Seneste Nyt

FN's atomeksperter skal undersøge de påståede 'beskidte bomber' i Ukraine

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der hører under FN, er atter på vej til Ukraine.

Denne gang for at undersøge, om der er hold i Ruslands anklager om, at Ukraine forbereder sig på at bruge de såkaldte "beskidte bomber" - en bombetype som indeholder radioaktivt materiale.

Besøget fra IAEA finder sted efter anmodning fra Ukraine, fortæller Rafael Grossi, der er generaldirektør for agenturet.

Rusland har fortsat ikke fremlagt beviser for sine påstande om "beskidte bomber", som også afvises af Nato.

Nyheder

  1. Parkering i Aalborg Lufthavn kommer til at koste 20 kroner i døgnet

    Aalborg Lufthavn har netop meldt ud, at det ikke længere vil være gratis at parkere i lufthavnen.

    Fra den 20. april kommer det til at koste 20 kroner per påbegyndt 24 timer. Den første time er dog gratis.

    I Billund Lufthavn og Aarhus Airport koster det 80 kroner i døgnet for den billigste mulighed for langtidsparkering. I Kastrup Lufthavn koster det mellem 57-170 kroner per døgn for de billigste muligheder.

    Det er blandt andet coronapandemien, der spiller ind i de nye parkeringspriser i Aalborg Lufthavn, fordi pandemien satte et økonomisk aftryk på hele luftfartsbranchen.

  2. Japansk politi anholder embedsmand for OL-svindel

    Japanske anklagere har anholdt en tidligere højtstående embedsmand fra OL-organisationskomitéen i 2020 for påstået svindel i forbindelse med legene i den japanske hovedstad.

    I samme sag er tre forretningsmænd blevet anholdt.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    De fire mænd er anklaget for at manipulere en række bud og udbudskontrakter i forbindelse med OL til en samlet værdi af mere end 305 millioner dollar - svarende til godt 2,1 milliard kroner, skriver lokale medier ifølge AFP.

    De øvrige anholdte kommer fra tv- og produktionsselskabet Fuji Creative Corp, reklamegiganten Dentsu og begivenhedsoperatøren Cerespo.

    OL i Tokyo skulle have været afholdt i sommeren 2020, men på grund af coronapandemien blev begivenheden først afviklet et år senere.

    /Ritzau/

  3. Den engelske kirke vil undersøge, om gud kan omtales med kønsneutrale ord

    Er gud en 'han'?

    Dét spørgsmål skal behandles i den engelske kirke, som snart vil kigge nærmere på, om man i fremtiden kan referere til gud med kønsneutrale ord i stedet.

    Ifølge The Guardian vil den engelske kirke lancere en ny kommission, der skal undersøge sagen til foråret. Ifølge avisen er de nærmere detaljer om projektet endnu ikke på plads.

    Kommissionen er sat i arbejde, efter præster har spurgt om tilladelse til at bruge kønsneutrale ord.

    Ifølge biskop og næstformand for den liturgiske kommission Michael Ipgrave, der har ansvaret for sagen, har kirken ”udforsket brugen af kønsbestemt sprog i forhold til gud i flere år”.

  4. Zelenskyj besøger Storbritannien i dag

    Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil i dag besøge Storbritannien.

    Her skal han blandt andet møde den britiske premierminister og besøge de ukrainske tropper, som for tiden bliver trænet af britiske soldater.

    Det bekræfter den britiske premierministers kontor ifølge The Guardian.

    - Præsident Zelenskyjs besøg i Storbritannien er et vidnesbyrd om hans lands mod, beslutsomhed og kamp, og et vidnesbyrd om det ubrydelige venskab mellem vores to lande, udtaler den britiske premierminister Rishi Sunak.

    Det er anden gang, at præsidenten forlader sit hjemland for at rejse på et officielt besøg. Første gang besøgte han USA's præsident, Joe Biden.

