Menneskeheden har "åbnet porten til helvede" ved at lade klimakrisen løbe løbsk.
Det siger FN's generalsekretær, António Guterres, onsdag ved FN's Generalforsamling i New York ifølge mediet The Guardian.
- Vi er nødt til at indhente den tid, vi har tabt til tøven, armvridning og grådighed fra indgroede interesser, der tjener milliarder på fossile brændstoffer, siger han.
Udtalelserne faldt på, hvad Guterres har kaldt et klimamøde "uden sludder".
Hverken USA eller Kina, de to lande med den største CO2-udledning, var inviteret til at tale på mødet, da de ifølge FN-chefen ikke er ambitiøse nok.
Men netop rige lande har pligt til at komme så tæt som muligt på nuludledning i 2040. Guterres bed på mødet mærke i, at en nylig analyse fra FN peger på, at det for nuværende ser næsten umuligt ud at nå.
- Mange af de fattigste lande har ret til at være vrede over, at de lider under en klimakrise, som de ikke har skabt, vrede over lovet finansiering, som ikke har materialiseret sig, og vrede over at deres låneomkostninger er skyhøje, siger Guterres.