Hvis du udelukkende besidder hårde stoffer til eget forbrug, skal du ikke straffes.
Det mener et flertal af politikere i borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, som nu vil afprøve en afkriminalisering, skriver Politiken.
- Vi har brug for et paradigmeskift i narkotikapolitikken. Essensen er, om man ser stofbrugere som kriminelle eller som nogle, der skal have et tilbud om hjælp, siger social og sundhedsordfører på rådhuset for De Radikale Katrine Kildgaard til Politiken.
Hos borgerrepræsentationen vil man nu spørge regeringen om lov til at gøre hovedstaden til en forsøgsby. Det skal dog stadig være ulovligt at fremstille, smugle og sælge hårde stoffer.
Forslaget skal diskuteres torsdag, og Venstre, Socialdemokratiet samt Enhedslisten har allerede sagt, at de vil bakke op om forslaget, skriver Politiken.