  5. Danmark har det laveste antal svin i 25 år

    I 2007 var der ifølge Danmarks Statistik 13,6 millioner svin i Danmark - det højeste siden 1998. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

    11,5 millioner svin lyder måske som mange, men det er faktisk det laveste antal, Danmark har haft i 25 år.

    Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

    Sammenlignet med januar sidste år var der 1,6 millioner færre svin herhjemme 1. januar i år.

    Årsagen er dårlig økonomi i produktionen, der har betydet, at flere producenter helt eller delvist lukker, skriver Danmarks Statistik.

    Også i nabolandet Tyskland er svinebestanden for nedadgående. De seneste tal viser en nedgang på ti procent og en samlet bestand i landet på 21,3 millioner svin.

  6. Shiyar fra Rønne har mistet flere familiemedlemmer i jordskælvet

    Det er stadig svært at kommunikere med familien i Syrien, fordi de ikke har adgang til internettet mange steder, siger Shiyar Mohammad Battal.

    I Rønne sidder Shiyar Mohammad Battal sammen med sin kone og tre små børn og følger udviklingen, efter jordskælvene ramte i Syrien og Tyrkiet.

    Han kommer selv fra området og har familie i en af de ramte syriske provinser.

    I aftes kom meldingen om, at hans fætter, hans kone og fem børn var fundet omkomne i murbrokkerne efter 40 timer, mens både hans forældre og hans ene bror og familie har overlevet.

    De bor dog i deres biler, fordi de ikke tør være i deres huse af frygt for, at de styrter sammen i et af de mange efterskælv.

    - Det er frygteligt at sidde her uden at kunne gøre noget, når jeg ved, at de mangler mad, rent drikkevand, tæpper og medicin - og at de bor i kolde biler, for det er tre-fire grader og regn i området, siger Shiyar Mohammad Battal.

  7. Vestas kom ud af 2022 med milliardunderskud

    Energikrisen og den høje inflation har ikke været en rar omgang for vindmølleproducenten Vestas, der fik et ringe regnskabsår i 2022.

    Selskabet kom ud af året med et underskud på knap 12 milliarder kroner i 2022, og det er første gang i ti år, at Vestas' regnskab ender i minus.

    Det har kostet selskabet dyrt, at der har været stigende udgifter til energi og råvarer, og nu kommer selskabet til at hæve priserne på vindmøller. Det skriver Ritzau.

    Vestas forventer fortsat et lavere aktivitetsniveau i år, og det ventes at påvirke omsætningen negativt.

    Omsætningen ventes i 2023 at lande på mellem 104 og 115 milliarder kroner.

  8. Red Barnet opfordrer forældre til at tale med børn om jordskælvet

    Voldsomme billeder af jordskælvet i Tyrkiet og Syrien er ikke til at undgå for tiden - heller ikke for børn. Og det kan skabe stor utryghed for de yngste.

    Derfor giver det god mening at tage snakken med dem og forsikre dem om, at det ikke kommer til at ske i Danmark.

    Sådan lyder opfordringen fra Red Barnet, der også råder til at vise medfølelse over for ofrene sammen med børnene, og lade dem fortælle om, hvad de har set og hørt om jordskælvet, så de ikke brænder inde med det.

    - På den måde kan man skabe øget tryghed og undgå unødvendig frygt hos børnene, siger psykolog i Red Barnet Per Frederiksen i en pressemeddelelse.

    Husk også at være særligt opmærksom på børn med tilknytning til de berørte lande, lyder det fra organisationen.

  9. Regeringen vil afskaffe økonomisk straf til pensionister med arbejde

    Folkepensionen skal ikke blive mindre, hvis pensionister tager et arbejde og tjener en løn.

    Regeringen vil nu fremsætte et lovforslag, der afskaffer den modregning, der indtil nu har været i folkepensionen, hvis pensionister tjener en løn ved siden af deres pension.

    Det fortæller beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ifølge Ritzau.

