Op mod en halv million mennesker forventes at flygte fra Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.
Det er i hvert fald det scenarie, som FN's flygtningeorganistaion, UNHCR, forbereder sig på, oplyser vicehøjkommissær for flygtninge Kelly Clements ifølge Ritzau.
På et pressemøde fredag appellerer hun til Afghanistans nabolande og beder dem holde grænserne åbne for de afghanere, der søger i sikkerhed.
- Vi har endnu ikke set afghanere søge ud af landet i stort antal, men situationen i Afghanistan har udviklet sig hurtigere, end nogen forventede, siger Clements ifølge Reuters og tilføjer:
- Vi forbereder os på omkring 500.000 nye flygtninge i regionen. Det er det værste scenarie.