Seneste nyt
2. jul 2021

FN: 400.000 nu ramt af hungersnød i Etiopiens Tigray-region 

I de seneste tre uger er den humanitære situation i Etiopiens krigsplagede Tigray-region "forværret så dramatisk", at 400.000 mennesker nu er ramt af hungersnød. Samtidig er yderligere 1,8 millioner mennesker på kanten til hungersnød.

Sådan lyder det fra FN's nødhjælpschef, Mark Lowcock, under et møde i FN's Sikkerhedsråd i dag.

Siden november har regionen været plaget af kampe mellem Tigrays frihedsbevægelse og Etiopiens regeringsstyrker. Kampene har drevet millioner på flugt og afskåret nødhjælpsorganisationer fra at bringe hårdt tiltrængt nødhjælp ud til regionens indbyggere.

På trods af, at regeringen i sidste uge indførte en våbenhvile, er mange etiopiere stadig afskåret fra at modtage livsvigtig hjælp, lyder advarslen fra FN's Fødevareprogram, WFP.

Seneste nyt

  1. 2 min. siden

    Australien vil bruge 230 millioner ekstra til at beskytte koalaerne

    Australien har mistet 30 procent af landets koalaer på tre år, vurderer Australian Koala Foundation. (Foto: Loren Elliott)

    Australien smider nu over 230 millioner kroner ekstra ind i et forsøg på at beskytte landets koalaer.

    Det sker, efter at antallet af koalaer er faldet med foruroligende hast de seneste år på grund af tørke, naturbrande og nybyggede områder, hvor træer er blevet fældet.

    - Koalaerne er et af Australiens mest elskede og populære ikoner, og vi ønsker at bevare dem til de kommende generationer, siger Australiens premierminister, Scott Morrison, ifølge Reuters.

    Pengene skal blandt andet gå til at renovere områder, hvor pungdyret holder til, og til at studere koalaernes helbredstilstand.

  2. 29 min. siden

    Læsøfærgen og Color Line til Norge aflyser afgange

    Stormen Malik og færgeafgange er bare ikke to ting, der hører særlig godt sammen. Derfor har både Læsøfærgen og Color Line taget konsekvensen af situationen.

    Det er ventet, at stormen rammer lørdag eftermiddag, og derfor har Læsøfærgen aflyst afgangen fra Læsø i dag klokken 15.00 og fra Frederikshavn klokken 16.50.

    Søndag har man indtil videre valgt at aflyse afgangene fra Læsø klokken 6.00 og fra Frederikshavn klokken 7.50.

    Men de oplyser ligeledes, at senere afgange søndag kan blive aflyst.

    Color Line har aflyst alle deres afgange i dag mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge samt mellem Hirtshals og Larvik i Norge.

  3. 47 min. siden

    Det blæser ikke kun i Danmark - USA forbereder sig på 'historisk' snestorm

    Snevejret har allerede ramt Det Hvide Hus i Washington D.C. sent fredag aften. (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)

    Mens vi venter på stormen Malik i Danmark, så er der optræk til en voldsom snestorm på den amerikanske østkyst fra staten Maine i nord helt ned til South Carolina.

    Der er allerede aflyst over 5.000 flyafgange i landet fra fredag til søndag, og borgmesteren i storbyen Boston, Michelle Wu, siger, at stormen kan blive 'historisk'. Det skriver BBC.

    Det er den første store snestorm i fire år, og forventningen er, at der kan falde op til 61 centimeter sne i Boston-området. Rekorden er 70 centimeter. Der er også en forventning om vindstød op til orkanstyrke.

    - Rejser bør begrænses til nødsituationer. Hvis du skal rejse, skal du have et vinteroverlevelsessæt med dig. Hvis du strander, så bliv i dit køretøj, advarer den nationale vejrservice i Boston.

  4. 54 min. siden

    Tidligere Tour de France-vinder var tæt på at blive lam i begge ben

    Den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal blev indlagt på hospitalet med en 95 procents risiko for at blive lam i begge ben, efter at han stødte ind i en bus på cykel.

    Det skriver den colombianske cykelrytter fredag på Instagram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    - Efter at have haft en risiko på 95 procent for at blive lam i begge ben og næsten miste livet i færd med at gøre det, som jeg elsker, vil jeg i dag gerne takke Gud, Sabana Universitetshospital og alle dets specialister for at gøre det umulige, min familie og alle jer, skriver Bernal.

    Bernal blev for nylig bragt til hospitalet, efter at han havde været involveret i en alvorlig træningsulykke. Tour-vinderen styrtede efter at have kollideret med en bus under en træningstur i Colombia. Bernal kørte ind i bagenden af bussen.

    Sabana Universitetshospital oplyser i en udtalelse, at Bernal er i bedring, men at han stadig mangler to operationer for mindre skader på sin højre hånd og i munden. Bernal er ud over en rygoperation blevet behandlet for en kollapset lunge, en brækket knæskal og en brækket lårbensknogle i højre ben.

    De alvorlige skader efterlader stor tvivl om Bernals sæson, hvor planen var, at han skulle deltage i årets Tour de France som et af årets helt store mål.

    Bernal kører for Ineos Grenadiers. Han vandt Tour de France i 2019.

  5. I dag kl. 08:34

    Utilfredse bilister klager over rykkergebyrparkeringsbøder

    En gruppe på omkring 170 utilfredse bilister er nu klar til at anmelde parkeringsselskabet Europark og dets inkassofirma Euroinkasso for bedrageri.

    Det sker i en koordineret aktion på mandag klokken 17.

    Bilisterne klager over, at de ikke har fået besked om en ubetalt parkeringsafgift, før de pludselig modtager rykker nummer 4.

