FN: Palæstinensisk journalist blev dræbt af israelske styrker
Det var israelske styrker, der affyrede de skud, som journalisten Shireen Abu Akleh, der arbejdede for tv-stationen Al Jazeera, blev dræbt af den 11. maj.
Den konklusion er Sekretariatet for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) nået frem til.
- Vi mener, at de skud, der dræbte Abu Akleh, kom fra israelske sikkerhedsstyrker, siger OHCHR-talskvinde Ravina Shamdasani og tilføjer, at det er foruroligende, at de israelske myndigheder ikke har foretaget en kriminalefterforskning.
Konklusionen er baseret på oplysninger fra både israelsk militær og den palæstinensiske rigsadvokat.
Den palæstinensisk-amerikanske journalist blev dræbt, da hun dækkede en israelsk militæroperation i en flygtningelejr i byen Jenin.
Den israelske hærs egen undersøgelse har konkluderet, at journalisten ikke med overlæg blev skudt af en israelsk soldat - og at det i øvrigt ikke er muligt at afklare, om hun blev dræbt af en bevæbnet palæstinenser, der skød omkring sig, eller af uforvarende af en israelsk soldat.