriges nationale politik vil føre til en stigning i udledningen af drivhusgasser, siger formanden for det klimapolitiske råd, Cecilia Hermansson.

    Sveriges klimamål er at blive CO2-neutral i 2045.

    Det Klimapolitiske Råd er et uafhængigt ekspertpanel, som vurderer effekterne af regeringens klimapolitik.

  24. Objekt ved Nord Stream 2-rørledningen er blevet bjærget

    Billederne viser det objekt, der er blevet bjærget fra havbunden ved Nord Stream 2-rørledningen. (Foto: © Forsvarsministeriet)

    Bjærgningen af objektet ved Nord Stream 2-rørledningen er afsluttet. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

    Bjærgningen blev afsluttet i går, den 28. marts, lyder det.

    Forsvaret har ifølge styrelsen oplyst, at bjærgningen blev gennemført på 73 meters dybde.

    Den foreløbige undersøgelse af objektet tyder på, at der er tale om en en tom røgbøje - eller en røggranet - som bliver brug til visuel markering, skriver Energistyrelsen. Objektet udgør ingen sikkerhedsrisiko, lyder det.

    En repræsentant fra ejerselskabet Nord Stream 2 AG deltog i bjærgningen.

    Det antennelignende objekt blev fundet tæt på rørledningen, der i september sidste år sammen med Nord Stream 1-rørledningen blev udsat for sabotage i form af fire sprængninger.

    Det er endnu ikke opklaret, præcis hvad der er sket, eller hvem der står bag.

  25. Regeringen vil fængselsstraffe personer, der bryder markedsføringsloven

    Det skal fremover kunne straffes med fængsel i op til fire måneder, hvis en virksomhed groft eller systematisk overtræder markedsføringsloven.

    Det mener regeringen.

    Lovforslaget blev i dag fremlagt af erhvervsminister Morten Bødskov (S), skriver Ritzau.

    - Desværre har vi flere gange set, at der er virksomheder, som gentagne gange simpelthen lyver, når de forsøger at sælge noget til en kunde. Det skal vi til livs, siger han i en kommentar til nyhedsbureauet.

    Gennem flere år har forbrugerombudsmanden oplevet, at virksomheder systematisk har overtrådt reglerne om vildledende markedsføring.

    I januar sidste år blev bødeniveauet for overtrædelser af markedsføringsloven hævet, skriver Ritzau.

  26. Atletikken trodser anbefalinger og holder fast i russisk udelukkelse

    Tirsdag anbefalede Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at russiske og belarusiske atleter bør kunne deltage i internationale konkurrencer, såfremt de opfylder en række kriterier.

    Beslutningen om at byde atleterne tilbage i varmen ligger dog hos de respektive forbund, og fra atletikkens side holder man fast i udelukkelsen af atleter fra Rusland og Belarus.

    Sådan lyder meldingen onsdag fra det internationale atletikforbund, World Athletics.

    - Der er ingen ændring i World Athletics' position, som vi også redegjorde for efter mødet i sidste uge, lyder det fra atletikforbundet.

    Mødet, som World Athletics refererer til, var et møde i forbundets bestyrelse, hvor det blev besluttet, at suspenderingen af russiske og belarusiske atleter fortsat skal opretholdes.

    IOC oplyste tirsdag, at man fra komiteens side endnu ikke har besluttet, hvorvidt russere og belarusere skal kunne deltage i OL næste år i Paris.

  27. Italiens regering vil forbyde laboratorie-lavet kød

    Italiens regering støtter op om et lovforslag, der vil forbyde laboratorie-lavet kød.

    Den italienske højrefløjsregering lægger vægt på både Italiens kulinariske arv og fødevaresikkerhed i sin argumentation, som støttes af den italienske landsbrugssektor.

    Beslutningen er et tilbageslag for blandt andet dyrevelfærdsgrupper, som peger på laboratorie-lavet kød som et grønt alternativ til konventionelt kød.

    Lovforslaget lægger sig i slipstrømmen af en række dekreter fra regeringen, som blandt andet forbyder brugen af mel fra insekter i pizza eller pasta, skriver BBC.

    Mens Italien bevæger sig mod et forbud, så går udviklingen den anden vej i en række lande. I Singapore fik virksomheden Eat Just grønt lys til at sælge kyllingekød, der er fremstillet i et laboratorium, tilbage i slutningen af 2020.

    Og tidligere i dag kunne vi berette, at et australsk firma har lavet en kødbolle af mammutkød for at vise, hvordan man kan dyrke kød fra celler uden at slagte dyr.

  28. Kong Charles er landet i Berlin

    Her til eftermiddag er den britiske kong Charles landet i lufthavnen i den tyske hovedstad, Berlin, hvor han indleder sit første statsbesøg som konge.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Fra det britiske hof hedder det, at besøget skal være "en vigtig europæisk gestus" for at sikre fortsat stærke forbindelser mellem Storbritannien, Tyskland og EU efter brexit.