    Hverken afgiften, eller rykker 1, 2 og 3 er ifølge anmelderne blevet sendt - og det betyder, at parkeringsafgiften er vokset med rykkergebyr og inkassogebyr.

    Apcoa Parking, som står bag Europark og Euroinkasso skriver til DR, at de har været i kontakt med deres postomdelere; Bladkompagniet og Postnord, som ikke har oplevet uregelmæssigheder i postgangen.

  6. I dag kl. 08:20

    Øget kontrol af ladcykler

    Landets producenter og forhandlere af ladcykler kan se frem til øget kontrol.

    Tiltaget kommer blandt andet, efter DR's forbrugerprogram Kontant i december fortalte om flere episoder, hvor cyklister og passagerer er kommet til skade efter styrt på ladcykler.

    Det er især bremserne, der er i fokus, når det gælder sikkerheden for ladcykler.

  7. I dag kl. 08:06

    Storm betyder færre tog og aflysninger af færger

    DMI har varslet voldsomt vejr, og nogle steder meget farligt vejr med vindstød af orkanstyrke i eftermiddag.

    Det kommer til at kunne mærkes i trafikken.

    Ifølge Banedanmark vil togdriften komme til at køre på halvt blus, og færgerne er også nødt til at aflyse afgange.

    Molslinien oplyser, det blandt andet gælder Samsø og Bornholm, hvor hurtigfærger er aflyst, og der er indsat andre færger.

  8. I dag kl. 07:51

    Forsikringsselskaber indkalder ekstra folk til at tage sig af stormskader

    Der er risiko for vindstød af orkanstyrke og forhøjet vandstand flere steder, når stormen Malik rammer Danmark i eftermiddag.

    Derfor har man i flere af landets forsikringsselskaber gjort sig klar til en weekend med rødglødende telefoner og ekstra travlhed.

    - Vi har indkaldt ekstra folk, som sidder klar her i weekenden til at håndtere skaderne, siger direktør for skade i TopDanmark, Rasmus Ruby-Johansen.

  9. I dag kl. 07:38

    Ukraine sender ønskeseddel over våben til Danmark

    Tøj, legetøj og bøger er normalt en del af en ønskeliste, men den Ukraine har sendt til Danmark er noget anderledes. De har nemlig sendt en liste til Danmark over de våben, som landet skal bruge for at afværge en potentiel væbnet konflikt med Rusland.

    Det fortæller Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, ifølge Politiken.

    Det danske forsvarsministerium oplyser til mediet, at det har modtaget ønskesedlen, og at det i øjeblikket drøfter med Ukraine, om Danmark skal bidrage med cyberrådgivere. Det bliver dog ikke oplyst, om våbenbidrag kan komme på tale.

    Både Venstre og De Radikale er åbne for våbenbidrag, men udenrigsordfører fra De Radikale, Martin Lidegaard, siger til Politiken, at det skal ske i koordination med Nato eller EU.

  10. I dag kl. 07:22

    Stormen Malik er nord for Skotland - rammer Danmark til eftermiddag

    Stormen Malik er som ventet på vej mod Danmark. Den seneste opdatering fra DMI her til morgen viser, at den lige nu er nordvest for Skotland.

    Det bekræfter forventningen om, at den vil ramme Danmark til eftermiddag.

    DMI har i går udsendt et varsel for storm med vindstød op til orkanstyrke for dele af Jylland, dele af Fyn samt Nord- og Nordvestsjælland og Bornholm gældende fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag.

    I resten af landet er der udsendt varsel for stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

    Det er ventet, at stormen vil sætte sit aftryk over hele landet.

  11. I dag kl. 07:09

    Kronprins Frederiks Bro er fortsat spærret - åbner tidligst til middag

    Fredag eftermiddag blev det besluttet at lukke Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund på grund af risiko for forhøjet vandstand, og selvom det var planen at genåbne den ved midnat, så er den stadig lukket lørdag morgen.

    Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

    Beredskabet er i gang med at lægge mobile diger ud, og det er det arbejde, som har udsat genåbningen indtil middag. Det oplyses, at det også kan tage længere tid end det.

    I stedet bliver der opfordret til at benytte Kronprinsesse Marys Bro i mellemtiden.

    Det er på grund af stormen Malik, der for alvor skulle ramme til eftermiddag, at der er forhøjet vandstand.

  12. I dag kl. 06:31

    Biden vil snart sende soldater til Østeuropa

    Inden for kort tid sender USA et ukendt antal soldater til Østeuropa for at styrke forsvarsalliancen Natos tilstedeværelse. Det oplyser præsident Joe Biden fredag aften.

    Tidligere på ugen valgte USA, at 8.500 amerikanske soldater skulle i forhøjet beredskab med tanken om, at de med kort varsel udstationeres i Europa på grund af Ruslands militære optrapning på grænsen til Ukraine.

    Det er dog uvist, hvor stort et antal Joe Biden planlægger at sende til Europa.

    - Jeg vil sende soldater til Østeuropa og Nato-lande i den nærmeste fremtid. Ikke særlig mange, siger Biden.

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, har indsat omkring 100.000 soldater tæt på Ukraine. Ifølge Putin er der ingen planer om en invasion af nabolandet.

  13. I går kl. 23:48

    Danskere løber med priser på stor filmfestival i USA

    Flere film med dansk islæt har fredag aften vundet priser på USA's største uafhængige filmfestival, Sundance Film Festival.

    Det skriver Ritzau.

    'The Territory', der har danske Sigrid Dyekjær som producent, løb med publikumsprisen 'World Cinema Documentary Award' og særprisen 'Special Jury Award for Documentary Craft'.

    Og så har den danske instruktør Simon Lereng Wilmont vundet instruktørprisen for dokumentarfilmen 'A House Made of Splinters'.

