FN: Hård nordkoreansk coronanedlukning kan få 'katastrofale konsekvenser'
Spredningen af coronavirus i Nordkorea kan "få katastrofale konsekvenser for menneskerettighedssituationen i landet".
Sådan lyder det ifølge Reuters fra Liz Throssell, der er talsperson for FN's kontor for menneskerettigheder. Hun frygter blandt andet, at befolkningens basale behov som adgang til mad vil blive alvorligt stækket som konsekvens af coronatiltagene.
Siden Nordkorea i sidste uge registrerede landets første officielle smitteudbrud med coronavirus, har det isolerede regime meldt om en voldsom stigning i antallet af borgere med "feber".
Og det er ikke en udvikling, styret tager let på i landet, der som et af de eneste i verden ikke har rullet et vaccinationsprogram ud.
Ifølge det statsejede nordkoreanske medie KCNA er militæret således blevet sat ind for at uddele medicin til befolkningen. En befolkning, der ifølge Reuters samtidig er blevet underlagt strenge rejserestriktioner og vidtgående krav om isolation.