    På den kendte boulevard Unter den Linden blafrer Storbritanniens flag, Union Jack, side om side med det tyske flag.

    Han er på rejsen til Tyskland ledsaget af sin ægtefælle, dronningegemalinde Camilla.

    Statsbesøget varer tre dage.

    • Kong Charles lander i Berlin. (Foto: © ODD Andersen, Ritzau Scanpix)
    • Soldater gør klar til at tage imod den britiske konge ved Brandenburger Tor. (Foto: © Markus Schreiber, Associated Press)
    • Liv og glade dage ved modtagelsen af Kong Charles. (Foto: © Wolfgang Rattay, Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  29. 27-årig mand sigtet for at være fuld under dødsulykke med høj fart

    En 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med en trafikulykke, hvor en 62-årig mand blev dræbt sent tirsdag aften.

    Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

    Det fortæller anklager Mads Strandberg Pedersen efter et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

    Ifølge politiet kørte han omkring 160 kilometer i timen ved påkørslen, hvor det tilladte var 80 kilometer i timen, skriver mediet sn.dk.

    Anklageren oplyser også, at han havde en promille på 1,16, som er over det tilladte.

    Den 27-årige nægter sig skyldig i både spirituskørsel og uagtsomt manddrab, skriver Ritzau.

  30. Video af militærøvelse mellem Sydkorea og USA er frigivet

    Amerikanske og sydkoreanske tropper afholder i denne uge en fælles militærøvelse.

    Ssanyong-øvelsen, som kan oversættes til "dobbeltdragen", afholdes i kystbyen Pohang i det østlige Sydkorea, og nu er en video af en del af øvelserne blevet fremlagt.

    Den fremviste øvelse foregik til lands, til vands og i luften. Det sydkoreanske militær oplyser, at omkring 30 fartøjer og 70 fly blev mobiliseret til øvelsen.

  31. Apple lancerer ny betalingsmulighed i USA: Kunder kan afbetale i rater

    Techgiganten Apple søsatte i går sin nye tjeneste Apple Pay Later i USA. Pay later betyder betal senere, og det er netop, hvad brugerne nu kan, når de forelsker sig i en vare.

    For hvis man ikke lige har nok i lommen til at betale med det samme, kan amerikanske brugere nu afdrage over fire rater på seks uger.

    Det fremgår af en meddelelse fra Apple.

    I meddelelsen omtales det af Apple selv som "lån" uden renter og uden gebyrer.

    - Der er ingen ensartet tilgang, når det kommer til, hvordan folk styrer deres økonomi. Mange mennesker leder efter fleksible betalingsmuligheder, og derfor er vi glade for at kunne give vores brugere Apple Pay Later, siger Jennifer Bailey, Apples vicepræsident for Apple Pay og Apple Wallet, i meddelelsen.

    For at benytte sig af Pay Later skal brugeren ansøge om et lån hos Apple. Herefter bliver der foretaget en kreditvurdering for at sikre, at brugeren er økonomisk stabil.

  32. 137 it-ansatte mister deres job i Region Hovedstaden

    137 it-medarbejdere i Region Hovedstaden står til at miste deres job. Afskedigelserne kommer på grund af besparelser i regionen.

    Det oplyser Region Hovedstaden til Ritzau.

    Det er Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknologi (CIMT), der skal gennemføre ændringer og omlægninger, som vil føre til opsigelserne.

    89 af medarbejderne bliver opsagt, mens 48 medarbejdere har taget imod en frivillig fratrædelsesordning.

    Regionen har tidligere varslet, at 150 medarbejdere stod til at miste deres nuværende job, men det er altså endt på 137 ansatte, inklusiv frivillige fratrædelser.

  33. Australsk firma laver kødbolle af mammut-kød

    Kødbollen blev præsenteret på videnskabsmuseet NEMO i Holland i går. (Foto: © PIROSCHKA VAN DE WOUW, Ritzau Scanpix)

    Medmindre du elsker hår i maden, lyder en kødbolle af mammut-kød ikke særligt appetitligt.

    Men det er ikke desto mindre det, som et australsk firma har lavet ved at genskabe kød fra den behårede fortidselefant.

    Det skriver The Guardian.

    Firmaet Vow har samarbejdet med ansatte ved University of Queensland om at dyrke mammut-kødet. Det skete ved at tage DNA-sekvensen fra et mammut-muskelprotein og herefter udfylde mangler i sekvensen med elefant-DNA.

    Herefter blev sekvensen placeret i stamceller fra får, hvor det kunne gro.

    Vow har lavet kødbollen for at vise, hvordan man kan dyrke kød fra celler uden at slagte dyr. Senere i år forventer firmaet at kunne servere kødboller af dyrket vagtel-kød for sultne kunder.

Mere fra dr.dk