    Festivalen er et vigtigt springbræt for europæiske film, hvis de skal have en mulighed for at komme ind på markedet i USA.

  14. I går kl. 22:21

    Sverige slår Frankrig og er i EM-finalen

    (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    For et år siden stod de i VM-finalen, og nu er de også klar til at spille EM-finale.

    Fredag aften slog Sveriges håndboldherrer nemlig Frankrig med 34-33 og sikrede sig en billet i finalen, der spilles søndag. Her kommer de til at møde Spanien, der tidligere i dag vandt med 29-25 over Danmark i den anden semifinale.

    Resultatet betyder også, at Danmarks modstander i bronzekampen bliver Frankrig.

    Både bronzekampen og finalen afvikles søndag, og du kan følge med på dr.dk, i LIGA på P3 og på TV 2.

  15. I går kl. 21:57

    Lasse Svan: 'Vi fortjente ikke at vinde'

    Et karrierestop lurer forude for Lasse Svan, som må sande, at han ikke når at vinde EM igen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Fløjspilleren Lasse Svan drømte om EM-guld i sin sidste slutrunde med landsholdet, men sådan skulle det ikke gå.

    Fredag aften løb den 38-årige veteran og resten af landsholdet ind i et semifinalenederlag på 25-29 til Spanien.

    Med et karrierestop til sommer kommer han ikke med til flere slutrunder, og guldet fra 2012 bliver hans eneste ved EM.

    - Lige i det øjeblik, hvor kampen sluttede, var jeg godt klar over, at jeg ikke fik en guldmedalje med hjem. Det havde jeg selvfølgelig ønsket mig. Det havde vi alle sammen.

    - Men én ting er, hvad man ønsker sig. En anden er, hvad man får og arbejder sig til. I dag må vi ærligt sige, at vi ikke havde fortjent at vinde, siger han efter nederlaget.

    Svan fik debut for landsholdet i oktober 2003. Før søndagens opgør står Lasse Svan noteret for 244 landskampe.

    /ritzau/

  16. I går kl. 21:56

    Stormvarsel får vaccine- og testudbyder til at lukke telte i og omkring København

    Det bliver ikke i weekenden, du skal en tur forbi Ofelia Plads og kviktestes, inden du skal videre på restaurant.

    Weekendens stormvarsel har nemlig fået Copenhagen Medical, der står for kviktest- og vaccinecentre i og omkring København, til at lukke for de centre, som er i et telt. I stedet opfordrer de til, at man søger mod de teststeder, som er under tag.

    Det skriver udbyderen i en pressemeddelelse. Beslutningen er taget af sikkerhedsmæssige årsager.

    Lukningen sker fra lørdag kl. 15.00 og gælder hele søndagen for følgende steder: Fælledparken, Frue Plads, Ofelia Plads, Frederiksberg Centret og Gentofte.

    Hvis man har bestilt tid til vaccine i Fælledparken i perioden, bliver den aflyst med mulighed for at booke en ny i næste uge.

  17. I går kl. 21:02

    Landsholdet havde sat næsen op efter finaleplads: 'Lige nu er vi meget skuffede'

    (Foto: Marton Monus © Ritzau Scanpix)

    Med et nederlag på 25-29 til Spanien misser Danmarks håndboldherrer EM-finalen.

    I stedet kan de nu se frem til at spille bronzekamp på søndag, men inden de retter fokus på den kamp, skal den værste skuffelse lige sænke sig først. Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen.

    - Det er svært. Lige nu er vi meget skuffede. Vi havde sat næsen op efter at skulle spille endnu en finale. Det kommer vi ikke til. Nu er det hjem og være skuffet i aften, og så kigger vi fremad i morgen på hvem, vi skal møde, siger Nikolaj Jacobsen.

    Danmark skal i bronzekampen møde taberen af semifinalen mellem Frankrig og Sverige.

  18. I går kl. 20:44

    Regeringen vil sende emballage-regningen til virksomhederne

    Hvis det står til regeringen, så skal de danske virksomheder i fremtiden selv betale for, at den emballage, de sender ud til danskerne, bliver håndteret rigtigt, når det bliver til affald.

    Som det er nu, betaler danskerne nemlig selv et såkaldt affaldsgebyr, men i et forsøg på at skære ned på forbrug og emballage foreslår regeringen altså, at den regning skal sendes til landets virksomheder.

    - Det bliver en af de store, strukturelle forandringer i affaldssektoren, når vi går til at sige, at det er dem, der producerer varerne, som allerede inden de er på hylderne, skal tænke på, hvordan man kan genanvende, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

  19. I går kl. 20:02

    Banedanmark: Stormen Malik kommer til at påvirke togtraffiken

    Stormen Malik, der kommer bragende ind over landet i morgen, kan komme til at betyde væltede træer og forhøjet vandstand.

    Derfor har Banedanmark taget de fremsynede briller på og melder allerede nu ud, at det kan komme til at betyde forsinkelser og aflysninger i togtrafikken, og at man derfor vil køre efter en ændret køreplan.

    - Hele vores landsplan er reduceret, herunder også planen for s-togene på s-banen i Storkøbenhavn, siger Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef for trafikstyringen i Banedanmark.

    Der vil efter planen være færre togafgange fra lørdag eftermiddag til og med søndag morgen, men Banedanmark opfordrer til, at man holder sig orienteret løbende på Rejseplanen, hvis man skal med toget.

  20. I går kl. 19:51

    Finalen glipper: Spanien sender håndboldherrerne ud af EM

    Danmarks håndboldherrer er ude af kampen om EM-guldet efter et nederlag til Spanien i semifinalen. (Foto: BERNADETT SZABO)

    Danmarks drømme om EM-guld er slukket.