    Forslaget vil koste omkring 450 millioner kroner og øge det såkaldte strukturelle arbejdsudbud med 1,050 personer ifølge Beskæftigelsesministeriet.

    Selvom loven endnu ikke er vedtaget, kan pensionisterne allerede nu glæde sig over, at lønnen i princippet ikke bliver modregnet i deres folkepension.

    Loven vil nemlig have virkning fra januar 2024 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar i år.

  10. Læge anholdt for mystisk mexicansk meningitisudbrud

    En læge er blevet anholdt i en sag om et mystisk meningitisudbrud i Mexico, der har kostet mindst 35 kvinder livet og fået yderligere 79 personer indlagt på hospitalet med tegn på infektioner.

    Lægen mistænkes for at have distribueret inficeret medicin fra det privathospital, hvor han arbejdede, oplyser Reuters.

    Derudover er to embedsmænd, der arbejder for sundhedsstyrelsen i den mexicanske delstat Durango, blandt andet blevet sigtet i samme sag for ulovlig håndtering af medicin og manglende overholdelse af professionelle standarder.

    Ifølge anklageren i delstaten, Sonia Garza, blev de første patienter smittet allerede i august efter at have fået bedøvelse i forbindelse med fødselsbehandlinger.

  11. Onsdag giver plads til sol

    Der vil være sol til de fleste i dag, i Nordjylland er udsigten dog skyet det meste af dagen. Her er det ved Selling. Foto: Ole Hougaard

    Der venter endnu en tør dag, hvor solen mange steder vil være fremme.

    I den første del af dagen vil der dog stadig være skyer over de centrale og nordlige dele af landet, men en opklaring fra syd giver nogen eller en del sol senere. De nordligste egne vil dog formentlig have skyer det meste af dagen.

    Temperaturen stiger til mellem 3 og 6 grader, på Bornholm dog kun omkring 1-2 graders varme dagen igennem.

    Vinden er fortsat ganske rolig med en svag til jævn styrke fra syd og sydvest. Vinden tiltager i styrke senere, og langs sydvestvendte kyster vil det være op til hård vind.

  12. LeBron James slår NBA-rekord som mest scorende spiller nogensinde

    38-årige LeBron James fejrer sejren, efter den kom i hus under nattens kamp. (Foto: © Ronald Martinez, Ritzau Scanpix)

    Basketball-legenden LeBron James tog i nat titlen som den mest scorende spiller nogensinde i den amerikanske basketball-liga NBA.

    Rekorden kom i hus, da James sikrede sit hold, Los Angeles Lakers, 36 point i kampen mod Oklahoma City Thunder, skriver Reuters.

    LeBron James har slået den tidligere rekord, der er 39 år gammel. Den har spilleren Kareem Abdul-Jabbar indtil nu har været indehaveren af. Han scorede i alt 38.387 point i sin tid i NBA.

    Kampen blev stoppet for en kort bemærkning, da rekorden kom i hus. LeBron takkede Lakers’ fans og sendte en særlig hilsen til Kareem Abdul-Jabbar, der var blandt publikum.

    Flere basket-fans havde luret, at kampen kunne blive historisk – og det havde fået billetpriserne til at stige.

  13. Biden er parat til at nedlægge veto mod nationalt abortforbud

    Det har skabt rystelser gennem USA, at amerikanske stater har gennemført strengere abortlovgivninger og sågar indført forbud mod at få foretaget en abort.

    Men det kommer ikke på tale med et landsdækkende forbud, fastslog den amerikanske præsident i sin 'State of the Union-tale'.

    - Flere stater har allerede indført ekstreme abortforbud. Tag ikke fejl. Hvis Kongressen vedtager et nationalt forbud, så nedlægger jeg veto, sagde han.

    Der ser i øjeblikket ikke ud til at være flertal for et forbud mod abort i den amerikanske Kongres, skriver Ritzau.

