Det kan kræve en god mængde tålmodighed at komme igennem til Vurderingsstyrelsen og Vurderingsportalen.
For der er ekstra travlt og ventetid på telefonlinjerne i disse dage, fremgår det af både Vurderingsstyrelsen og Vurderingsportalens hjemmesider.
I sidste uge kom de foreløbige boligvurderinger, hvor vurderingen af mere end hver tredje ejendom solgt imellem 1. juli 2021 og 30. juni 2022 ifølge DR's gennemgang rammer forkert med mere end 20 procent. Det er skattevæsenets egen målestok for, hvornår en vurdering er skæv.
Selvom man først kan klage over sin foreløbige ejendomsvurdering i 2025, opfordrede skatteminister Jeppe Bruus (S) i dag til, at man i særlige tilfælde ringer ind og bede om at få vurderingen rettet. Herefter vil Vurderingsstyrelsen se på, om vurderingen skal ændres.
På Vurderingsportalen står der nu, at de "håber, du vil prøve igen om nogle dage".
Tidligere lød formuleringen lidt anderledes: "Vi håber, du vil prøve igen senere".
Skatteministeriet skrev i dag i en pressemeddelelse, at der bliver indført nye initiativer tila t styrke borgernes muligheder for at få hjælp i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, blandt andet ved at øge bemandingen på telefonerne.