    Det står klart efter et nederlag til Spanien på 25-29 i semifinalen.

    Første halvleg bar præg af flere tekniske fejl fra begge hold. Trods en usikker start var Danmark bedst anført af en stærk Niklas Landin i målet. Holdene gik til pause ved stillingen 14-13 til danskerne.

    Spanien kom anderledes bedst i gang efter pausen og bragte sig foran for første gang i opgøret. Mikkel Hansen og co. blev punkteret af modstandernes fælder i forsvaret og havde svært ved at passere den spanske målvogter, Gonzalo Pérez de Vargas.

    Danmark satte alt ind i slutminutterne, men det ændrede ikke på kampens udfald.

    Nederlaget betyder, at Danmark skal spille bronzekamp, mens Spanien er i finalen på søndag. De to holds modstandere bliver fundet i den anden semifinale mellem Sverige og Frankrig.

  21. I går kl. 19:22

    Dansk landsholdsspiller skifter fra Bologna til belgisk topklub

    Den 22-årige Andreas Skov Olsen skifter til belgiske Club Brugge, bekræfter Bologna fredag aften. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Efter lang tids spekulationer er fodboldfremtiden på plads for den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen.

    Han skifter fra italienske Bologna til belgiske Club Brugge, oplyser den italienske klub på sin hjemmeside. Aftalen gælder til 2026.

    Den 22-årige angriber og offensivspiller kom til Bologna i 2019, men har aldrig fået det helt store gennembrud i klubben.

    Han brød igennem i den danske Superliga, hvor han tørnede ud for FC Nordsjælland fra 2017 til 2019.

    Club Brugge indtager i øjeblikket en andenplads i den belgiske liga, Jupiler Pro League.

    /ritzau/

  22. I går kl. 19:01

    Medlemslande kræver øget indsats fra WHO efter skandalesag om seksuelt misbrug

    Verdenssundhedsorganisation (WHO) skal afsætte flere ressourcer og blive meget bedre til at håndtere sager om seksuelt misbrug.

    Sådan lyder kravet ifølge Ritzau fra mere end 50 af organisationens medlemslande.

    Beskeden kommer efter, at det i efteråret kom frem i en rapport, at over 80 nødhjælpsarbejdere - heriblandt flere ansatte ved WHO - fra 2018 til 2020 var involveret i at misbruge kvinder og piger seksuelt under et ebolaudbrud i DR Congo.

    - Vi håber at se handling fra den øverste ledelse i forhold til det her. WHO's håndtering skal styrkes, og der skal sikres en nultolerancepolitik over for manglende handling, siger Storbritanniens FN-ambassadør, Simon Hanley, på vegne af medlemslandene.

    WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, kaldte dengang sagen for "rystende læsning", men har endnu ikke kommenteret kravet fra medlemslandene.

  23. I går kl. 18:42

    Thomas Frank accepterer bøde efter Brentford-nederlag

    Thomas Frank indrømmede efter kampen, at det var dumt af ham at få det røde kort. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Den danske Brentford-træner Thomas Frank har accepteret en bøde på 8000 pund, svarende til 71.500 kroner, som han er blevet idømt af Det Engelske Fodboldforbund (FA).

    Det oplyser Brentford på sin hjemmeside.

    Det sker tre dage efter, at FA åbnede en sag mod Frank, der fik rødt kort i minutterne efter Brentfords nederlag på 1-2 til Wolverhampton i lørdags.

    Frank blev straffet for sin sprogbrug og opførsel over for dommer Peter Bankes. Situationen opstod, mens spillerne sagde tak for kampen på banen.

    - Jeg var frustreret over, at vi ikke fik et point, men jeg var relativ rolig, da jeg gik hen til dommeren. Jeg fik så et gult kort efter en konfrontation med en Wolverhampton-spiller, siger Thomas Frank.

    Derefter fulgte en ordveksling mellem Thomas Frank og dommer Peter Bankes, der kvitterede med endnu et gult kort, der blev vekslet til et rødt.

    /ritzau/

  24. I går kl. 18:32

    Alle afhøringer i Minkkommissionen er slut: Her er dagens vigtigste punkter

    Alle afhøringer i Minkkommissionen, der har til formål at kortlægge processen omkring beslutningen om at aflive alle mink, er i dag afsluttet.

    Og sidste-dagens vigtigste vidne var rigspolitichef Thorkild Fogde.

    I Retten på Frederiksberg har han i dag fortalt, at han ikke mener, at politiet har gjort noget, der ikke var hjemmel til. Men han erkendte, at det meget omtalte actioncard gik længere, end der var hjemmel til.

    Samtidig fortalte han, at han først en til to dage efter, han blev klar over, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, blev klar over, at der var brug for en hastelov.

    Det kom også frem, at planen for, hvordan aflivning af alle mink skulle foregå, var klar allerede inden ordren blev givet på et pressemøde.

  25. I går kl. 18:15

    Dansker smittet med svineinfluenza

    En dansker er blevet konstateret smittet med svineinfluenza, oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

    Men der er umiddelbart ikke grund stil stor bekymring, for seruminstituttet mener, at der er tale om et enkeltstående tilfælde.

    - Der er ikke kendskab til yderligere relaterede tilfælde i Danmark. Og der er heller ikke ved laboratorieovervågningen blevet påvist andre tilfælde med dette virus, lyder det i meddelelsen.

    Selvom den smittede har haft et alvorligt sygdomsforløb og har været indlagt på hospitalet, er vedkommende nu rask igen. SSI mener, at smitten kommer fra det slageri, hvor personen arbejder til dagligt.

    Sidste år blev der fundet svineinfluenza, der minder meget om den, der nu er fundet, i tre svinebesætninger i Danmark.