    Men emnet er aktuelt, fordi USA's Højesteret sidste år afskaffede den højesteretssikrede ret til abort i alle USA's delstater.

    Kongressen har stadig mulighed for at skrive retten til abort ind i lovgivningen fremfor at basere det på en højesteretsafgørelse.

  14. New Zealandske myndigheder finder kokain for 2 milliarder flydende til søs

    • Myndighederne indfangede pakkerne med stoffer i et net, før det blev hevet ombord på skibet fra den newzealandske flåde i baggrunden. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
    • Pakkerne indeholder kokain til en anslået værdi af 300 millioner dollar. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Myndighederne i New Zealand har gjort noget af et fund til søs.

    Ikke mindre end 3,2 ton kokain, til en anslået værdi af mere end 300 millioner dollar (cirka 2 milliarder kroner), er blevet fundet flydende rundt i Stillehavet.

    Ifølge Reuters mener newzealænderne, at kokainen var tiltænkt det australske marked.

    - Det her er en af de største enkeltstående beslaglæggelser af ulovlige stoffer foretaget af myndigheder her i landet, udtaler politichef i det newzealandske politi, Andrew Coster.

  15. Over 8000 har mistet livet i jordskælvsramte Tyrkiet og Syrien

    • Overlevende efter jordskælvet forsøger at holde varmen foran et bål i vinterkulden i den hårdt ramte tyrkiske by Malatya. (Foto: © Unknown, Kyodo)
    • Folk har mistet deres hjem og må opholde sig ude i kulden i Malatya. (Foto: © Emrah Gurel, Associated Press)
    • Sne og kulde giver frygt for, at overlevende fanget under murbrokkerne kan fryse ihjel. (Foto: © IHLAS NEWS AGENCY (IHA), Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Dødstallet efter de altødelæggende jordskælv i Tyrkiet og Syrien har taget et nyt spring den forkerte vej.

    Det kommer angiveligt til at stige yderligere, men status her til morgen er, at over 8000 mennesker har mistet livet i de to lande.

    I alt har 5894 mistet livet i Tyrkiet, og 2470 er døde i Syrien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Redningsfolkene har tiden imod sig, da håbet om at finde overlevende svinder time for time, samtidig besværliggør frost og sne redningsarbejdet.

    I Tyrkiet er mindst ti byer hårdt ramt af ødelæggelserne, og ifølge Reuters er der vrede blandt lokale flere steder over, at hjælpen kommer for langsomt frem.

    - Der er ikke en eneste person her. Vi ligger under sneen uden et hjem, uden noget som helst, siger indbyggeren Murat Alinak, der har mistet sit hjem i den tyrkiske by Malatya.

  16. Borgmester opfordrede til at registrere sig som stamcelledonor: Siden har 8.000 tilmeldt sig register

    Den sygdomsramte borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, opfordrede i torsdags folk til at registrere sig i registeret for donorer af stamceller. Det skete i et opslag på Facebook.

    Og siden opslaget ramte det sociale medie, har registeret fået knap 8.000 nye tilmeldinger, skriver Ritzau.

    Det svarer til, hvad der normalt kommer på et helt år.

    - Tilmeldingerne begyndte at tikke ind, lige da opslaget var kommet på Facebook, fortæller afdelingslæge Randi Berg, Klinisk Immunologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

    Ziegler fik i oktober sidste år konstateret akut leukæmi. Borgmesteren lykkedes til sidst med at finde et stamcelle-match hos en kvinde i Chile via et internationalt register.

    - Jeg er kvinden dybt og evig taknemmelig. Jeg ved ikke mere om kvinden end nationalitet og alder - og hun ved tilsvarende lidt om mig, skrev Michael Ziegler blandt andet i sit opslag.

    Fortællingen har tilsyneladende fået manges øjne op for mulighederne for stamcelledonation, siger Randi Berg.

    - Det betyder rigtig meget. Vi er interesseret i at have et stort donorregister med mange donorer, så vi kan finde en matchende donor til alle patienter.