  26. I går kl. 18:10

    Bølgerne gik højt under bestikkelsessag i retten

    Den bestikkelsestiltalte tidligere afdelingschef i Rigspolitiet, Bettina Jensen, afbrød brat sin forklaring, da Københavns Byret i dag fortsatte retssagen mod hende.

    Her sidder hun anklaget for at have modtaget 790.000 kroner i bestikkelse fra en kvinde i et konsulentfirma, der ifølge anklagemyndigheden fik tildelt opgaver hos Rigspolitiet. Hun nægter sig skyldig.

    Bettina Jensens forsvarer, Anders Németh, var ikke tilfreds med de fysiske ekstrakter, som var blevet udleveret fra anklagemyndigheden. Németh mente ikke, at de fysiske eksemplarer stemte overens med de elektroniske eksemplarer.

    - Så kan jeg sige, at min klient ikke vil udtale sig, lød det fra Németh.

    Inden da havde der været en diskussion - nogen vil nok kalde det et skænderi - mellem Anders Németh og senioranklager Søren Harbo. Blandt andet mente forsvareren, at anklagemyndigheden skulle ”slappe af”.

    Det endte med, at dommeren overfor Németh måtte understrege, at der skal holdes en god tone i retten, og at det virkede til, at der kun er én i retssalen, der burde slappe af.

  27. I går kl. 17:53

    Striden med Rusland får EU og USA til at styrke deres energisamarbejde

    EU og USA vil arbejde endnu tættere sammen for at sikre, at europæerne fortsat har strøm og varme, selv hvis energiforsyningen fra Rusland skulle standse som følge af striden langs grænsen til Ukraine.

    Det er meldingen fra EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, og USA's præsident, Joe Biden.

    EU-landene importerer i dag godt 41 procent af deres naturgas fra Rusland, og derfor kan det gå hen og få alvorlige konsekvenser, hvis forsyningen eksempelvis bliver blokkeret som følge af krisen.

    - USA og EU vil i fællesskab arbejde for at sikre en fortsat, tilstrækkelig og rettidig levering af naturgas til EU fra forskellige kilder rundt om i verden. Det sker for at undgå forsyningschok, heriblandt dem, der kan opstå som følge af en yderligere russisk invasion af Ukraine, lyder det i en fællesudtalelse.

  28. I går kl. 17:36

    Kronprins Frederiks Bro spærret i begge retninger

    Kronprins Frederiks Bro, der går over Roskilde Fjord, er spærret i begge retninger for al trafik. Det skriver Frederikssund Kommune.

    Det skyldes forhøjet vandstand på grund af det kraftige blæsevejr, og broen forventes tidligst at blive genåbnet til midnat.

    Kommunen opfordrer til, at man i stedet for benytter Kronprinsesse Marys Bro i mellemtiden. Du kan holde dig opdateret på Frederikssunds Kommunes hjemmeside.

    Foto: Screenshot fra Vejdirektoratets twitterprofil
  29. I går kl. 17:36

    Danmarks semifinale mod Spanien rykkes med et kvarter

    Danmark skulle oprindeligt spille semifinale ved EM i håndbold mod Spanien fredag klokken 18.

    Men den kamp er nu blevet rykket med et kvarter, så den nu starter klokken 18.15.

    Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF red.) til TV 2 Sport.

    - Det er rigtig ærgerligt, at sådan en beslutning skal træffes med så kort varsel. Vi har spillere, der har løbet ud i gangen og startet deres opvarmning, siger Morten Henriksen, der er sportschef i DHF, til TV 2 Sport.

    Udsættelsen skyldes, at kampen om femte- og sjettepladsen mellem Island og Norge gik i forlænget spilletid og derfor rykkede kampprogrammet.

    Kampen mellem Danmark og Spanien kan følges på dr.dk, høres direkte i LIGA på P3 og ses på TV2.

  30. I går kl. 17:35

    Putin og Macron er enige om at nedtrappe Ukraine-konflikt

    Vladimir Putin og Emmanuel Macron er fredag blevet enige om, at der er behov for en nedtrapning af Ruslands igangværende konflikt med Ukraine. Det oplyser Frankrigs præsidentkontor efter et videoopkald mellem de to.

    Den franske præsident Macron sagde i opkaldet samtidig, at Rusland og præsident Putin skal respektere Ukraines suverænitet.

    Rusland har opmarcheret flere end 100.000 soldater ved den ukrainske grænse. Det har fået Vesten til at frygte en russisk invasion af Ukraine.

    - Præsident Putin gav ikke udtryk for planer om en offensiv, og han vil gerne fortsætte samtalerne med Frankrig og vores allierede, siger en embedsmand fra det franske præsidentkontor.

    Ifølge Kreml gav Putin udtryk for, at Nato og Vesten ignorerer Ruslands bekymringer vedrørende Ukraine, men at Rusland vil afholde sig fra at gøre noget lige nu.

    /ritzau/AFP

  31. I går kl. 17:14

    Minister får kritik for at sige, at EU-Domstolen er på forbryderens side

    EU-Domstolen er "aktivistisk" og "politisk", og i spørgsmålet om overvågning af borgernes teledata står den på forbrydernes side.

    Nogenlunde sådan lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag på et samråd på Christiansborg, og den udtalelse får nu to juraprofessorer til at rette heftig kritik af ministeren.

    - Jeg er fundamentalt uenig i, at EU-Domstolen står på forbrydernes side. Frie og uafhængige domstole er hjørnestenen i et retssamfund, og dem bør vi værne om, siger direktør Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    Samrådet handlede om den ulovlige praksis, som skiftende regeringer har haft, hvor informationer om danskernes mobiltelefoner registreres og gemmes af teleselskaber. Hækkerup ønsker i vid udstrækning at videreføre praksissen.

  32. I går kl. 16:56

    Demonstranter anholdt: Nægtede at forlade Københavns Rådhus

    Fredag eftermiddag er otte demonstranter blevet anholdt på Københavns Rådhus, efter de nægtede at forlade stedet.

    Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

    Demonstranterne var ifølge TV2 Lorry blevet inviteret til møde med miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL), efter de havde demonstreret på Rådhuspladsen for at bevare naturområdet Amager Fælled i København.

    Efter mødet forlod de fleste demonstranter Rådhuset. Men otte blev tilbage.

    De blev løsladt igen klokken 16. Med sig fik de dog en sigtelse for husfredskrænkelse.

  33. I går kl. 16:37

    Bro kollapset i Pittsburgh: 10 er såret

    This image courtesy of Pittsburgh Public Safety shows a collapsed bridge in Pittsburgh, Pennsylvania, on January 28, 2022. - The snow-covered bridge collapsed Friday morning, Pittsburgh Public Safety said in a tweet.No fatalities have been reported, Pittsburgh Mayor Ed Gainey said in a news conference at the scene. The collapse comes hours before US President Joe Biden was expected to visit the city to discuss infrastructure, jobs, and the suply chain. (Photo by Pittsburgh Public Safety / AFP) / RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY CREDIT "AFP PHOTO / Pittsburgh Public Safety" - NO MARKETING - NO ADVERTISING CAMPAIGNS - DISTRIBUTED AS A SERVICE TO CLIENTS (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    En bro i den amerikanske by Pittsburgh i staten Pennsylvania er i dag kollapset. Ifølge lokale myndigheder er 10 personer kommet til skade, men der meldes ikke om nogen døde.

    - Den gode nyhed er, at der i øjeblikket ikke er nogen dødsfald, og vi vil bede for, at det forbliver sådan. Vi var heldige, siger Pittsburghs borgmester Ed Gainey ifølge Washington Post.

    Kollapset af broen sker bare få timer før, at USA’s præsident skulle have besøgt Pittsburgh for at tale om netop infrastruktur som broer og veje.

    Årsagen til kollapset er endnu ukendt, men en undersøgelse er iværksat. Ifølge borgmesteren blev broen seneste inspiceret i september sidste år.

  34. I går kl. 16:18

    Indrejserestriktionerne forlænges i fire uger - dog med lempelser

    Indrejsekravene til Danmark forlænges frem til den 28. februar, samtidig med at en del af restriktionerne lempes.

    Det har Epidemiudvalget i dag besluttet, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    Lempelserne består i, at det fra på tirsdag ikke længere er alle, der skal testes, inden de rejser ind i Danmark. Personer med vaccinebevis eller tidligere smittede kan indrejse uden krav, oplyser ministeriet.

    Personer, som ikke er vaccineret eller tidligere smittet, skal tage en test senest et døgn efter indrejse, hvis de kommer fra EU eller Schengen-lande. Medmindre de har en negativ test taget før indrejse.

    Hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet og rejser fra lande uden for EU eller Schengen, skal man være opmærksom på status på det land, man rejser fra.

  35. I går kl. 16:00

    21-årig mand dømt for at kvæle kvinde ihjel på psykiatrisk hospital

    En 21-årig mand blev torsdag dømt i Retten i Nykøbing Falster for at have kvalt en kvinde ihjel, da han var indlagt på Oringe Psykiatriske Hospitals afdeling S1 i Vordingborg.

    39-årige Stine Kitt Jørgensen, der er offer for forbrydelsen, var også patient på Oringe.

    Den 21-årige mand er idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid efter bare én dag i retten. Den korte procedure skyldes, at han erkendte drabet.

    Kvælningen foregik både med halsgreb, ved hjælp af en cykellås om halsen og med mandens knæ på offerets hals.

    Efter drabet tog manden en selfie og et billede af den dræbte kvinde, som han sendte til sin ven over Snapchat. Herefter ringede vennen til afdelingen, som efterfølgende fandt Stine død.

  36. I går kl. 15:50

    Statsanklager tager kritisk kig på Barcelonas tidligere ledelse

    Den nuværende Barcelona-ledelse har indgivet en klage mod Josep Maria Bartomeus tidligere styre. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix Denmark)

    Den tidligere ledelse i FC Barcelona med præsident Josep Maria Bartomeu i spidsen bliver undersøgt af den spanske statsanklager.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Det sker, efter at den nuværende ledelse med præsident Joan Laporta ved roret onsdag har indgivet en klage.

    Det er umiddelbart uklart, hvad Laporta og den nuværende ledelse har gjort statsanklageren opmærksom på.

    Joan Laporta har dog tidligere kritiseret Bartomeu for at bringe fodboldklubben i økonomisk uføre og tæt på konkurs under sin ledelse fra 2014 til 2020.

    Beskyldningerne er gået på, at fodboldklubben i perioden betalte for høje lønninger og transfersummer.

    Josep Maria Bartomeu har dog afvist påstandene og blandt andet hævdet, at lønningerne har fulgt indtægtsniveauet.

    /ritzau/AFP

  37. I går kl. 15:32

    Omikron står for mere end 70 procent af alle smittetilfælde siden coronaens begyndelse

    Smitten er gået amok, siden omikron gjorde sit indtog, og nu viser nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) præcis hvor meget amok.

    Siden den nye smittevariant ramte landet den 28. november sidste år, er i alt 1,16 millioner danskere nemlig blevet testet positiv for corona.

    Det betyder, at de seneste to måneders positive prøver udgør mere end 70 procent af alle smittetilfælde, der er registreret i Danmark under hele coronaepidemien.