  17. Joe Biden talte om klimakrisen i traditionsrig tale: 'Den er en eksistentiel trussel'

    • State of the Union-talen er USA's udgave af statsministerens nytårstale. Traditionen er lige så lang som den amerikanske republik. Det er tredje gang, Biden holder talen. (Foto: © LEAH MILLIS, Ritzau Scanpix)
    • USA's præsident holder State of the Union-talen for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. (Foto: © DREW ANGERER, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Hvert år inviteres den amerikanske præsident til at give kongressen en status på nationens tilstand. Og i år var ingen undtagelse, hvor Joe Biden holdt den såkaldte State of The Union-tale.

    Biden brugte blandt andet sin taletid på klimakrisen, skriver Ritzau.

    - Den (klimakrisen, red.) er en eksistentiel trussel. Vi har en forpligtelse, ikke over for os selv, men over for vores børn og børnebørn, til at konfrontere den, sagde Biden.

    Præsidenten langede blandt andet ud efter store olieselskaber, som ifølge Biden har tjent masser af penge, mens det meste af verden har befundet sig i en energikrise efter Ruslands invasion af Ukraine for godt et år siden.

    - Sidste år tjente de 200 milliarder dollar midt i en global energikrise. Jeg synes, det er skandaløst.

    Overordnet var det ellers en amerikansk præsident, som forsøgte at forholde sig optimistisk – særligt til den amerikanske økonomis fremtid, som Biden påstod var i en bedre position til at vokse end nogen anden økonomi i verden.

  18. Syrien beder Europa om mere nødhjælp: Sanktioner er ingen undskyldning

    Europa bør gøre mere for at hjælpe Syrien efter det drabelige jordskælv, der har efterladt store områder i ruiner og mere end tusinde døde.

    Det mener Syriens udenrigsminister, Faisal Mekdad, skriver Reuters. Han siger ifølge nyhedsbureauet, at sanktionerne mod Syrien "ikke er nogen grund til ikke at hjælpe".

    USA har tidligere meddelt, at landet arbejder med samarbejdspartnere på at få hjælp til Syrien, selvom USA ikke anerkender landets regering.

    Syriske myndigheder har længe ment, at vestlige sanktioner har skadet mulighederne for at genopbygge områder, hvor den 12 år lange borgerkrig har hærget.

    Omvendt har USA og Europa argumenteret for, at sanktionerne skal presse den syriske regering ind i en politisk proces, der kan gøre en ende på konflikten, skriver Reuters.

  19. USA godkender salg af eftertragtede raketter til Polen for milliardbeløb

    Polen bliver med al sandsynslighed udstyret med effektive våben fra USA i den kommende fremtid.

    Det amerikanske udenrigsministerium har nemlig godkendt et muligt salg af våbensystemet Himars, som er langtrækkende missiler, raketter og raketsystemer, til Polen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Våbnene har en værdi på op mod ti milliarder dollar. Det svarer til knap 70 milliarder kroner.

    Polen har på det seneste opjusteret sine våbenlagre gevaldigt, mens ældre våben er blevet doneret til nabolandet Ukraine.

  20. Henriette Ergemann fra kommunalbestyrelsen i Kalundborg bliver Nye Borgerliges nye næstformand

    Efter et kampvalg med seks kandidater har Nye Borgerlige fået en ny politisk næstformand.

    Det bliver Henriette Ergemann, som overtager posten fra Peter Seier Christensen, der har valgt at stoppe samtidig med tidligere formand Pernille Vermund.

    Henriette Ergemann er medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune og partiets førstesuppleant til Folketinget i Sjælllands Storkreds, skriver Ritzau.

    Hun vandt afstemningen med 204 ud af 317 stemmer fra de delegerede.

  21. Elefantunge i København mister store dele af sine ører efter sygdom

    Elefantungen Mun fra Københavns Zoo har mistet store dele af sine ører, efter den har været ramt af den dødelige blødningssygdom elefantherpes.