    Omikron har dog ikke har udgjort alle smittetilfælde siden november, da deltavarianten var dominerende indtil midten af december. Men i 2022 har omikron udgjort stort set alle de prøver, man har undersøgt.

    I alt er mere end hver fjerde dansker testet positiv under epidemien.

  38. I går kl. 14:58

    Advokat om 32-årige kvindes krav om at få statsborgerskab igen: 'Det privilegium gør hun sig ikke fortjent til'

    Der er ingen tvivl om, at en 32-årig dansk-marrokansk kvinde ikke bør få sit danske statsborgerskab tilbage.

    Sådan lyder det fra advokat Søren Horsbøl Jensen i Østre Landsret.

    Her repræsenterer han Udlændinge- og Integrationsministeriet, fordi kvinden har sagsøgt staten for at få sit statsborgerskab retur.

    Det fik hun frataget administrativt i 2019, fordi hun har opholdt sig i Syrien hos terrorgruppen Islamisk Stat.

    - Det væsentligste grundlag for fratagelsen er oplysninger fra kvinden selv. Nemlig hvad hun har fortalt i en artikel til Weekendavisen, siger Søren Horsbøl Jensen.

    I artiklen fortæller kvinden blandt andet, at hun er 'en stolt husmor i Islamisk Stats hjertekammer'.

    Derfor mener Søren Horsbøl Jensen, at det er helt efter bogen, at hun ikke længere er dansk.

    - Det privilegium gør hun sig ikke fortjent til på grund af den handlemåde, hun har udvist.

    Sagen er den første af sin art og bliver afgjort den 28. marts.

  39. I går kl. 14:55

    Bramsen efter møde: Flere lande bliver måske nødt til at følge Danmark ud af Mali

    Det er måske ikke kun Danmark, der bliver nødt til at trække sine specialstyrker ud af Mali.

    Alle de øvrige lande, som bidrager til at bekæmpe terrorisme i en række vestafrikanske lande vil i løbet af de næste 14 dage beslutte, om de vil gøre det samme.

    Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter et møde med 16 europæiske forsvarsministerkollegaer.

    - Der er selvfølgelig en bekymring fra vores partnerlande, i forhold til, hvordan de kommer til at agere fremadrettet. Allerede i dag er der lagt store hindringer i vejen for, at vores partnerlande rent faktisk kan udføre deres arbejde i Mali, siger Bramsen.

    Regeringen meddelte torsdag, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Mali, fordi overgangsstyret i landet ikke mener, at de har tilladelse til at være der.

  40. I går kl. 14:45

    Weekendens storm vil påvirke færgetrafikken i store dele af landet

    Har du planlagt en færgetur i løbet af weekenden, er der stor sandsynlighed for, at stormen Malik kommer til at påvirke dine planer.

    Store dele af Molslinjens færger vil nemlig være generet af stormen, som kan have vindstød op til orkanstyrke, der rammer Danmark lørdag og søndag. Det oplyser Molslinjen til DR Nyheder.

    På turene til og fra Bornholm bliver afgangene med Express 2 aflyst, og i stedet er det færgen Povl Anker, der bliver sat ind.

    Hvorvidt stormen kommer til at påvirke hurtigfærgerne på Kattegat, vil vejrprognoserne afgøre i morgen.

    Det er også forventet, at færgerne på Samsølinjen og Alslinjen vil blive påvirket af aflysninger.

  41. I går kl. 14:24

    To mænd udvises for grov afpresning og brandstiftelse

    I alt tre mænd er blevet dømt ved retten i Herning for i 2020 at have afpresset en virksomhedsejer og ejerne af en kiosk i Ikast. Det skriver Ritzau.

    De tre mænd er desuden blevet dømt for at have brændt en bygning ned til 25 millioner kroner, og det var angiveligt en del af afpresningen, ligesom det fremgår af anklageskriftet, at de truede med, at de var en del af banden Loyal to Familia.

    Den ene af mændene har fået fængsel i syv år og seks måneder. De to andre straffes med fem et halvt år. Derudover bliver to af mændene udvist af Danmark.

    Alle tre mænd har anket deres dom til landsretten.

  42. I går kl. 14:22

    To coronaramte spaniere ude mod Danmark

    Spanien må undvære højrefløjen Ferrán Solé og målmandsreserven Sergey Hernández i semifinalen mod Danmark.

    Det Spanske Håndboldforbund oplyser, at de to spillere er testet positive for coronavirus.

    Solé og Hernández har det begge godt, men de er nu isoleret fra resten af det spanske hold.

    Ferrán Solé har været involveret i Spaniens syv første kampe under slutrunden og bidraget med 19 scoringer.

    Målmanden Sergey Hernández har blot været i aktion i en enkelt kamp for Spanien.

    Danmark og Spanien står over for hinanden i Budapest klokken 18.00.

  43. I går kl. 14:20

    To millioner ramt af hungersnød i Etiopien, konkluderer FN-rapport

    Tigray-provinsen i Etiopien er ramt af en omfattende hungersnød (Foto: WFP/Claire Nevill)

    To millioner mennesker i Etiopien lider under en ekstrem mangel på mad. Det er til næsten 40 procent af befolkningen i landets Tigray-provins. Sådan lyder det i en ny rapport fra FN’s World Food Program, der udkommer i dag.

    15 måneders konflikt i området betyder, at mere end ni millioner mennesker i de konfliktramte regioner nu har brug for humanitær støtte, står der i rapporten.

    - Denne dystre vurdering understreger igen, at folk i det nordlige Etiopien har brug for mere humanitær assistance, og de har brug for det nu, siger Michael Dunford, der er regionsdirektør i Østafrika for World Food Program.