    Det skriver den zoologiske have på sin facebookside.

    - Selv om det værste nu er overstået, fortsætter det hårde arbejde for at redde så meget af Muns ører som muligt og undgå infektion, lyder det.

    Elefanten er ikke længere syg af herpesinfektionen, men den får stadig medicinsk behandling mod betændelse, der sidder i ørene.

  22. 'Halløj på Badehotellet' genopstår med ny sæson

    'Halløj på Badehotellet' siger 'halløj' igen med en ny sæson. (Foto: © Leon Neal, Scanpix Denmark)

    Inden længe kan den noget utraditionelle hotelejer Basil Fawlty igen tage imod gæster.

    Den legendariske, britiske sitcom-serie, hvis to sæsoner originalt løb over skærmen i 1975 og 1979, genopstår nemlig i form af en ny sæson.

    Det skriver flere medier heriblandt Variety.

    Manuskriptet til de nye afsnit skal, som det er tilfældet med resten af serien, skrives af John Cleese, som til den nye sæson får selskab af sin datter, Camilla Cleese.

    Ifølge Variety skal de begge medvirke i seriens nye sæson - John Cleese selvfølgelig i rollen som Basil Fawlty - hvor de to sammen slår dørene op til et nyt hotel.

  23. Nato-lande sender over 1.400 redningsarbejdere til Tyrkiet

    Flere end 20 lande tilknyttet Nato sender sammen mere end 1.400 redningsarbejdere til Tyrkiet efter gårsdagens jordskælv. Det skriver forsvarsalliancen i en pressemeddelelse.

    Dermed bistår landene med forskellige typer assistance, herunder eftersøgnings- og redningshold med redningshunde, brandmænd og ingeniører.

    Også sundhedspersonnel og jordskælvseksperter bliver sendt afsted.

    Finland og Sverige bidrager også til hjælpepakken, skriver Nato.

  24. Nedskudt kinesisk luftballon fisket op af Atlanten

    Den amerikanske flåde har i dag offentliggjort billeder af den kinesiske luftballon, der bliver fisket op (Foto: © US Navy/Mass Communication Speci, Ritzau Scanpix)

    Store dele af den kinesiske luftballon, der har skabt storpolitisk røre og som lørdag blev skudt ned ud for den amerikanske østkyst, er blevet fisket op af vandet.

    Det viser billeder, som den amerikanske flåde i dag har offentliggjort. Billederne blev taget i søndags, skriver Ritzau.

    Ballonen, som fik USA's udenrigsminister til at aflyse et længe ventet besøg i Kina, betyder ikke, at der er kold luft mellem de to lande, sagde præsident Joe Biden sent i aftes amerikansk tid.

    Ifølge Kina var det en civil vejrballon, der var på afveje. Men USA's er overbevist om, at der er tale om et overvågningsredskab.

    - Fra begyndelsen havde vi en god indikation af, at det var en overvågningsballon, sagde general Glen VanHerck fra det amerikanske luftvåben i går.

  25. Forsvarsministeriet bekræfter kampvognsdonation: 80 kampvogne skal afsted hurtigst muligt

    Nu bekræfter Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse, at Danmark i samarbejde med Tyskland og Holland har indgået et samarbejde om at renovere og donere mindst 100 kampvogne til Ukraine.

    I første omgang skal omtrent 80 Leopard 1A5-kampvogne hurtigst muligt sendes til Ukraine. Ifølge Forsvarsministeriet forventes de første at kunne være klar om få måneder.

    - Ukraine har hårdt brug for kampvogne for at kunne modstå Ruslands fortsatte aggression.

    - Jeg er stolt over, at Danmark har store aktier i det nye samarbejde med andre lande om at støtte Ukraine, lyder det fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

    Samarbejdet bekræftes ligeledes i en fælles erklæring fra de tyske og hollandske forsvarsministre.

Mere fra dr.dk