    Ifølge rapporten mangler World Food Programs indsats i det nordlige Etiopien 2,2 milliarder kroner for at kunne levere hjælp det næste halve år. Den nuværende kapacitet vil begynde at løbe tør i februar.

  44. I går kl. 14:20

    Regeringen vil kræve ordentlige arbejdsforhold i mediebranchen

    Som en del af det kommende medieforlig vil regeringen kræve, at at der er ordentlige arbejdsforhold i medie- og filmbranchen. Det skriver Ritzau.

    - Jeg mener principielt, at hvis vi støtter med vores fælles skattekroner, så skal det grundlæggende foregå efter de overenskomstregler, der er gælder på det danske arbejdsmarked, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og fortsætter:

    - Vi forventer alle sammen, at når vi møder på arbejde, så har vi ordentlige vilkår og en løn, man kan leve af.

    Men forslaget møder kritik fra brancheorganisationen Danske Medier, der ikke mener, man bør kæde medieforhandlingerne sammen med arbejdsmarkedspolitik.

  45. I går kl. 14:00

    53.655 personer er smittet med corona det seneste døgn

    Det seneste døgn er der konstateret 53.655 smittetilfælde med corona, oplyser Statens Serum Institut.

    Endnu engang er der sat smitterekord.

    De smittede er fundet blandt 245.522 pcr-test. Det giver en positivprocent på 21,7. Det vil sige, at over hver femte test har været positiv.

    Der er 3.263 reinfektioner.

    Antallet af indlagte stiger med 12 til 967. Af dem er 230 personer indlagt på psykiatrien.

    Yderligere 26 er døde med corona.

    33 personer er på intensiv, hvoraf 19 af dem har brug for en respirator.

  46. I går kl. 13:49

    24-årig mand idømt knap fire års fængsel efter dødskørsel, som kostede 19-årig kvinde livet

    En 24-årig mand får tre år og ni måneders fængsel efter at have kørt en 19-årig kvinde ihjel en sommernat i 2021.

    Det har Københavns Byret netop besluttet, skriver Ritzau.

    Manden er blevet dømt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - blandt andet flygtede han efter påkørslen fra stedet.

    Kvinden kom cyklende i krydset Englandsvej/Sundholmsvej på Amager, da manden kørte over for rødt og ramte hende.

    I bilen sad også tre andre - to mænd på 24 år og 25 år og en 18-årig kvinde.

    Den 25-årige er blevet idømt en betinget straf på 60 dage, mens den 24-årige får en ubetinget fængselsstraf. Den 18-årige kvinde skal mentalundersøges, og derfor får hun først en straf senere.

    De er skyldige i at have flygtet fra stedet og dermed ikke have kommet en nødstedt til undsætning.

  47. I går kl. 13:44

    Regeringen vil kræve ordentlige arbejdsforhold i mediebranchen

    Som en del af det kommende medieforlig vil regingen kræve, at at der er ordentlige arbejdsforhold i medie- og filmbranchen. Det skriver Ritzau.

    - Jeg mener principielt, at hvis vi støtter med vores fælles skattekroner, så skal det grundlæggende foregå efter de overenskomstregler, der er gælder på det danske arbejdsmarked

    - Vi forventer alle sammen, at når vi møder på arbejde, så har vi ordentlige vilkår og en løn, man kan leve af, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

    Men forslaget møder kritik fra brancheorganisationen Danske Medier, der ikke mener, man bør kæde medieforhandlingerne sammen med arbejdsmarkedspolitik.

  48. I går kl. 13:38

    54-årig mand tiltalt for at have distribueret sæd skal betale en bøde

    En 54-årig mand, der er tiltalt for at have distribueret sæd uden tilladelse, går med til at betale en bøde.

    Politiet har tidligere oplyst, at manden risikerede en bøde på 100.000 kroner. Men hvilket beløb han ender med at skulle betale, kan specialanklageren ikke oplyse om.

    Bøden får den 54-årige mand for i en periode fra oktober 2017 til marts 2020 at have transporteret og leveret sæd til kvinder i Danmark.

    Det skete uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket er en overtrædelse af vævsloven.

    I mindst fem tilfælde har manden transporteret og leveret sin egen sæd til kvinder i Danmark.

  49. I går kl. 13:17

    Barer og værtshuse kan droppe nogle restriktioner allerede mandag aften

    Regeringen har besluttet, at barer og værtshuse kan holde åbent hele mandag aften og dermed kan slippe restriktionerne lidt tidligere, end der ellers var lagt op til.

    Det skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Facebook.

    Derfor undgår man en situation, hvor værtshusene i praksis skulle lukke ned klokken 23 for så at have lov til at åbne igen fra midnat. Der må også serveres alkohol efter klokken 22.

    - Vi kan ikke lade firkantede skrivebordsregler spænde ben for en god genåbning ude i restauranternes virkelighed, skriver ministeren på Facebook.

    Erhvervsministeriet oplyser overfor DR Nyheder, at det også gælder salg af alkohol i detailhandlen.

    (Foto: (screendump Facebook))
  50. I går kl. 13:01

    Nu bliver den strandede næbhval obduceret i Kolding

    Obduktionen i gang på havnen i Kolding. (Foto: Hanne Høier © DR)

    En sjælden næbhval, som for få dage siden blev konstateret død i Kolding Fjord, røg tidligere i dag på land, og nu er obduktionen i gang.

    Det sker på havnen i Kolding, hvor mange er mødt op for at følge med. Alt fra nysgerige borgere, til forskere og eksperter fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

    - Vi vil gerne lære mere om arten, så derfor er sådan en strandet hval jo rigtig værdigfuld i forbindelse med forskning i havpattedyr, siger Charlotte Bie Thøstesen, museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.

    Hvalen er lige over syv meter og vejer tre ton.

Mere fra dr.dk